Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Det er efterår i København. Slagregnen falder over byen, da liget af en nøgen kvinde bliver fundet i et springvand midt på Strøget. Hun har bizarre, symmetriske snit på kroppen og er forblødt til døde — en drabsmetode, politiet aldrig har set før.
Efterforskningen fører politiassistent Jeppe Kørner og hans kollegaer ind i sundhedsvæsenet, blandt behandlere, patienter og pårørende, hvor omsorgen er stor og ambitionerne høje. Jeppes makker, Anette Werner, er på barsel, og han skal i stedet køre parløb med den ældre, adstadige politiassistent Falck. Imens forsøger Anette at falde ind i rollen som mor og samtidig tage del i opklaringen fra sidelinjen. Det sidste er nemmere end det første. Men ikke ufarligt.
Og snushanen Esther de Laurenti? Hun lider af tungsind og opsøger en psykiater, der selv bærer på mørke hemmeligheder. Nettet strammes til, men om hvem? Dem, som lider under et skrøbeligt sind, eller dem, der tager sig af dem.

”Glasvinge” er bog nummer 3 i serien om politiassistenten Jeppe Kørner. Den kan fint læses selvstændigt, men jeg vil anbefale at man læser de to andre først (“Krokodillevogteren” og “Blodmåne”) for at få mest muligt ud af vores centrale personers historier og udvikling.

“Glasvinge” er en udgivelse jeg har set meget frem til og jeg kan starte ud med at sige at jeg havde (næsten urealistiske) høje forventninger, da jeg var så vild med de to andre – men mine forventninger blev i den grad indfriet. Kort sagt: Katrine Engberg har gjort det igen!

Det var et glædeligt gensyn med den sympatiske, engagerede og ordentlig Jeppe Kørner, som aktuelt bor hos sin mor inden han kan flytte ind i sin nye lejlighed. Samtidig forsøger han at navigere i et spirende, men officielt hemmeligt, forhold og finde en gerningsmand uden sin vante partner, Anette Werner. Kørner står fortsat som en stærk og troværdig hovedperson og vi fornemmer tydeligt hans frustrationer, både i forhold til efterforskningen, men også vedrørende hans private liv.
Anette Werner er i “Glasvinge” på barsel og det er interessant at følge hendes ambivalente følelser omkring hendes nye rolle som mor. Vi får en mere sårbar side at se af Anette i denne bog samtidig med at hun, som altid, er meget nysgerrig, skarp og tydeligvis har svært ved at affinde sig med ikke at skulle holde en pause fra arbejdet. Selvom de ikke arbejder sammen i denne bog er det fortsat et makkerpar som komplementerer hinanden perfekt i de få scener hvor de alligevel ses – muligvis fordi de på mange måder er hinandens modsætninger.
Vi møder selvfølgelig også Esther de Laurenti der bor sammen med sin ven Gregers. Disse to er simpelthen bare skønne og det er endnu engang interessant at følge deres hverdag sammen og det urokkelige venskab de har fået – endnu engang står livet dog ikke stille for de to pensionister og de kommer til at sande at livet er skrøbeligt.

Apropos det skrøbelige liv, så møder vi også nogle mennesker for hvem livet er særligt skrøbeligt. Vi møder nogle unge mennesker med psykiatriske diagnoser, som Engberg virkelig har formået at få skildret troværdigt. Dette gør sig gældende både for de syge unge, men også for sygeplejersken Trine der lider af en personlighedsforstyrrelse af typen borderline. Særligt Trine synes jeg er vanvittigt godt skildret med de følelser hun går igennem i bogen. Jeg er faktisk meget imponeret over hvordan hun har formået at beskrive disse personer, samt livet på den psykiatriske afdeling. Det er tydeligt at der ligger en god research bag tilblivelsen af “Glasvinge”!

Selvom vi møder mange personer i bogen bliver det på intet tidspunkt forvirrende. Engberg er eminent til at beskrive sine personer, selv bipersoner, så de står tydeligt for én og er letgenkendelige resten af historien og nemt kan skelnes fra hinanden

Engberg formår også at forholde sig samfundskritisk i sin roman overfor de ressourcer der er i det offentlige sundhedsvæsen samt samfundets generelle behandling af og syn på psykisk syge på en subtil måde, hvilket får læseren til at reflektere lidt under sin læsning – det er interessant at få dette aspekt med i en krimi.

“Glasvinge” er en særdeles velskrevet og velkomponeret krimi. Vi starter ud med spænding på Hjertemedicinsk Klinik hvor en sygeplejerske er på vej til at gøre noget dramatisk – men lige da denne spænding skal til at udløses springer vi nogle dage tilbage i tiden. Vi finder løbende ud af hvad der ligger til grund for sygeplejerskens kommende handling, men vi kommer også tæt på opklaringen af nogle bestialske mord begået i København.

Der er et højt spændingsniveau hele bogen igennem. Dette skyldes til dels at vi er tæt på opklaringsarbejdet af mordene, men også at vi følger flere personers privatliv og personlige historier ved siden af opklaringen. Både efterforskningen og sidehistorierne var alle interessante at følge og læseren bliver derfor konstant holdt fanget, fordi man hele tiden vil vide hvordan det går de forskellige personer. Uden at spoile kan jeg også afsløre at der er mange overraskelser undervejs og noget af et plottwist i slutningen i bogen.

Engberg imponerer i “Glasvinge” endnu engang med sit varierende sprogbrug og sin måde at skrive med både humor, varme og alvor og få det til at harmonere på allerfineste vis.

Hvis man har læst de tidligere bøger i serien er jeg ikke i tvivl om at man også vil elske “Glasvinge” – og er man endnu ikke kommet igang med serien endnu, kan jeg kun opfordre til at man begynder lige nu. Jeg er faktisk lidt misundelig på de der stadig har den til gode! Jeg har intet at sætte en finger på og Katrine Engberg får fuld topkarakter for “Glasvinge” herfra.

NB! Jeg vil desuden opfordre til at man får ordnet sine praktiske gøremål før man går igang med bogen, for man får ikke lyst til at lægge den fra sig når først man har åbnet den.

6 ud af 6 stjerner.

. Udgivet af forlaget People’s Press, februar 2018

Antal sider: 355