Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Fra bagsideteksten:
Da Diane mistede sin datter og sin mand i et tragisk biluheld, søgte hun til Irland for at hele sine sår. Her mødte hun den lunefulde fotograf Edward, som hun fik et passioneret forhold til. Forholdet brast, og Diane er nu tilbage i Paris, klar til at starte på en frisk og sammen med sin ven Félix få gang i sin bogcafe. Hun møder Olivier, der er sød og betænksom, og Diane når lige at snuse til lykken, inden hun render ind i Edward igen. Mødet ripper op i fortiden: De nærer stadig følelser for hinanden, men begge har de bevæget sig videre i deres liv. Pludselig aner Diane ikke sine levende råd:
Min anmeldelse
Livet er let, bare rolig er den selvstændige fortsættelse til Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe. Jeg vil dog anbefale at man læser Lykkelige mennesker først, hvis man vil have noget ud af denne historie, da bogen tager afsæt i begivenheder og personer fra tidligere. Jeg var lidt ambivalent omkring Lykkelige mennesker, da jeg fandt den lidt overfladisk, men alligevel hyggeligt at læse og så bød den på nogle gode pointer. Du kan læse min anmeldelse af den bog her Det var en helt fin feel-good-roman og jeg havde forventet noget i samme boldgade med denne bog, og det var lige præcis det jeg havde brug for at læse lige nu; en bog som ikke krævede voldsomt meget af mig. Og det gjorde Livet er let, bare rolig bestemt heller ikke rent indholdsmæssigt, men den krævede da godt nok noget tålmodighed og overbærenhed fra min side. Jeg må dog også lige kommentere på, at da jeg så bogen havde jeg aldrig gættet at det var en fortsættelse til Lykkelige mennesker. Den første bog har en smuk og enkel forside, mens denne mest af alt ligner en lidt billig knaldroman. Og det føles altså også sådan når man læser den – så er du advaret! Jeg er ikke positivt stemt overfor denne bog.
Endnu engang er persongalleriet ret overfladisk – jeg mangler altså at kunne føle mig lidt i kontakt med personernes følelser. Der bliver egentlig fint beskrevet hvem de forskellige personer er og flere af personerne er vi allerede blevet præsenteret for i den første bog, men jeg kunne simpelthen bare ikke føle noget sammen med dem, hvilket var problematisk, da det gjorde det svært for mig rigtig at sympatisere med nogen af karaktererne.
Vi får et gensyn med Diane, som er bogens hovedperson. Historien er skrevet i datid med personalfortællervinklen, ud fra hendes synspunkt. Hun er kommet videre efter sin tid i Irland og er så småt klar til at begynde sit liv med en ny mand. Og ham finder hun ret hurtigt og helt tilfældigt, efter nogle kiksede dates med et par andre mænd. Det bliver selvfølgelig hendes livs store kærlighed og hun har aldrig elsket nogen igen siden hun mistede sin mand Colin for noget tid siden. Det siger hun i hvert fald til sig selv flere gange. Men altså, glemmer hun ikke lige Edward? Ham som gav hende de præcis samme følelser i sidste bog? Og som faktisk også er nævnt på bagsideteksten til denne bog? Nuvel, det skal vi ikke rode mere rundt i, men jeg synes det siger ret meget om hende. Hun fremstår både impulsiv, egoistisk og meget lidt sympatisk i denne bog og jeg tror altså ikke at det er et bevidst træk fra forfatterens side. Jeg synes hun gennemgik en fin udvikling i første bog, men nu hvor jeg møder hende igen efter, så kan jeg faktisk overhovedet ikke lide hende.
Udover Diane får vi også et gensyn med flere personer fra den første bog. Der optræder ingen overflødige karakterer i bogen, da alle vi møder har en betydning for den samlede historie, hvilket da er positivt.
Selve sproget i bogen er faktisk ret flydende og lettilgængeligt, hvilket bevirker at bogen kunne være hurtigt læst – men hvis du heller ikke er til de klichéfyldte knaldromaner, så skal du nok lige sætte lidt tid af til at rulle lidt med øjnene nogle gange undervejs. Dialogerne er flere steder virkelig kiksede og det er handlingen altså også. Den er så forudsigelig og selvom det er en relativt kort bog, så tog det mig altså nogle dage at komme igennem den, fordi jeg simpelthen kedede mig og næsten ikke kunne overskue flere klichéer. Jeg havde ikke færdiglæst den, hvis ikke det var fordi det var et anmeldereksemplar (jeg er generelt et ret pligtopfyldende menneske).
Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne komme med flere positive kommentarer til denne bog end tilfældet er, for jeg kunne jo egentlig godt lide den første bog og havde glædet mig til at læse hvordan det nu gik med Diane. Jeg går dog meget op i ærlighed og i at lave brugbare anmeldelser til jer, så jeg vil ikke forsøge at tale en bog op, bare fordi jeg godt kan lide idéen om den.
Hvis du er til de forudsigelige og klichéfyldte kærlighedsromaner, er Livet er let, bare rolig dog måske noget for dig. Og der er absolut intet galt i godt at kunne lide denne type bøger! Det må I endelig ikke misforstå – jeg tager generelt stor afstand til litteratursnobberi og snobberi i det hele taget. Alle genrer er lige gode, der er bare forskellige læsere til dem – og jeg var bare ikke lige den rigtige læser til denne type kærlighedsroman. Hvis jeg skal have klichéfyldt kærlighed, så skal det gerne være i form af en vildt sjov chicklit-roman – og det er denne langt fra.
1 ud af 6 stjerner
Udgivet på Politikens Forlag, februar 2019
Antal sider: 237
Oversat til dansk af Anders Juel Michelsen
Seneste kommentarer