Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Jentas, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

En ung kvinde vågner op i en kold, mørk kælder uden nogen anelse om, hvordan hun kom derned, eller hvem hendes kidnapper er. Således begynder hendes værste mareridt. I nærheden bliver liget af en anden ung kvinde opdaget, hvor hun er blevet begravet på en afsidesliggende strand. Men den døde pige blev aldrig meldt savnet – hendes fremmedgjorte familie havde modtaget regelmæssige beskeder fra hende igennem årene. Nogen har holdt hende i live hinsides graven. For kommisær Helen Grace er det et skræmmende bevis på, at hun leder efter et monster, som ikke kun er forskruet, men som også er intelligent og opfindsom – et rovdyr som har slået ihjel før. Og mens Helen kæmper med at forstå morderens motiv, begynder hun at indse, at hun er i et desperat kapløb mod tiden.

“Dukkehuset” er tredje bog i serien om Helen Grace. Bogen kan fint læses selvstændigt, men der er små hentydninger til begivenheder i de forrige bøger, så hvis man vil have mest muligt ud af den samlede historie anbefaler jeg, at man læser de andre først (“Okker Gokker” og “Bro Bro Brille” )

I de foregående bøger er det allerede blevet klart at Helen Grace er en kvinde med mange facetter og i “Dukkehuset” ser vi en mere empatisk og blød side af Helen, som klæder hende. Hun er dog fortsat noget garderet og har svært ved lade folk komme tæt på. Hun har dog et godt venskab til kollegaen Charlie, som er på barselsorlov i denne bog – og netop fordi Helen er så distanceret og foretrækker sit eget selskab, synes jeg det er rørende at hun alligevel har denne gode relation. Selvom Charlie er på barselsorlov, møder vi hende dog stadig i denne bog. Det er tydeligt at hun savner sit arbejde og det var interessant at høre lidt om hendes sårbarhed, ved tanken om at skulle være mor.
En anden central person i “Dukkehuset” er Helens chef, Ceri Harwood, som mest af alt fremstår som en meget usympatisk kvinde. Det er tydeligt at hun er jaloux på Helen og hun skyr næsten ingen midler for at overvinde hende. Jeg er simpelthen vild med, at vi får lov at få et indblik i de personlige intriger i bogen også, ved siden af opklaringsarbejdet, da det er noget af det jeg særligt sætter pris på i krimiserier. Det giver bare bogen en ekstra dimension, da det er med til at give en følelse af, at man virkelig kommer godt ind bag personerne og lærer dem at kende, så man næsten kan føle deres smerte og skuffelser.

Noget der var særligt fedt ved “Dukkehuset” er at vi følger Ruby, som er blevet kidnappet. Vi får lov at følge med i hendes kamp for overlevelse, hendes frustrationer, frygt og ensomhed – og det bliver klart at hun virkelig er en stærk og snedig pige. Jeg håbede hele vejen igennem at hun ville overleve.
Vi følger også gerningsmanden hele bogen igennem, hvilket også var virkelig interessant. Gerningsmanden er et noget forskruet menneske, med en psykologi som ikke er tilnærmelsesvist i nærheden af normen. Det fungerede godt, at vi følger ham under hele opklaringsarbejdet og vi får også hans bevæggrunde for sine forbrydelser belyst, hvilket gjorde at man som læser ikke sad med uopklarede spørgsmål til sidst, i forhold til forbrydelserne.

Ligesom de to foregående bøger, starter denne også spændende ud og spændingsniveauet for bogen er derfor hurtigt sat – og niveauet fortsætter helt til sidste side er læst. Det er korte kapitler som allesammen slutter spændende og man har derfor lyst til hele tiden lige at læse lidt mere. Det bevirker også at tempoet i bogen er højt, men stadig så man kan følge med og uden at historien bliver overfladisk.

“Dukkehuset” er en meget velskrevet og velkomponeret krimi. Både dialogerne, de følelsesmæssige reaktioner og de indbyrdes relationer fremstår meget troværdige, hvilket bidrog til en autentisk læseoplevelse. Jeg er endnu engang imponeret over Matthew Arlidge og jeg synes endnu engang, at han har skabt en krimi med et rigtig godt plot og med mange overraskelser undervejs i læsningen.

Jeg vil anbefale “Dukkehuset” til andre fans af de tidligere bøger i serien om Helen Grace. Hvis man endnu ikke er kommet igang, kan jeg kun anbefale at man gør det nu, hvis man er til krimiserier med en god kombination af personlige intriger og opklaringsarbejde kombineret med gode plots og høje spændingsniveauer. Jeg håber, at vi snart hører mere til Matthew Arlidge og hans Helen Grace-univers her i Danmark.

6 ud af 6 stjerner.

Udgivet af forlaget Jentas, marts 2018

Antal sider: 351