Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Fra bagsideteksten:
Året er 1950, og en ung læge ved navn Norton Perina er ved at forberede sig til en ekspedition til en fjern ø i Mikronesien, Ivu’iyu, på jagt efter en sagnomspunden, forsvundet stamme. Sammen med antropologen Paul Tallent drager han af sted og lykkes med sin mission; han finder ikke bare stammen, men også en anden gruppe mennesker som bor i skoven og virker til at opnå meget høje levealdre. Perina mistænker at kilden til hvad der næsten ligner evigt liv er kødet fra en bestemt skildpaddeart, og han er ude af stand til at modstå den fristelse det er at slå en ihjel og smugle en smule af kødet med tilbage til USA. Han er i stand til videnskabeligt at bevise sin tese, hvilket gør ham berømt verden over, men han opdager snart at prisen for opdagelsen er høj og frygtelig.
Folket i træerne er baseret på den virkelige historie om nobelpristager Dr. Daniel Carleton Gajdusek

Min anmeldelse 

Dette er faktisk forfatteren Hanya Yanagiharas debutroman, selvom de fleste nok kender hende som forfatteren til den både barske, rørende og store roman Et lille liv. En roman som jeg selv virkelig elskede. Jeg havde sat mine forventninger lidt ned til denne, da jeg ikke havde en tro på, at den ville kunne overgå Et lille liv – dels fordi dette her jo er hendes debut og dels fordi jeg tror den vil være noget nær umulig at overgå. Og det var nok meget godt at jeg på forhånd havde sænket mine forventninger, for selvom denne her roman absolut også er både velskrevet og interessant, så er den ikke at sammenligne med Et lille liv. Og jeg ved godt at bøger ikke skal sammenlignes i forhold til hinanden – det bør tvillinger heller ikke, og dog bliver de det alligevel. Det er næsten uundgåeligt, ikke?

Folket i træerne er skrevet som en biografi. Forordet og efterskriftet i bogen er skrevet af hovedpersonen, Norton Perinas, kollega og trofaste ven Ronald Kubodera. Selve historien er dog skrevet af Norton selv i jeg-formen i datid, som en biografi jo som oftest er. Og dette fungerer virkelig. Det hele er så troværdigt og der er angivne kilder flere steder i teksten. Jeg sad virkelig flere gange og tænkte om dette her virkelig var skønlitteratur eller om det mon var en ægte biografi og et ægte menneskes historie? Jeg er klar over den er baseret på en virkelig historie, men efter en hurtig google-søgning kunne jeg dog se, at mange ting adskiller sig. Så det ér altså skønlitteratur, selvom man ofte kan komme i tvivl.
Norton Perina er faktisk, på stort set de fleste områder, et virkelig usympatisk menneske og jeg brød mig ikke meget om ham. Han er selvretfærdig, arrogant og bevidst omkring de konsekvenser hans handlinger kan have – men han angrer dem ikke. Alligevel er han fascinerende, måske netop grundet sin afstumpethed og de få glimt vi får af de blødere menneskelige følelser. Jeg var faktisk oprigtigt interesseret i at læse hans fortælling.

Jeg må dog erkende at jeg flere gange var nødt til at holde pauser under min læsning. Ikke fordi den var for barsk, men simpelthen fordi den var ret tung at komme igennem. Den er fyldt med detaljerige og levende beskrivelser af omgivelser og de miljø han færdes i og dette var jeg vild med – men det som gjorde historien tung for mig, var de hulens mange fodnoter. Jeg hader fodnoter. Eller hader er måske et lige kraftfuldt nok udtryk, men jeg er i hvert fald på ingen måde synderligt begejstret for dem. De kan være okay, hvis de blot er ganske små, men her taler vi om mange fodnoter – nogle som næsten fylder en hel side for sig selv og det trækker altså ned i min samlede vurdering. Det forstyrrede virkelig min læsning og den sidste halvdel af bogen overvejede jeg simpelthen at stoppe med at læse, fordi de fodnoter konstant kom ind og afbrød min ellers flydende læsetempo. De er uden tvivl med af en årsag, sikkert for at underbygge troværdigheden, men jeg havde gerne undværet dem. Jeg var dog alligevel så nysgerrig på resten af fortællingen, at jeg valgte at fortsætte min læsning og det er jeg glad for – for udover fodnoterne er det altså en både dragende og meget interessant fortælling.

Folket i træerne er en roman om eventyret ved nye opdagelser, om forskning i fjerne kulturer og den konsekvens det kan have for netop disse, om normer og moral og ikke mindst drømmen om udødelighed – og hvad denne egenskab i virkeligheden er værd i sidste ende. Det er en både fascinerende, foruroligende og tankevækkende historie, som jeg ikke fornemmer kommer til at slippe mig lige med det samme.

Jeg ville ønske jeg kunne give denne bog flere stjerner, da jeg virkelig er vild med selve fortællingen og forfatterens skrivestil og disse ting i sig selv fortjener det,  men fodnoterne trækker altså en del ned, da de var forstyrrende i så høj grad som tilfældet var. Jeg kan dog alligevel absolut anbefale romanen, hvis man har mod på det og sagtens kan leve med fodnoter. Jeg er i hvert fald selv glad for, at jeg besluttede mig for at leve med dem og læse videre.

4 ud af 6 stjerner

Udgivet på Politikens Forlag, september 2019

Antal sider: 428

Oversat til dansk af Nete Harsberg