"Kongens efterfølger" af Matthew Arlidge

Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Jentas, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Fra bagsideteksten:
Kommissær Helen Grace har oplevet mange tragedier i sit liv, men da der bliver fundet et lig i en S/M-natklub i Southampton, kommer døden pludselig alt for tæt på.Helen skjuler sin personlige forbindelse til offeret – og et dobbeltliv, der bør hemmeligholdes for enhver pris. Hun bliver som besat og sætter sine folk på arbejde i døgndrift for at efterforske hvert et spor.Da morderen slår til igen, slider det ikke kun hårdt på Helen, men også på hendes medarbejdere. Bølgerne går højt på stationen, venskaber kommer under pres, og Helen står over for et umuligt valg.Skal hun bekende kulør og miste kontrollen over sagen? Eller skal hun dække over sine mørkeste hemmeligheder og risikere at blive fanget i spindet?Uanset hvad hun gør, holder morderen ikke inde, før sandheden bliver afsløret: Der findes en skæbne værre end døden…

Min anmeldelse

Kongens efterfølger er den femte bog i serien om kommisæren Helen Grace. Jeg vil absolut anbefale at man læser de andre bøger i serien først, da der drages mange paralleller til episoder der er foregået i de tidligere bøger. Fælles for alle bøgerne er også at de alle er vildt gode og spændende, så hvis du er krimifan med en stor kærlighed til et højt spændingsniveau, så vil jeg alligevel anbefale dig at læse dem. Du kan i øvrigt læse mine anmeldelser af de tidligere bøger her på bloggen også – søg eventuelt på forfatternavnet eller find dem i den alfabetiske oversigt. For lige at hæve serviceniveauet lidt for jer, skriver jeg også lige rækkefølgen på bøgerne her: 1. Okker gokker 2. Bro Bro Brille 3. Dukkehuset 4. Tampen brænder.
Jeg var lidt skuffet over spændingsniveauet i den sidste bog, Tampen brænder, men jeg vil altså sige at Arlidge tager stor revanche med denne og dermed er tilbage i topform.

Selve persongalleriet består primært af gengangere fra de tidligere bøger. Historien er skrevet i datid med personalfortællervinklen, som vi også kender det fra tidligere.
Hovedpersonen er Helen Grace, som er kriminalkommisær hos Southamptom politi. Hun bor alene og fremstår generelt ret ensom, men hun har lært at leve med denne ensomhed og har fundet sine egne måder at håndtere sin fortid på. Hun er ret garderet som person og ynder ikke ligefrem at lukke andre ind i sit allerinderste – men i denne bog bliver hendes private liv og hendes arbejde i dén grad blandet sammen og det var interessant at følge hendes refleksioner og følelser omkring dette.
Vi får også et gensyn med flere andre personer fra stationen, herunder Charlie, som vi efterhånden har fulgt længe. Hun forsøger stadig at få hendes liv som hustru, mor og kriminalassistent til at gå op i en højere enhed, hvilket ikke er helt nemt. Nogle gange bliver hun lidt ynkelig at høre på, når vi får indblik i hendes tanker og følelser, men det tror jeg vi allesammen ville kunne blive i hendes situation. Hun er netop blevet forfremmet til kriminalassistent og deler nu rollen som næstkommanderende med Sanders og de to kvinder kommer altså ud for nogle uenigheder undervejs i deres kamp om at vinde Helens gunst.
Helens nye chef, Gardam, synes jeg dog var lidt en utroværdig karakter. Han har tydeligvis et godt øje til Helen, men han fremstår altså også meget uligevægtig og umoden i sin tankegang og jeg har virkelig svært ved at forstå hvordan han har kunnet få det job han bestrider.
Vi får selvfølgelig også et gensyn med journalisten Emilia. Hun er lige så manipulerende, usympatisk og skruppelløs, som vi kender hende fra de tidligere bøger. Det er virkelig en interessant karakter, fordi man aldrig ved hvor man har hende og hvad hun finder på næste gang hun slår til med sin skånselsløse journalistik.
Samspillet mellem karaktererne er troværdigt skildret og man kan mærke de følelser der er mellem de forskellige personer – både når bølgerne går højt, men også når der drages omsorg for hinanden.

Noget jeg efterhånden er blevet vant til og som jeg sætter meget pris på ved Arlidges krimier er at spændingen indtræder allerede fra første side, så jeg som læser hurtigt bliver opslugt. I Kongens efterfølger formår han også at holde spændingsniveauet højt hele vejen igennem, så jeg ikke på noget tidspunkt havde lyst til at slippe bogen. Dette skyldes særligt de korte kapitler der allesammen slutter med små cliffhangers, de plottwists der optræder undervejs, det flydende sprog og de skift han laver mellem de forskellige personer i bogen. Jeg havde jo hele tiden lyst til at vide hvordan det nu gik med de forskellige personer. Jeg var faktisk så opslugt at jeg læste første halvdel inden jeg tog på arbejde og den sidste halvdel da jeg kom hjem sent om aftenen (selvom jeg burde have sovet. For jeg var virkelig træt. Men I kender det vel? Nogle gange er man bare nødt til lige at læse ét kapitel mere. Eller en halv bog)

Kongens efterfølger er ikke en bog hvor der ligefrem er sparet på detaljerne. Der er derfor ret udpenslede beskrivelser af lig og mord. Det fylder dog ikke overdrevet meget i bogen, men der er nogle ret udpenslede scener. Det er dog ikke på Chris Carter-niveau (for han er fandme vild!), så jeg tænker at de fleste krimi-læsere kan være med her.

Jeg vil anbefale Kongens efterfølger til læsere der er vilde med de tidligere bøger i serien om Helen Grace. Hvis du endnu ikke har læst bøgerne vil jeg anbefale dig dem hvis du er til den klassiske krimigenre og særligt hvis du godt kan lide de bøger hvor det primære fokus er på efterforskningsdelen, men hvor vi samtidig får et lille indblik i personernes private liv. Jeg glæder mig allerede helt vildt til den næste bog i serien bliver udgivet herhjemme – især efter den cliffhanger Arlidge efterlader os med i slutningen af bogen!