Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Og reklameindlæg, da nogle af bøgerne er anmeldereksemplarer. 

NU ER DET ENDELIG SEPTEMBER – og én af mine yndlingsårstider er officielt begyndt: efteråret (Undskyld til jer sommermennesker, men I har altså virkelig været heldige med sommervejret i år. Så lad mig nu lige have denne efterårsforelskelse lidt, ikke 😉 ? ) Jeg glæder mig til vejret bliver køligere og jeg igen kan hoppe i mine varme trøjer, lave en kop lækker varm kaffe/te/kakao og læse en god bog, mens regnen trommer mod vinduerne og man kan høre vinden ruske i træerne.
Jeg spurgte på min Instagram-profil om I ville være interesserede i en liste over nogle af mine anbefalinger til efterårets læsning og det var der faktisk en del af jer der havde interesse i, så det får I nu. Jeg har dog mange flere anbefalinger end dem jeg kommer med her, men for at indlægget ikke bliver alt for langt og uoverskueligt, føler jeg mig nødsaget til at begrænse mig. I er jo desuden altid velkomne til bare at browse lidt rundt på bloggen og blive inspireret den vej – og I må også gerne skrive privat til mig, hvis I ønsker lidt mere personlige anbefalinger.
Irene (som har bloggen Boghunden.dk) foreslog også at jeg kunne skrive hvilke bøger jeg selv har planer om at læse her i efteråret – og det var altså en ret god idé, så det vil jeg også præsentere jer for her i indlægget.

Men først kommer mine anbefalinger til efterårets læsning 

Hot Mess af Lucy Vine (anmeldereksemplar) (Udgivet på dansk i 2018).
Hvis du er en af de mennesker der godt kan blive lidt trist når sommeren er på retur, så mangler du måske en bog, som virkelig kan få dig til at grine. Og jeg vil næsten garantere lattergaranti hvis du læser Hot Mess. Den handler om den 29-årige Ellie Knight, hvis liv indtil videre ikke helt er blevet som hun havde forestillet sig det. Vi kommer med på dates fra helvede og vi følger hende mens hun forsøger at navigere rundt i sit liv, hvor hendes venner efterhånden er begyndt at få børn med vilje – og så forsøger hendes far at blive forfatter og sender hende uddrag fra den roman han skriver på: “75 nuancer af Tony” som er særdeles tåkrummende læsning. Det er ikke banebrydende litteratur, men det er livsbekræftende og nok én af de sjoveste bøger jeg har læst til dato og jeg græd nærmest af grin da jeg læste den.

En sidste rejse af Michael Zadoorian (anmeldereksemplar) (Udgivet på dansk i 2017).
Ella og John har været et par i mere end 60 år. Ella lider af kræft og John har Alzheimers. Ella vil så gerne opleve et sidste eventyr med sin mand inden de begge bliver alt for dårlige og derfor pakker de deres gamle camper og tager afsted på roadtrip. Jeg læste denne bog sidste år og den står stadig klart i min erindring. Det er en både rørende, varm og morsom roman – men husk lige at købe lommetørklæder før du går igang, for der er risiko for tårer.

Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurdadóttir (udgivet i 2010)
Efterår er også lig med halloween og uhygge – og derfor er jeg også nødt til at putte en rigtig gyser på listen. Tre unge mennesker og en lille hund rejser til et gammelt fiskerleje på nordvestkysten af Island, hvor de skal sætte et gammelt hus i stand. Den lyder måske ikke vanvittigt uhyggelig ud fra denne korte beskrivelse, men det er den! Det løb mig koldt ned ad ryggen under min læsning og jeg turde ikke læse i den, når jeg var alene hjemme og jeg fik faktisk mareridt efter at have læst den – og der skal altså meget til at jeg får det sådan. Det er måske nærmest selvdestruktivt hvis du vælger at læse den efter at have hørt dette, men hvis du søger et rigtigt gys så må det her lige være sagen.

