Anmeldereksemplarer fra: Novellix. Mine anmeldelser er dog på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om novellerne.
Jeg spurgte på Instagram om I helst ville have separate anmeldelser af Novellix-boksene eller have dem alle i ét fælles indlæg, som løbende ville blive opdateret. De fleste ville helst have ét samlet indlæg – så det skal I få ♥ Det vil blive opdateret løbende, efterhånden som der udkommer flere bokse.
Først vil jeg lige præsentere kort, hvad de her Novellix-bokse egentlig er for noget og hvorfor jeg er så stor fan af dem.
Novellix udgav i 2019 sin første lille boks med noveller i lommeformat. Det er de smukkeste æsker, hvor stort alle har et særligt tema. Udgivelserne er både nye noveller og ældre noveller, som er nøje udvalgt af folkene bag Novellix. Og det særligt smarte ved disse bokse (udover at de pynter noget så fint) er at novellerne er i hver sin lille bog, så man nemt kan have dem med i lommen eller en lille taske. Det er faktisk lidt Pixi-bøger for voksne. Det er praktisk hvis man ved man skal vente kortvarigt et sted og gerne vil læse en god historie, men ikke har plads til at slæbe en større roman med. Jeg har selv gjort brug af det, når jeg f.eks. har skullet til tandlæge, hvor man altid kommer til at sidde og vente, men hvor man ikke lige gider slæbe en 500-siders lang roman med.
Når man læser novellerne, er det tydeligt at hver enkelt novelle er nøje udvalgt. Der er da nogen jeg synes er bedre end andre – sådan vil det nok altid være med noveller, ligesom det er med romaner. De fleste noveller i boksene kan dog dét en god novelle skal kunne i min optik: præsentere os for nogle spændende karakterer og historier, hvor der både er plads til refleksion og hvor fortællingen ikke bliver overfladisk, selvom der står meget mellem linjerne og at noveller har en tendens til at have en åben slutning.
Generelt synes jeg faktisk at noveller kan noget helt specielt, når de er så velskrevne som de fleste af dem i boksene her. De kan, på meget få sider, fortælle en stor historie. De er beviset på at kvalitet ikke nødvendigvis er lig med kvantitet. Noget andet jeg er særligt vild med, ved Novellix er, dét med at hver boks har sit eget lille tema. Det er både perfekt hvis man gerne vil give en lille gave til én, som man ved f.eks. er glad for klassikere, moderne litteratur eller kærlighedshistorier – men også hvis man selv gerne vil læse lidt mere indenfor et tema – eksempelvis klassikere – men man ikke lige helt kan overskue at starte ud med de større romaner, eller hvis man bare lige har lyst til at læse en kortere historie, enten grundet manglende overskud til en længere roman eller fordi man bare er i novelle-humør. Jeg har faktisk selv brugt dét at læse en novelle fra boksene, hvis jeg lige har været i en mindre reading-slump og ikke har kunnet samle mig om de længere romaner. Jeg tænker I er flere der kender dén følelse. At man har lyst til at læse noget, men man kan bare ikke lige få taget sig sammen til at gå i gang med én af de mange romaner der ligger og venter.
Herudover kan boksene give os lidt mere fra de forfattere vi i forvejen elsker eller inspirere til hvilke forfattere man gerne vil læse mere af. Og så er boksene bare så flotte. Derfor kan de også fint bruges i gave til de der mennesker, der egentlig mest bare bruger bøger som pynt, men hvor man virkelig bare ville ønske de rent faktisk også ville læse bøgerne. Haha. Der er det jo fint at give noveller, så kan det være de kan overskue at gå i gang …
Nå, lad os komme til de forskellige bokse. Jeg har ikke lavet deciderede anmeldelser af hver enkelt boks med stjerner og vurderinger. Jeg har i stedet valgt, at skrive kort om hver boks og noteret hvilke af dem der er mine favoritter.
Danske klassikere
Denne boks består af fire danske noveller fra klassikerkategorien:
Novellerne i denne boks er:
Henrik Pontoppidan: Knokkelmanden
J.P. Jacobsen: Et skud i tågen
Olivia Levison: Indespærret
Herman Bang: Irene Holm
Jeg har personligt ikke læst mange klassikere gennem tiden. Jeg kan godt se hvad klassikere kan. De er jo et produkt af sin tid og det kan gøre os klogere på den tid de er skrevet i, samtidig med at vi nogle gange kan drage paralleller til det samfund vi lever i i dag, samt reflektere over hvad der har ændret sig. Jeg synes dog bare sjældent at sproget i klassikerne fanger mig. Der er da enkelte bøger hvor jeg er blevet rigtig fanget, men flere har jeg også måttet opgive at læse. Jeg blev dog glad for, at se, at Novellix havde udgået en lille boks med danske klassikere, så jeg kunne få læst lidt af nogle af de danske klassiske forfattere. Og novellerne var da også okay. Særligt Knokkelmanden var jeg glad for, men det her er nu ikke min favoritboks. Det vil jeg ærligt indrømme. Jeg har dog fået blod på tanden efter muligvis at læse noget mere af Pontoppidan, men de tre andre noveller gjorde bare ikke noget særligt for mig.
