Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

I vinteren 1954 i en baraklejr i en fjern afkrog af Tasmanien, da Sonja Buloh er tre år gammel, går hendes mor ud i en snestorm og vender aldrig tilbage. Det sidste Sonja husker om hende, er hendes røde frakke, der forsvinder i snefoget. Alene med sin ensomme og ulykkelige far udsættes hun for de vilkår, han byder hende, indtil hun selv får chancen for at komme væk. 35 år senere vender Sonja tilbage til Tasmanien. Tilbage til sin far der er svækket af druk og hærget af sine gamle rædsler – og af nye, der er kommet til siden. Men inden fortidens skygger truer med at ødelægge alt for dem, sker der noget som forandrer begges liv for altid.

“Lyden af en hånd der klapper” er mit første møde med forfatteren Richard Flanagan, så jeg kendte intet til hans skrivestil, men jeg er nu helt solgt og meget imponeret og jeg er ikke i tvivl om at jeg nu vil læse mere fra hans hånd.

Flanagan formår at beskrive personer, følelser og omgivelser så det nærmest bliver poetisk. Flanagan formår at skrive dybt og intelligent – det er ikke bare ord man læser i denne bog; der står så meget mellem linjerne som giver bogen en ekstra dimension og får læseren til at tænke; både over hændelserne i bogen, men den sætter også refleksioner i gang over det liv vi selv lever. Det er en barsk bog, men som også indgyder læseren håb. Jeg bruger normalt ikke citater fra bøgerne i mine anmeldelser, men denne anmeldelse fortjener et smukt citat, for at underbygge min begejstring over forfatterens skrivestil. Citatet er taget fra Sonjas vej tilbage til Tasmanien og er fra starten af bogen, så der er selvfølgelig ingen spoilere:

“Man er ikke sin fortid, forklarede hun sig selv, og kan heller aldrig blive reduceret til eller forklaret af fortiden. Man er sine drømme ,og derfor er Sidney – denne lumske by fuld af lokkende løfter- også stedet for mig. Jeg er hvad jeg nu er. Jeg har boet her engang, sandt nok, men det var dengang og det her er nu. Andet er det ikke. Andet er det ikke overhovedet, og det vil der heller aldrig være. Jeg er mine drømme om i morgen” (s. 26) 

Jeg synes citatet underbygger Flanagans skrivestil rigtig godt – det er smukt og det har et næsten poetisk islæt med sin stemningsfulde klang men så alle samtidig kan forstå den dybere mening. Dette er gennemågende i hele bogen.

Flanagan har også skabt nogle stærke karakterer; særligt Sonja og hendes far, Bojan som er vores primære hovedpersoner. Vi følger begges historie, både i fortiden og den nutid, som vi møder dem i (1989-1990). Der var klare beskrivelser både af deres fremtræden, men også af deres følelser og jeg nærede en dyb sympati for dem begge. Selv de bipersoner vi møder var skarpt beskrevne, så man næsten kunne se dem for sig og tydeligt fornemme hvordan de var og hvilken rolle de har haft i henholdsvis Sonja og Bojans liv.

Bogen har også en vis spænding i at man gerne vil vide hvordan deres liv formede sig efter Maria forlod dem. Vi følger deres historie gennem fortiden, som optræder som flashbacks, hvor hvert kapitel starter med et årstal, som gjorde det overskueligt at finde ud af, hvor vi nu befandt os i historien. Samtidig sad jeg også med et stort håb om at det hele løste sig for både Sonja og Bojan tilsidst og at de genfandt sig selv og hinanden – og jeg havde også en vis nysgerrighed omkring hvad der skete med Maria, efter hun forlod dem.

“Lyden af en hånd der klapper” er en fortælling om kærlighed, svigt, savn, længsel og sorg. Det var en roman som ramte mig lige i hjertet og knuste det flere gange – men jeg tilgiver Flanagan at han knuste mit hjerte, for han har også formået at lappe det sammen igen.

Jeg vil anbefale “Lyden af en hånd der klapper” til læsere som søger en dyb og rørende historie og som sætter pris på en forfatter der formår at bruge sproget på en helt særlig måde.

6 ud af 6 stjerner

Udgivet af Politikens Forlag, januar 2018

Antal sider: 347

Bogen kan bl.a købes her