Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Forlaget skriver:
Efter at have stjålet sin afdøde tvillingsøsters identitet er Alvina flygtet fra Sicilien til London sammen med lejemorderen Nino. Med sig har de en værdifuld diamanthalskæde og en kuffert med to millioner euro, og Alvina er overbevist om, at hun har fundet sin soulmate i den skruppelløse mafioso.Da Alvina vågner op alene på The Ritz, og det går op for hende, at Nino er stukket af med alle millionerne, indleder hun en vild jagt på ham, tværs gennem Europa og til Rom. For ingen slipper godt fra at røvrende Alvina Knightly. Men kan hun nå at tage hævn, før hun selv bliver indhentet og stillet til regnskab for sine forbrydelser? Og hvad stiller hun op med en død nonne, en lesbisk våbenhandler og en nuttet gravhundehvalp, efterhånden som de kommer i vejen for hende i den sommerhede italienske hovedstad?

Alvina: Skyggejæger er anden bog i trilogien om Alvina Knightly.

Min anmeldelse 

Jeg har faktisk set en del frem til denne udgivelse, da jeg var ret vild med den foregående bog i serien, Alvina: Skyggesøster (som du i øvrigt kan læse min anmeldelse af her)

Stilen fra tidligere bog fortsætter i denne her bog og jeg er svært vild med det. Hele historien er simpelthen så langt ude og utroværdig at det næsten kunne blive latterligt, men det fungerer på forunderlig vis. Og det gør det grundet bogens hovedperson Alvina.

Hele historien er fortalt af hende og er dermed skrevet med jeg-fortælleren. Alvina er altså et pænt forskruet menneske. Hun fremstår nærmest blottet for følelser og så har hun en stor kærlighed til stoffer, alkohol, sex – og haiku-digte. Hun er på alle måder et meget usympatisk menneske og hun er ekstremt svær at holde af – men alligevel kunne jeg mærke at jeg havde savnet hende, da jeg begyndte at læse denne bog, så hun har jo dog formået at røre ved nogle gode følelser i mig også. Og det er formentlig fordi hun er så skæv en karakter. I denne her bog får vi også endnu mere indblik i hendes fortid og også hendes lidt mere følsomme sider, selvom hun gør alt hvad hun kan for at undertrykke dem. Det klæder hende at vise en lille smule sårbarhed, da det gør hende lidt mere nuanceret og giver lidt mere forståelse for hvorfor hun er som hun er. Herudover er hun altså bare så grænseløs at det skaber en masse vildt sjove scener. Jeg tog faktisk også mig selv i flere gange at tænke: sker det her eller er Alvina inde i en ret vild stofpsykose? Netop fordi historien er fortalt med jeg-fortælleren hele vejen igennem og fordi at det der sker er så langt ude. Jeg havde slet ikke denne tanke i den første bog, men den kom altså til mig under min læsning af denne. Og dette skaber for mig en ekstra dimension i historien: for hvad er egentlig op og ned her?

Ligesom i den første bog så elsker jeg forfatterens skrivestil og den er faktisk vokset på mig i denne bog. Hun har en evne til at lave nogle miljøbeskrivelser der gør at man næsten kan se scenerne for sig og så skriver hun med et flydende og lettilgængeligt sprog. Hertil kommer de fuldstændigt vanvittige oplevelser som Alvina har og dette gjorde at jeg var fuldstændig opslugt af bogen. Jeg læste den i bare to stræk på ét døgn og jeg var faktisk helt ked af det da den var slut – dels fordi den slutter så spændende at jeg ville ønske den sidste bog i serien lå klar ved siden af mig – jeg have simpelthen bare ikke lyst til at slippe Alvina og hendes yderst dramatiske liv endnu.

Jeg vil anbefale Alvina: Skyggejæger til læsere der var vilde med den første bog i serien og til læsere der elsker humor og ikke bliver skræmt væk af historier hvor handlingen er helt åndssvag. Det er en bog fyldt med action, sex og drama og jeg vil næsten garantere et par grin undervejs. Jeg har i hvert fald selv fået grinet en del under min læsning og jeg venter nu i længsel på at den tredje bog i serien udkommer.

Hvis ikke man har læst den første bog, kan man egentlig godt starte med denne, da vi får en kort beskrivelse af de væsentlige hændelser i den første bog, men jeg synes altså alligevel at man skal give sig tiden til at læse Alvina: Skyggesøster først. Alvina er nemlig lidt en karakter som vokser på én og det synes jeg næsten man skal give sig selv lov til at opleve.

5 ud af 6 stjerner

 

Udgivet på forlaget People’s Press, maj 2019

Antal sider: 377

Oversat til dansk ved Betty Frank Simonsen