Ondskabens Hotel af Stephen King (anmeldereksemplar) (Udgivet oprindeligt i 1977 – denne udgave i 2017)
… eller en hvilken som helst anden Stephen King- roman, da efterår for mig betyder Stephen King tid (Ja, man kan altid læse Stephen King, men hallo: gysets mester! Det fungerer altså ekstra godt om efteråret). Jeg har valgt at anbefale Ondskabens Hotel i dette indlæg, da det er en af mine absolut yndlingsromaner af forfatteren og hvis man ikke har læst den, er man i dén grad gået glip af noget (medmindre man selvfølgelig ikke kan lide forfatterens skrivestil eller gys i det hele taget). Den handler om lille Danny Torrance på 5 år, som er flyttet med sin far og mor på Hotel Overlook, hvor de skal bo vinteren over, da faderen, Jack, har fået jobbet med at passe på hotellet i vinterperioden hvor hotellet er lukket. Danny fornemmer dog at der gemmer sig noget ondskab et sted i hotellet og der begynder at ske flere og flere mærkelige og uhyggelige ting.

Sommerfugleklanen – Pavens yndling af T.M Palshof (Udgivet i 2017)
Jeg holder aldrig kæft med denne roman, jeg ved det godt. Men det er bare fordi den overraskede mig så meget og jeg synes den er ret så fantastisk. Det er en roman som både involverer præsidenter, paver, gamle kulturer og moderne teknologi. Det er en roman med et nytænkende og velgennemtænkt plot og så er det en roman med dybde. Jeg ved at nummer to i serien udkommer om ikke så forfærdeligt længe – så hvis ikke du har læst den, synes jeg du skal komme igang her i efteråret. De personer jeg har lånt mit ene eksemplar til og som har læst den, har altså også været rimelig begejstrede.

Planen (udgivet i 2015) og Guds bedste børn (anmeldereksemplar – Udgivet i 2018) af Morten Pape
Jeg nævner disse to bøger sammen, da jeg er af den overbevisning af hvis du elsker den ene elsker du også den anden. Og selvom Guds bedste børn er en selvstændig roman og altså ikke en fortsættelse af Planen, så synes jeg virkelig at det giver mening at læse Planen først, da vi i den bog virkelig får et godt indblik i hvordan det er at vokse op i Urbanplanen på Amager, som også danner rammen om Guds bedste børn. Jeg vil kategorisere begge bøger som værende socialrealisme når det er allerbedst og de ramte mig begge to lige i hjertet. Det er barske fortællinger serveret på allerfineste vis, da Pape skriver både rammende og troværdigt. Jeg synes virkelig man skylder sig selv at læse disse to bøger.

 

Og SÅ kommer vi til min TBR-liste for efteråret. Det er dog vigtigt for mig lige at understrege at dette ikke er min samlede TBR for efteråret, da jeg ved der er nogle flere anmeldereksemplarer på vej, som jeg også ser meget frem til og jeg har flere ulæste bøger stående i reolen. Men det er da et lille udpluk og jeg håber at jeg når dem alle.

Fra og med dig af Mhairi McFarlane (Udgivet på dansk i 2017)
Jeg fik denne bog til min fødselsdag og jeg har faktisk glædet mig til at læse den lige siden. Mhairi McFarlane er min nye yndlings chicklit-forfatter, da hun både laver morsomme romaner i denne genre og hun har endnu ikke skuffet mig. Denne omhandler Anna som aktuelt føler sig lykkelig – hun er 30+, elsker sit arbejde og livet er bedre end hun turde håbe. Men sådan har det ikke altid været og hun vil allerhelst glemme årene som syndebuk i skolen. Så da James, ham der stod for størstedelen af ydmygelserne i skolen, pludselig dukker op i hendes liv vendes alting på hovedet. Jeg glæder mig virkelig til at komme igang med denne og jeg er så spændt på, om den lever op til mine høje forventninger.

Et lille liv af Hanya Yanagihara (Gave fra forlaget – udgivet på dansk i 2016)
Fire studiekammerater flytter sammen til New York og de har stort set ikke andet end deres ubrydelige venskab og deres ambitioner at holde sig til. Willem prøvet at slå igennem som skuespiller, JB som billedkunstner, Malcolm som arkitekt mens Jud, som har en blændende juridisk begavelse kæmper med noget helt andet: eftervirkningerne fra en fortid, som ingen af de tre andre kender til. Jeg har fået anbefalet denne roman af flere forskellige personer og jeg ser sådan frem til at læse den selv – jeg har dog også fået at vide at jeg skal være forberedt på, at den vil knuse mit hjerte og derfor må den lige vente lidt endnu – for det er stadig ved at hele efter jeg færdiggjorde Guds bedste børn af Morten Pape.

