Anmeldereksemplar fra: Politikens Forlag. Min anmeldelse er dog på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Amalie er født og opvokset på Amager med sin familie, som på mange måder er en helt almindelig kernefamilie. Indtil alt falder fra hinanden i forbindelse med Amagerbankens krak i 2011. Forældrene bliver skilt, familien spredes for alle vinde og Amalie skal nu forsøge at finde sig selv, væk fra det hun ellers kendte så godt.
Da Amalie møder en kvinde, som har overlevet folkemordet i Rwanda i 1994, får hun også et helt nyt perspektiv på ondskabens spændvidde.
I ruiner er sidste bog i Amager-trilogien og fortæller denne gang historien om en pige fra en middelklassefamilie på Amager.

Min anmeldelse 

I ruiner er én af de udgivelser jeg har glædet mig allermest til hele året. Én af de den slags bøger, hvor jeg nærmest har talt dage ned til udgivelsen. Det skyldes at jeg elskede de to foregående bøger i serien så meget (Planen og Guds bedste børn er titlerne) og at de begge ætsede sig fast i mit læserhjerte. De to bøger og den netop udkomne I ruiner udgør tilsammen Amager-trilogien, der skildrer forskellige menneskeskæbner, som alle tager sit udspring i – tadaaa – Amager.
Mine forventninger til romanen her var derfor også enormt høje. De blev langt hen ad vejen også indfriet, pånær en sidehistorie i romanen, som jeg ikke følte passede ind i resten af fortællingen. Dette skal jeg nok komme nærmere ind på senere i anmeldelsen.
Der er dog ingen tvivl om, at Pape fortsat er en eminent fortæller, som endnu engang har formået både at fange min opmærksomhed fra første side, knuse mit hjerte en lille smule og gøre mig klogere på andre mennesker.

Historien er fortalt med jeg-fortælleren, hvor vi følger Amalie fra hun er et barn til hun er en yngre voksen kvinde. Jeg vil ikke gå i dybden med en længere karakterbeskrivelse af hende, da hun gennemgår flere stadier af udvikling i bogen, som jeg synes man selv skal have lov til at opleve. Jeg vil dog afsløre, at hun har en fornemmelse af aldrig helt at passe ind nogle steder, at hun vokser op som barn i en middelklassefamilie og at hun i en stor del af livet går ensomt igennem det. Hun er en karakter, som jeg kom til at holde helt af.
Udover Amalie møder vi også nogle bipersoner, som hver især har haft en central betydning i Amalies liv. Fælles for alle karakterer er, at de er så nuancerede og menneskelige.  Det kunne ligeså godt være virkelige mennesker vi læste om og ikke fiktive romankarakterer. Samspillet mellem karaktererne er stærkt. Dialogerne er gode og stemningen i de forskellige scener er så godt beskrevet, at det næsten føltes som om man stod fysisk midt i scenen.
Herudover er miljøbeskrivelserne skarpe og de historiske dele af romanen, som tager afsæt i virkelige hændelser bærer tydeligt præg af, at Pape har gjort sin research ordentligt. Alt dette er tilsammen medvirkende til at give denne roman en stor følelse af troværdighed, trods det er skønlitteratur.

Det er en lang roman på over 600 sider og det kan måske skræmme nogle læsere væk. Jeg kender i hvert fald læsere, som ikke rigtig orker de lange romaner. Og det kan jeg godt sætte mig ind i. Jeg havde dog ikke oplevelsen af, at romanen her var for lang og jeg kedede mig på intet tidspunkt.
Sproget er flydende, den er spændende og der sker hele tiden små hændelser som fastholdt min interesse fra start til slut. Den tager nogle tunge emner op, men Pape dog formår at beskrive uden det hverken for kompliceret eller tungt at læse om. Dette gør sig i øvrigt gældende for alle tre romaner i trilogien. Giv dem en chance – også selvom du ellers ikke er til de længere romaner.

I ruiner er skrevet i flere dele. Og det er i én af disse dele, hen mod slutningen af romanen, at der pludselig optræder en sidehistorie, som jeg simpelthen bare ikke følte passede ind i den øvrige fortælling: Rwanda-delen. Jeg blev tippet af en anden læser om, at Morten Pape har forklaret i Skønlitteratur på P1 hvorfor denne historie skulle med. Jeg lyttede derfor til det afsnit af podcasten, men det ændrede dog ikke noget ved min følelse af, at sidehistorien virkede malplaceret i denne her fortælling. Jeg forstod egentlig hensigten fint: at skabe nogle flere nuancerede tanker hos Amalie om den humanitære organisation hun arbejder for og at give hende et større indblik i den ondskab der er til stede i verden. Det er da også vigtigt at få fortalt historien om folkemordet i Rwanda og den negative side ved humanitære organisationer, som mange af os måske stoler nærmest blindt på.  Jeg elsker når populære forfattere tager sådanne emner op og tør åbne op for kritikken. Jeg har dog bare følelsen af, at Rwanda-delen måske endda havde været bedre som en selvstændig historie.  Det er dog ikke noget der trækker voldsomt ned i min samlede vurdering, for det er ligeså velskrevet som resten af romanen og det hænger egentlig også fint sammen med at Amalie arbejder for en humanitær forening. Men alligevel. Jeg er altså lidt ambivalent her.
Første halvdel af romanen, som foregår under Amalies opvækst på Amager, var dog den der rørte mig mest og klart den stærkeste del af historien. Av, hvor gjorde mit hjerte ondt flere gange der.

Alt i alt er I ruiner dog en stærk, socialrealistisk roman om svigt, sorg, ensomhed, mobning, afhængighed, klasseskel, kapitalisme og humanisme. Kan anbefales til alle læsere der er interesserede i at læse en velskrevet samfundskritisk roman om menneskeskæbner.

5 ud af 6 stjerner

 

 

 

Udgivet: Oktober 2021

Antal sider: 604