Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Oktoberbarn er en autofiktiv roman om forfatterens oplevelse med psykiatrien, hvor hun flere gange får ECT-behandling. Det er også hendes fortælling om sin ungdom, ægteskab, forældreskab og skilsmisse. Det er en fortælling om at være bipolar, frygten for at miste sig selv, at være jeg-svag, frygten for at miste sine minder samt en kritik af det psykiatriske behandlingssystem.

Min anmeldelse 

Dette er en bog, som jeg er virkelig ambivalent omkring. På den ene side har jeg stor respekt for den sårbarhed og ærlighed forfatteren fortæller sin historie med. På den anden side havde jeg oplevelsen af, at mange episoder var for indforståede og kun lige indviede os i overfladen af hendes smerte, selvom hun klart beskriver dette med et rammende og flot sprog. Jeg ønskede flere gange at vide mere, så jeg kunne investere mig mere i hendes fortælling. Jeg følte dog kun at jeg fik en lille flig af det hele og at det hele måske mest af alt er skrevet i selvterapeutisk øjemed – og jeg håber i så fald at det har hjulpet hende, bare en lille smule.
Jeg ville sådan ønske jeg kunne skrive en fuldt positiv anmeldelse af Oktoberbarn, netop fordi jeg ikke er tvivl om, at forfatteren virkelig skriver om nogle af de allerværste øjeblikke i hendes liv og endda udgiver det.  Det er fandme godt nok så sårbart som noget kan være. Og så sidder jeg også lidt med følelsen: “Hvem pokker er jeg, at vurdere sådan noget som det her?” Jeg har dog takket ja til et anmeldereksemplar og jeg holder altså mine aftaler på dette punkt. Og jeg vil også fortsætte min ærlighed, som jeg altid anmelder med. Og der er bare den følelse af, at hun holder noget tilbage og hele tiden holdt sig lige i overfladen af smerten. Måske fordi hun vil holde det for sig selv. Måske fordi det smerter for meget at skrive dybere om. Måske fordi hele fortællingen er så tæt på hende, at hun ikke kan træde ud af den og se den fra et andet perspektiv og derved gøre den mere tilgængelig for os læsere. Uanset årsagen, så ændrer det dog ikke på, at det var den følelse jeg sad tilbage med.

Historien er skrevet med jeg-fortælleren hvor vi skiftevis følger fortælleren under sine indlæggelser med ECT-behandlinger og minder fra fortiden, som dukker op som små fragmenter. De dukker op sporadisk og uden nogen speciel kronologi. Dette var jeg ret vild med, da det fint repræsenterer det kaos der er indeni vores hovedperson. Det var et stærkt virkemiddel, som virkelig formåede at ramme mig.

Bogen er relativt kort, men skrevet i et sprog som fortjener at man dvæler ved det og ikke bare skynder sig gennem historien. Jeg tror simpelthen også der vil være en risiko for at man ikke får det hele med, hvis man ikke giver bogen sin fulde opmærksomhed. Og det vil være ærgerligt  -for det er de små stærke sætninger flere steder i bogen, som virkelig formår at røre ved noget indeni.

Jeg vil anbefale Oktoberbarn hvis man ønsker et lille indblik i det kaotiske og triste indre der kan være hos en person der lider af en bipolar diagnose.
Den vil desuden være fin at læse for personer der arbejder indenfor det psykiatriske behandlingssystem. Ikke fordi den kan ændre hele systemet og det er heller ikke mit indtryk at den som sådan forsøger på dette, trods sin kritik af ECT-behandlingerne. Men fordi den kan give et perspektiv på hvordan det hele kan opleves fra en patients synsvinkel – og det synes jeg i hvert fald altid er både lærerigt og interessant at læse om.

Jeg giver bogen fire stjerner. Den får disse stjerner for forfatterens sårbarhed og ærlighed samt for bogens opbygning, som er et stærkt virkemiddel i sig selv og for det flotte sprog, med sine små enkle, men dog rammende sætninger. Og så har den absolut sin berettigelse som patientfortælling – jeg føler dog ikke den adskiller sig i niveau fra de mange andre gode der efterhånden er af denne slags.
Jeg kan ikke give flere stjerner, da jeg, som nævnt i starten af anmeldelsen, følte at jeg manglede noget essentielt. En følelse af, at forfatteren lige inviterede mig til at kigge ind i hendes hjem, for derefter at smække døren i igen og trække gardinerne for. Jeg sad ganske enkelt tilbage med en følelse af, at jeg var mere interesseret i forfatteren som person og hele hendes sygdomshistorie end jeg egentlig var af selve bogen – og det skulle jo gerne have været en lidt mere ligevægtig kombination af begge dele.  Jeg føler dog ikke at jeg har spildt min tid, ved at læse den af den årsag. Jeg kan bare ikke forsvare at give den flere stjerner, da bogen i min optik, ikke var bedre end det som fortælling. Jeg er derfor nødt til at se udover forfatteren som person her og vurdere selve bogen som historie. Selvom det er svært – for det glider jo uvægerligt lidt sammen i autofiktion, som dette jo er.

4 ud af 6 stjerner

 

Udgivet på forlaget Lindhardt & Ringhof, februar 2020

Antal sider: 163

Oversat til dansk ved Charlotte A.E. Glahn