Geralds farlige leg af Stephen King (Udgivet første gang på dansk i 1994)
Som nævnt tidligere er efteråret for mig lig med Stephen King- tid. Hvert efterår læser eller genlæser jeg en roman af denne forfatter og i år har jeg altså valgt at læse Geralds farlige leg. Den handler om Jessie, som netop er blevet bundet til sengen af sin mand Gerald i deres sommerhus i Maine, milevidt fra nærmeste nabo. For at undgå et ydmygende samleje sparker Jessie ud efter ham, og han falder død om på gulvet – Hun ligger derfor nu fastlåst til sengen uden mulighed for at tilkalde hjælp og da bagdøren klaprer går det op for hende at enhver kan komme ind og finde hende der i den meget sårbare situationen, med et lig ved siden af sig. Det er noget tid siden jeg læste denne bog og den står faktisk ikke særlig skarpt i min erindring udover at jeg mindes at den var ret fed – så jeg glæder mig til at dykke ned i historien endnu engang.

De dør begge til sidst af Adam Silvera (udgivet i 2017)
Denne bog fik jeg også til min fødselsdag og jeg har set så meget frem til at læse den, så nu skal det altså snart være! Den handler om Mateo og Rufus, som er blevet ringet op af Dødsrådet, der kan se ud i fremtiden og de har fået besked om at de vil dø i dag. De kender endnu ikke hinanden, men spørgsmålet er om de kan nå at finde hinanden, kærligheden og en mening med livet på den tid de har tilbage. Kan man lave et helt liv på et døgn? Det er en historie som, ud fra bagsideteksten, tiltaler mig på så mange planer og jeg er virkelig spændt på, om den lever op til mine forventninger.

Call me by your name af André Aciman (Udgivet i 2007. På dansk er den udkommet i 2018)
Det er beskrevet som en kærlighedsroman der foregår i Norditalien i 1983, hvor den 17-årige Elio forelsker sig hovedkulds i den lidt ældre Oliver. Langsomt udvikles deres forhold og det bliver en sommer de aldrig glemmer – og som vil forandre dem for altid. Jeg har set på de sociale medier at denne bog har flere begejstrede læsere – og der er særligt kommet fokus på den efter filmatiseringen tidligere på året. Jeg har dog endnu ikke set filmen, da jeg hellere vil læse bogen først. Jeg har en engelsk udgave, da jeg ikke vidste den ville blive udgivet på dansk i år, da jeg købte den tilbage i foråret. Jeg er ekstremt spændt på, om den lever op til den hype der er omkring den.

Min kæreste elskling af Gabriel Tallent (Anmeldereksemplar – udkommer 4. september 2018)
Turtle Alveston er forten år gammel og bevæger sig frit gennem skovene ved den nordcaliforniske kyst. Hendes fysiske verden er vidtstrakt, men hendes personlige rum er småt og forræderisk; siden hendes mor døde har hendes karismatiske, ustabile far domineret hendes tilværelse og tvunget hende til at leve et isoleret liv. Hun har sin skole hvor hun holder alle på afstand og ellers kun sin far. Men så møder Turtle den lidt ældre Jacob, som har et noget andet liv end hun og han ser på hende med en hengivenhed hun ikke har oplevet før. Og for første gang glider resten af verden ind i hendes perspektiv, og hun forstår at verden er langt mere end hendes far. Med det samme jeg hørte om denne bog vidste jeg bare at det var en bog, jeg var nødt til at læse. Jeg er dog blevet advaret om at den er både hjerteskærende og grum, men ikke desto mindre ser jeg meget frem til denne læseoplevelse.

 

Jeg håber at I har nydt at læse indlægget og måske er blevet inspireret til hvilke bøger I vil læse her i efteråret 🙂 Uanset hvilke bøger I smider i jeres TBR-bunker håber jeg i hvert fald at I får et dejligt efterår med gode læseoplevelser!