Fire noveller af Jessen, Ejersbo, Djørup og Helle
Noveller i denne boks er:
I det mærkelige lys af Ida Jessen
O.K. International af Jakob Ejersbo
Det kunne være græs og Globryllup af Helle Helle
Brombærdalen af Adda Djørup
Denne boks indeholder noveller af danske forfattere som mange af os nok i forvejen har stiftet bekendtskab med. Det er én af de bokse jeg er særligt glad for. Både fordi jeg i forvejen har læst noveller af Helle Helle, som jeg har været ret begejstret over og novellen heri absolut lever op til det niveau jeg er vant til fra hende og fordi der er et bidrag af Jakob Ejersbo, hvis skrivestil jeg også er glad for. Det er da også de to noveller jeg syntes bedst om i boksen, men alle fire har noget godt at byde på. Oplagt til læsere, som gerne vil læse mere af danske forfattere der har styr på sit skrivehåndværk.
Fire noveller om kærligheden
Novellerne i denne boks er:
Nattergalen og rosen & Sfinksen uden hemmeligheder af Oscar Wilde
Arven af Virginia Woolf
Kærlighed på prøve af Mary Shelley
Efter ballet af Lev Tolstoj
Endnu en boks med noveller fra klassiske forfattere. Sproget var egentlig lettilgængeligt og flydende heri, men har selvfølgelig en sætningsopbygning og vendinger der blev brugt i tiden de er skrevet i. Selvom temaet i denne boks er fortællinger om kærlighed, skal man dog være forberedt på at det ikke er den lykkelige kærlighed, men mere den bittersøde slags. Jeg blev ikke voldsomt indfanget af disse noveller, pånær Arven af Virginia Wolf fra 1944, som jeg var ret vild med. Den var både spændende og rørende.
Fire nyskrevne noveller af Danmarks roste og omtale unge forfattere
Novellerne i denne boks er:
Det ophøjede af Josefine Klougart
Det var jo dengang af Thomas Korsgaard
Hej sol fuck love af Tine Høeg
Røvhul af Jacob Skyggebjerg
LAD MIG LIGE RÅBE LIDT: DET HER ER (indtil videre i hvert fald) MIN FAVORITBOKS. Alle novellerne tager i én eller anden forstand emnet identitet og voksenliv. Vi får bl.a. indblik i de kontraster der kan opstå når andre bliver voksne, mens man selv står lidt stille, i hjertesorg, livet i et landsbysamfund og den danske kulturelite.
Jeg elsker i forvejen Thomas Korsgaard og Tine Høeg og det var fantastisk at få en lille dosis ekstra af dem gennem novellerne heri. Det var mit første møde med Josefine Klougart, som jeg dog nu har lyst til at læse mere af på et tidspunkt. Af Jacob Skyggebjerg har jeg kun tidligere læst romanen Der går min klasselærer, som jeg ikke ligefrem var begejstret over. Det var jeg heller ikke over hans novelle heri- han er nok bare ikke lige en forfatter for mig. Han skriver bestemt ikke dårligt, men hans novelle her gjorde ikke rigtig noget for mig. Men det betyder ikke det store, for de andre er SÅ gode. Hej sol fuck love af Tine Høeg er faktisk én af de bedste noveller jeg erindrer at have læst.
Nobel- noveller
Novellerne i denne boks er:
Dolly af Alice Munro
Kilimanjaros sne af Enest Hemingway
Krukken af Luigi Pirandello
Spøgelseshånden af Selma Lagerlöf
I denne boks er der fire noveller af Nobelprisvindende forfattere. Novellerne tager temaer op som samvittighed, retfærdighed, om tiden lige før døden indtræffer, fortrydelser og er en blanding af både gamle og mere moderne noveller.
Krukken gjorde intet for mig. Til gengæld var jeg glad for Kilimanjaros sne, Dolly og Spøgelseshånden, som alle er skrevet på en fængslende måde med interessant små plots, som jeg ikke kunne undgå at reflektere lidt over.
