Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Hovedland, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Mogens, Bo og Robert, eller bare Mo, Bo og Ro, var bedste venner dengang, tre teenagere med meget langt hår og lyst til at være kunstnere; stofferne var der, og vildskaben var en knallert, mens Led Zeepelin flød ud af alle højtalere. Da den ene pludselig trak sig ud af venskabet, smuldrede det også for de to andre, og de sås ikke mere. Over 40 år senere tilbringer de en uge sammen i en villa i Portofino. I dag er de alle tre privilegerede; de er forfattere, men deres situation er vidt forskellig. Alt er ændret i forhold til dengang, men erindringer om deres ungdom er det flygtige, der består. Det indbyrdes forhold og de gamle magtstrukturer fra kammeratskabet dengang stikker hele tiden sit, ikke altid smukke, ansigt frem.
I løbet af denne uge deler de gamle minder, men imellem dem ligger også en hemmelighed, der nødvendigvis må komme op til overfladen i ugens løb.

Forfatteren har trukket på egne erfaringer og oplevelser fra teenageårene i en forstad i forbindelse med denne bog og det kan man godt fornemme. Mogens, Bo og Ros ungdom er både interessant og troværdigt skildret. Forfatteren skriver om teenageårene på en måde som er genkendelig for læseren og som også gav en følelse af nostalgi. Som et eksempel vil jeg lige nævne at forfatteren et par gange skriver forskellige variationer af “Et år er en evighed, når man kun er 16″ . Denne sætning viser både tidsperspektivet og betydningen heraf for de unge mennesker og selvom dette kun er få ord, så siger de ord bare så meget alligevel. Dette er generelt kendetegnene for forfatterens måde at skrive på. Sproget er enkelt og ligetil men indeholder alligevel så meget – også mellem linjerne.

Vi får historien præsenteret fra både Ro, Mo og Bos synspunkt og bliver derfor også præsenteret ret godt for alle tre hovedpersoner, både igennem tanker, men også igennem de interpersonelle betragtninger de foretager af hinanden. De er alle tre meget forskellige og det er interessant hvordan deres relation nærmest virker til at have profiteret af disse forskelligheder, mens de var unge og samtidig interessant at se hvordan forskellighederne tværtimod nærmest skubbede dem længere fra hinanden efterhånden som de blev ældre.

Der bliver ret hurtigt i bogen gjort opmærksom på, at der er en lille hemmelighed, som formentlig vil komme op til overfladen under deres uge sammen i Portofino. Jeg vil dog sige at dette fylder marginalt lidt i forhold til de andre ting denne bog handler om og det fylder også mindre end jeg havde regnet med. Jeg havde lidt en følelse af, at det var lidt unødvendigt for resten af historien, da jeg synes den øvrige historie er så stærk i sig selv, at bogen ikke behøvede denne underliggende spænding, for at holde fast i læseren.

Romanen er så velskrevet at jeg nærmest forsvandt ind i teksten under min læsning. Dette kombineret med det lettilgængelige sprog gjorde også at den var hurtigt læst, men bestemt ikke hurtigt glemt. Det er ikke en bog hvor spændingsniveauet ligger konstant højt, men der er lidt action visse steder. Det er dog  primært en rolig fortælling, hvor man som læser virkelig kan få lov til at nyde sproget og historien. Denne roman var mit første møde med forfatteren, men det bliver bestemt ikke det sidste. Jeg er meget imponeret.

“Drømmepiger og dragehoveder” er en anbefalelsesværdig og velskrevet roman om at være ung i 1970’erne, om drømme, om at blive voksen og finde sig selv samt en historie om kærlighed og venskab.

5 ud af 6 stjerner.

Udgivet af forlaget Hovedland, april 2018

Antal sider: 242