"Døgnkioskmennesket" af Sayaka Murata

Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Grif, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Fra bagsideteksten:
Keiko er 36 år gammel. Hun har aldrig haft en kæreste, og hun har arbejdet i den samme døgnkiosk i 18 år. Hendes familie vil så gerne have, at hun får et bedre job. Hendes venner undrer sig over, at hun ikke gifter sig. Men Keiko ved godt selv, hvad hun har det bedst med, og hun ønsker ikke at få sit tætte forhold til døgnkiosken spoleret.

Min anmeldelse

Lad mig starte ud med at sige at jeg ikke tror Døgnkioskmennesket er den type roman, som vil gøre noget for alle, men den gjorde så absolut noget for mig. Det er en ret stille roman og der er ikke den store spænding i den og hvis man er til den type bøger hvor der gerne skal ske en masse, så tror jeg man skal lede efter en anden bog at læse. Men hvis man sætter pris på de små historier, der er fortalt i et langsomt tempo, men som alligevel har en masse at byde på, så tror jeg man vil elske den.

Døgnkioskmennesket er en fin lille historie. Der sker som nævnt ikke det helt store i den – men alligevel gemmer der sig noget mere under overfladen; nemlig en lille kritik at det moderne samfund, som måske alligevel ikke er så moderne endda? Der er i hvert fald fortsat et pres på yngre mennesker. Vi skal stadig helst passe ind i normen, få faste jobs, gifte os og få børn, for ellers undrer folk sig altså lidt. Som en karakter i bogen nævner, så er der vel på dette punkt ikke sket meget siden stenalderen – heller ikke i forhold til at blive ældre. Man er måske mest værd når man er ung, stærk og kan reproducere sig – og når du ikke kan dét mere, skal du gerne have etableret dig på én eller anden måde, så man har skabt sig en status i samfundet. Det er måske sat lidt på spidsen og bogen er da også både lidt absurd og satirisk, men der er vel noget om snakken.

Hovedpersonen i bogen er den 36-årige Keiko og historien er fortalt i jeg-form i datid udfra hendes synspunkt. Man må sige Keiko er en karakter som ikke lige passer ind i normen. Hun er single og har alle dage været det og hun har faktisk ikke rigtig noget behov for eller lyst til at skabe en familie. Vi får også små indblik i Keikos opvækst, hvor det tydeliggøres at hun altid har været noget lidt særligt. Og det er hun altså også i voksenlivet. Hun arbejder i en døgnkiosk og hele hendes liv drejer sig om dette arbejde. Hun tænker på døgnkiosken hele tiden og selvom hun godt ved at omverdenen ser lidt skævt til hende og hendes arbejde, så har hun ikke lyst til at lave noget andet. Hun holder af strukturen og forudsigeligheden i arbejdet og hun er uden tvivl god til det.Det er rørende at læse hvordan alting falder på plads for hende, da hun får arbejdet der og endelig føler sig som et normalt menneske. Hun er virkelig en skæv karakter og jeg har altså en svaghed for denne type mennesker og derfor fik hun også hurtig en stor plads i mit hjerte.

Jeg må dog sige at jeg fandt den første halvdel af bogen bedst. Der sker på et tidspunkt nogle ting, hvor jeg synes det hele bliver lige absurd nok og hvor jeg faktisk blev lidt forurettet på Keikos vegne – også selvom hun ikke selv udviser disse følelser. Jeg forstår dog godt hvad forfatteren forsøger at belyse med dette og det er egentlig også en fin måde at gøre det på – og så synes jeg egentlig det er ret fedt at være så glad for en karakter, at jeg kan få de følelser på hendes vegne.
Jeg havde nok bare håbet at historien tog mig en anden vej end den gjorde. Det trækker dog ikke voldsomt ned i min anmeldelse, men det gør dog at jeg ikke vil give den fuld topkarakter. Uden at spoile vil jeg dog lige kort sige at jeg trods alt elskede slutningen – den er så fin.

Døgnkioskmennesket er en fin og lidt absurd lille historie om identitet, forventninger fra omverdenen og om at passe ind. Det er en bog med både alvor og humor og jeg er på mange måder vild med denne historie og jeg er faktisk lidt ked af, at skulle sige farvel til Keiko nu hvor historien er slut. Selvom historien er kort og relativt hurtigt læst, så tror jeg det er en bog som jeg vil tænke over i noget tid efter den er færdiglæst og måske vil jeg også genlæse den på et tidspunkt – for det her er altså én af den slags bøger, som jeg tror man får mere ud af, end det man umiddelbart læser.