"Patienten" af Sebastian Fitzek

Anmeldereksemplar: Gutkind Forlag. Min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Till Berkhoffs seks-årige søn Max er sporløst forsvundet. Alt tyder på, at han er blevet offer for Guido Tramnitz, der nu sidder i retspsykiatrisk forvaring og allerede har tilstået mordet på to børn i området. Men nu vil han ikke sige mere.
Politiet føler sig sikker, men har ingen beviser. Uden Tramnitz’ vidnesbyrd, vil Max’ ulykkelige forældre aldrig få vished om hvad der er sket med deres søn.
Derfor foreslår den desperate far, at han kan blive smuglet ind på den psykiatriske afdeling hvor Tramnitz opholder sig, så han kan komme så tæt på morderen som muligt i håbet om at få en tilståelse ud af ham.

Min anmeldelse

Jeg havde hørt meget godt om denne her inden jeg gik i gang fra andre læsere. Jeg havde hørt at den skulle være meget uhyggelig og fuldstændig vild – og for nogle endda lige en tand for barsk. Mine forventninger var tårnhøje – jeg elsker et godt gys og bliver ikke skræmt væk af de brutale bøger. Bogen startede også vildt ud og virkede da til at leve op til førnævnte ting. Men jo længere jeg kom ind i historien, des mere tabte den mig. Altså, den er da vild. Men faktisk for vild. Ikke i dén forstand at jeg havde svært ved at holde det ud grundet uhygge og brutalitet. Niks. Nærmere vild i den forstand at den, for mig, mistede al troværdighed.

Persongalleriet virkede umiddelbart interessant og forholdsvist troværdigt. Det blev dog også ødelagt jo længere vi kom ind i historien. Mange af karaktererne fremstod noget karikerede og jeg havde svært ved at tage dem seriøst og investerede mig ikke rigtig i nogen af dem.
Jeg vil ikke komme med en længere redegørelse af de forskellige karakterer, for det er en del af historien, at deres personligheder præsenteres for os løbende.
Samspillet mellem karaktererne var fint i starten, men efterhånden som karaktererne blev mere og mere utroværdige gjorde samspillet det også.

Og lad mig lige slå noget fast nu: jeg er klar over det her er skønlitteratur og dermed fiktion. Og jeg har ikke noget imod at nogle bøger er urealistiske eller overnaturlige. Jeg elsker f.eks. Stephen King, som da i dén grad ynder at skrive om det overnaturlige. Jeg vil bare gerne have en følelse af troværdighed i de bøger jeg læser. En følelse af, at jeg tror på historien. At den hænger sammen. At det her egentlig godt kunne ske, uanset hvor overnaturligt det så end måtte være. Ikke at denne er spor overnaturlig – det er bare lige for at pointere at jeg godt kan skelne fiktion fra virkelighed og også elske de mere urealistiske historier, så længe der er noget ved historien der får mig til at tro på, at det faktisk kunne ske i et eller andet syret univers. Det oplevede jeg desværre bare ikke her.

Måske skyldes det, at Fitzek har valgt at lade størstedelen af bogen foregå på en retspsykiatrisk afdeling, som dog i denne her er mere portrætteret som et højrisikofængsel. Og det er to meget forskellige ting. Historien her foregår i Tyskland og ikke Danmark – men Tyskland er faktisk, ud fra den lille viden jeg har, kendt for at være forholdsvist stærke indenfor deres behandling af borgere med psykiske lidelser. Jeg har derfor svært ved at tro på, at deres retspsykiatri adskiller sig så meget fra den herhjemme, som det portrætteres heri. Og det er fint man tager sig nogle kunstneriske friheder.
Det var dog ikke lige en karikering af en retspsykiatrisk afdeling jeg troede jeg var gået ind til med denne her bog, for så havde jeg ikke valgt at læse den. Og jeg er selvfølgelig også farvet af, at jeg arbejder i psykiatrien og at mennesker med psykiske lidelser har en særlig plads i mit hjerte. Jeg er træt af det tabu og de fordomme der er omkring psykiatriske afdelinger, som jeg frygter romaner som denne kan være med til at fastholde. Selvom de fleste godt ved at fiktion ikke er lig med virkeligheden. Man kan dog godt lave krimier, som omhandler psykiatriske afdelinger og psykiske lidelser på en troværdig måde. Her kan jeg som et eksempel nævne Glasvinge af Katrine Engberg.

Det er desuden som om, at forfatteren ved, at thrillerlæsere elsker plottwists. For der er mange af dem. Faktisk for mange. Da jeg var nået halvvejs i bogen blev jeg ikke engang overrasket mere når der endnu engang kom et twist og så er hensigten med disse jo lidt væk, kan man sige – dette var medvirkende til at give mig lidt en følelse af, at det var lidt satire over thrillergenren. Det tænker jeg dog bare ikke er meningen. Og så vil den bare for meget synes jeg. Der er så mange små historier at holde styr på, men kun et fåtal af dem følges egentlig rigtig til dørs. Resten skøjter vi lidt let henover.

Patienten er en thriller med mange plottwists og et højt spændingsniveau. Den startede godt ud, men endte med at skuffe mig gevaldigt. Den har dog mange begejstrede læsere derude – vi var dog ikke lige det rette match, selvom egentlig havde troet det.
Jeg kan anbefale bogen til læsere for hvem det ikke er vigtigt med en troværdig fortælling og som bare vil have noget mørk underholdning uden at tænke for meget over indholdet. Jeg er endt med at give bogen 2 ud af 6 stjerner, fordi jeg faktisk elskede starten af bogen og det er én af de bedste begyndelser på en krimi jeg længe har læst. Det var så bare ærgerligt begejstringen ikke fortsatte for mig.