Novellix x Atlas
Teksterne i denne boks er:
Dannelsens utopi af Suzanne Brøgger
Nervositet i nulfejlskulturen af Kristian Bang Foss
Sorg og Fryd af Christina Hagen
Dagene i Paradis er ovre af Theis Ørntoft
I denne boks, som er lavet i samarbejde med magasinet Atlas, er indholdet ikke noveller, men derimod små essays. Jeg kan generelt godt lide essays, som giver et større indblik i andres betragtninger af forskellige emner og dette er da også én af mine favoritbokse . Vi kommer bl.a. ind på dannelse, at finde ud af hvem man er, om sorg, kønsdebatten,
I denne boks var jeg vild med samtlige tekster, som hver og én formåede at indfange mig i det skrevne.
I Suzanne Brøggers essay Dannelsens utopi kunne jeg genkende mig selv i nogle af Brøggers tanker samtidig med at jeg fik endnu mere perspektiv på dét med at finde sig selv og hvordan litteraturen kan bruges til dette. Nervøsitet i nulfejlskulturen af Kristian Bang Foss var også virkelig interessant og meget velskrevet med et levende sprog, lidt humor og interessante betragtninger, om et ellers lidt tørt emne som Moderniseringsstyrelsen. Christina Hagen formår i Sorg og Fryd at beskrive et menneske der har overlevet så mange sorger, på ganske få sider og uden egentlig at berøre selve snakken om sorgen, men derimod hvordan det har formet mennesket Fryd. Det er imponerende hvordan sorg kan beskrives så fint uden egentlig at dvæle ved det man oplever i selve sorgen. I Theis Ørntofts Dagene i Paradis er ovre kommer han med sine betragtninger om at eksistere i et moderne samfund og om den angst og frygt vi har i dag. Han bringer nogle perspektiver på banen, som både kan virke lidt provokerende, men som samtidig er meningsfulde og tvang mig til at reflektere lidt selv.
Agatha Christie – mysterier
Novellerne i denne boks er alle af Agatha Christie og titlerne er:
Den tilslørede dame
Målebåndsmordet
Det ubrydelige alibi
Anklagerens vidne
Denne boks vil utvivlsomt være noget for alle Agatha Christie-fans men er også oplagt til læsere der endnu ikke har læst noget fra forfatteren, men som har overvejet at gå i gang med forfatterskabet.
Det er små mysterienoveller med Christies forskellige hovedpersoner: Miss Marple, makkerparret Hastings og Poirot, Tommy og Tuppence og sagfører Mayherne i hovedrollerne i hver sin respektive novelle. Jeg vil gerne indrømme jeg ikke har læst meget Agatha Christie, men har dog læst noget og de her noveller er skrevet i det velkendte sprog fra kriminalromanerne, byder på små gennemtænkte og lidt overraskende plots og så er hovedrollerne alle fremstillet med deres særegne karaktertræk på en måde, hvor selv helt nye læsere vil kunne få en klar fornemmelse for hvad de er for nogle karakterer.
Novellerne er ikke uhyggelige og hører til hyggekrimigenren. Jeg fik personligt selv lyst til at læse mere Agatha Christie efter disse noveller. Særligt de velkendte med Poirot og Miss Marple i hovedrollerne, som da også var mine yndlingsnoveller heri, selvom jeg synes alle var fine og spændende på hver sin måde.
Fire noveller om venskab
Novellerne i denne boks er:
Det er sådan man gør af Rachel Cusk
Weekend i forstaden af Lisa Taddeo
Apollo af Chimamanda Ngozi Adichie
Solstik af Tessa Hadley
I denne boks er det igen nogle mere moderne noveller og her får vi et indblik i venskaber med forskellige følelse og udfordringer. Vi får både fortællinger om forrådt tillid, kærlighed og skuffelser.
Tessa Hadleys novelle Solstik gjorde ikke det store for mig, men resten af novellerne fandt jeg virkelig gode.
Jeg har aldrig før læst noget af Rachel Cusk, men var vild med hendes skrivestil i novellen, hvor man kan fornemme stemningen i alt det der står mellem linjerne. Chimamanda Ngozi Adiches novelle er også meget velskrevet, med en del usagt men alligevel stærkt mellem linjerne. Her kommer vi ind på et venskab på tværs af klasseskel og følelsen af svigt.
Den novelle der rørte mig mest var dog Lisa Taddeos Weekend i forstad om to forskellige veninder, der har en både kærlig og samtidig lidt kompliceret relation til hinanden. Herudover er den en hjerteskærende fortælling om en ung kvinde, som mister sine forældre og lysten til livet.
Seneste kommentarer