"Man skulle nok have været der" af Thomas Korsgaard

Anmeldereksemplar fra: Lindhardt & Ringhof. Min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Tue er blevet smidt ud af sin lejlighed og har ingen steder at tage hen. Med sig har han en sportstaske med, en computer og en lille palme. Han møder Victoria og overnatter på sofaen hos hende og hendes mor, en succesfuld arkitekt. Snart er han dog på gaden igen, hvor han flakker rundt og må søge ly tilfældige steder og hos tvivlsomme typer.

Min anmeldelse

Jeg vil starte min anmeldelse med at slå fast med enorme søm, gaffatape og de der stærke klisterdimser man kan hænge billeder op med: Jeg er kæmpe fan af Thomas Korsgaard. Det har jeg været lige siden jeg læste debutromanen Hvis der skulle komme et menneske forbi. Jeg har siden slugt alt han har skrevet, som jeg har kunnet komme i nærheden af. Jeg er dog særligt glad for hans to foregående bøger om Tue: Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det (anmeldelser kan læses hvis du klikker på titlerne). Selvom jeg har læst mange bøger siden dem er det nogle af de læseoplevelser som endnu står klart i min erindring.

Mine forventninger til Man skulle nok have været der var derfor også enormt høje. Jeg havde glædet mig helt vanvittigt til den blev udgivet. Og endelig er den her. Og endelig er min afsluttende eksamen overstået, så jeg kunne få den læst. Jeg havde nemlig aftalt med mig selv, at den skulle gemmes til jeg var færdig, så jeg havde fuldt ud overskud til at fokusere på den. Og jeg er glad for jeg ventede – for ellers havde jeg nok lige misset en dags eksamensforberedelse; for let me tell you: den er ligeså fantastisk som de andre. Og den sugede mig ind i ligeså høj grad som de andre. Lige pludselig var der bare gået en hel dag og så var den færdiglæst. Det har jeg det dog lidt ambivalent over – for nu får vi jo ikke mere nyt fra Tues verden.

Og det er lidt trist. For Tue er bare en virkelig interessant karakter. Han lyder måske ikke som det mest sympatiske menneske hvis man lige skal beskrive ham: han er lidt en nasserøv, han er til tider uhøflig og han lyver for folk omkring sig (formentlig for at beskytte sig selv og måske fordi han inderst inde er lidt flov over sin situation?). Han virker desuden ikke til at have voldsomt meget social pli, men den dukker alligevel op indimellem. Hans forsøg på at tilpasse sig de omgivelser han befinder sig i og hans måde at trække i land på, når han godt kan mærke han er gået lidt over grænsen. Han forståelse og hensynstagen til andre mennesker er der, men den kan bare godt være lidt svær at få øje på nogle gange. Men hvis man har læst de tidligere bøger, så kan man ikke undgå at have en forståelse for hvorfor hans liv lige nu er så svært og derfor også nære en stor sympati for ham. Jeg er i hvert fald helt igennem vild med Tue. Han er den type karakter, som man bare har lyst til at tage til sig og hjælpe samtidig med, at man godt kan forstå at nogen også får nok af ham.
Historien er fortalt med jeg-fortælleren i nutid ud fra Tues perspektiv. Vi møder dog også nogle få bipersoner, som vi lærer at kende gennem ham. Samspillet mellem alle karaktererne er virkelig stærkt. Dialogerne er velskrevne og stemningen i de forskellige scener er vanvittigt stærkt skildrede. Det er næsten så man føler man er fysisk tilstede i scenerne.

Dette er med til at gøre historien så levende. Historien er egentlig skrevet i et roligt sprog, men alligevel sad jeg nogle gange helt ude på kanten af sofaen og måtte holde vejret, fordi jeg bare hele tiden havde en følelse af, at nu ville det gå galt for ham. Nu ville det hele vælte. Herudover er sproget flydende og kapitlerne forholdsvist korte. Den var derfor også lynhurtigt læst for mit vedkommende. Jeg var simpelthen bare opslugt og kunne ikke lægge bogen fra mig og læste den nærmest ud i ét stræk.

Man skulle nok have været der er en særdeles velskrevet roman om rodløshed, klasseskel og om overlevelse på flere måder. Den er mest af alt lidt trist og dyster, men der anes også et lille håb indimellem. Den har fået en ligeså stor plads i mit hjerte som de to foregående bøger.

Jeg vil anbefale Man skulle nok have været der til læsere der først og fremmest har læst de to foregående bøger om Tue. Den kan godt læses selvstændigt, hvis du absolut insisterer på at gøre det, men jeg vil altså anbefale man læser de to andre bøger først. Der sker så mange ting i dem, som har betydning for hvorfor den Tue vi møder heri er hvor han er og opfører sig som han gør. Hvis du er i tvivl om du vil læse dem kan de anbefales hvis du er til stærke socialrealistiske romaner som byder på både tragikomik, dramatik og en særdeles interessant hovedperson. Thomas Korsgaards bøger om Tue er bundærligt nogle af de bedste bøger jeg har læst.