Anmeldereksemplar fra: Forlaget People’s. Min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Helle vokser op i 1980’erne på en gård i Sydsjælland med sin far, som er landmand, sin mor som er skolelærer og hendes søster. Helles far fortæller hende, at statsministeren er ond, og at han er årsagen til landmændenes svære kår. Hendes forældre skændes tit, og faren opfører sig mere og mere mærkeligt indtil han en dag begår selvmord. Senere diagnosticeres Helles mor med cancer, og hun dør kort efter. Som voksen begynder Helle at konfrontere sin dystre barndom og udforske de mørke kapitler af hendes historie, som hun aldrig forstod. Undervejs udfoldes nye sider af hendes families skjulte hemmeligheder.

Min anmeldelse 

Du har måske hørt navnet Helle Vincentz før? Hun er nemlig kendt som forfatter til flere anerkendte krimier. Jorden under mig er dog noget helt andet. Det er nemlig en erindringsroman. Det er en genre jeg egentlig er lidt ambivalent omkring, for jeg har gennem mine, efterhånden mange år, som læser oplevet nogle såkaldte erindringsromaner som jeg føler mest af alt var blevet skrevet for forfatterens egen skyld. Som ikke rigtig bidrog med noget til læseren. Hvor jeg lidt har kunnet tænke: Hvad fanden rager det her egentlig mig? Og haft en lidt grim smag i munden, fordi jeg har følt forfatteren lidt har udleveret mennesker i deres liv på en fuldstændig unødvendig måde. Når man skriver sårbare ting om andre skylder man trods alt en vis respekt. Jeg kan dog godt afsløre at Jorden under mig ikke hører til den type erindringsromaner jeg lige har beskrevet. Tværtimod.

Hele historien fortælles gennem Helle helt fra hun er barn til hun er voksen og bliver inspireret til at skrive denne bog.
Kapitlerne fra Helles barndom er de stærkeste i romanen. De er skrevet som var det faktisk et barn der fortalte historien. Man oplever derfor en familie i opløsning, økonomiske problemer og en far med en alkoholafhængighed gennem et lille barns øjne. Det var både rørende og samtidig hjerteskærende at læse disse kapitler af historien med den stærke kombination af barnets naivitet kombineret med den tydelige fornemmelse hun har af, at der er noget galt. Av, mit hjerte. Vi følger efterfølgende Helle mens hun vokser op og fortællerstemmen modnes undervejs. Og det fungerer bare virkelig godt. Dels er det originalt og dels forstærkede det autenciteten af fortællingen.

Noget andet jeg var vild med var Vincentz måde at beskrive menneskerne i sit liv på – i særdeleshed forældrene, som fylder meget i bogen. De er fyldt med nuancer og bliver aldrig karikerede. Særligt jo ældre Helle bliver i fortællingen, des flere nuancer kommer der på. Som det jo så ofte er i vores allesammens liv.  De fleste af os modnes og erfarer at verden ikke altid er så sort/hvid. Og det er denne fortælling et virkelig fint eksempel på.

Tempoet i bogen er roligt, men den bliver aldrig hverken kedelig eller stillestående. Kapitlerne er alle forholdsvist korte og sproget er flydende. Herudover er den simpelthen bare så velskrevet. Der er nogle scener og episoder hvor man umiddelbart kan tænke, at hun springer lidt kort henover det. Men hvis man lige tager sig tid til at dvæle lidt ved nogle af sætningerne undervejs vil man også bemærke at Vincentz formår at beskrive nogle episoder og følelser så rammende at flere ord ville være overflødige.

Der udkommer meget autofiktion og mange erindringsromaner for tiden. Nogen er måske mættet. Andre kan ikke rigtig finde ud af om det nu også er en god idé med disse romaner. Nogle helt tredje har måske bare svært ved at se hvad andre menneskers fortællinger egentlig rager dem. Men til dét kan jeg så sige: at dette her er en roman der rager os. Det er ikke bare en historie der er fortalt for Helle Vincentz egen skyld. Det er en erindringsroman vi alle kan lære noget af. Den skildrer så fint hvad konsekvenserne kan være af, at leve i en familie hvor man ikke taler om følelser, om hvilken skyld og skam børn kan opleve når en forælder begår selvmord, en forælder har en afhængighed og når ens familie bliver syge – både af psykisk og fysisk sygdom.  Om hvad det kan gøre ved børn at forældrene tager misforståede hensyn og fortier ting. Herudover er det også en fortælling om bl.a. ensomhed, rodløshed,  ubevidste forsvarsmekanismer og angst. Og selvom det for det meste er trist læsning, så er det dog også en fortælling hvor der er plads til både kærlighed og håb.
Jeg synes virkelig at Jorden under mig  er noget ganske særligt. Den er både velskrevet, fængslende, hjerteskærende, ærlig, fin og vigtig.
Der er ingen tvivl om, at den må have været meget svær at skrive. Tak til Helle Vincentz for at gøre det trods alt.

6 ud af 6 stjerner

 

Udgivet april 2021

Antal sider: 360