Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

 

Om bogen

Rampen er krimiforfatteren Jesper Steins romanfortælling om sin opvækst med sin svigtende far og omklamrende mor.
Forfatteren, litteraturkritikeren og gymnasielæreren Finn Stein Larsen sig i en af sine elever og forlader sin kone gennem 29 år. Bogens Jesper Stein efterlades med sin indebrændte, depressive og rådvilde mor som omklamrende kræver Jespers sympati og opmærksomhed. På overfladen lever han et liv som charmerende og festlig ung mand, mens han hjemme står i en grænseoverskridende tæt relation til sin utrøstelige mor.
Med romanen her kigger Jesper Stein tilbage på sin opvækst og udforsker forskellige scener i sit liv.

Min anmeldelse

Okay. Jeg har nu læst sidste side i Rampen og er nærmest tom for ord. Meeen som nogen vil vide, så finder jeg altid ordene. For jeg har et stort vokabularium som selvfølgelig skal bruges.
Lad mig starte med at sige: Sikke en mavepuster det var at læse Rampen.  Det er en autofiktiv roman og er skrevet ud fra udvalgte episoder fra Jesper Steins liv. Hele vejen fra barndom i en kernefamilie med to veluddannede forældre, til hans ungdom i en skilsmissefamilie og til hans voksenliv.

Autofiktion kan groft sagt gå to veje for mig: enten sidder jeg med en følelse af: “hvorfor rager denne her historie egentlig mig?” og tænker i virkeligheden lidt at den er skrevet mere forfatterens egen skyld og egentlig ikke rigtig byder læserne noget. Og det kan jo også være fin egenterapi at skrive sit eget liv og dertilhørende refleksioner ned – det er bare ikke altid så interessant for andre at læse om. Men der kan også ske dét at jeg føler jeg er blevet klogere, at det sætter gang i refleksioner hos mig selv, at jeg føler mig inddraget og at det samtidig rammer mig dybt. Rampen hører uden tvivl til det sidstnævnte.

Da dette er autofiktion omhandler historien også virkelige mennesker ud fra hvordan Jesper Stein har oplevet dem. Selvom det er virkelige mennesker der skrives om er det dog ikke en selvfølgelig at de også fremstår autentiske. Men det gør de her. Samspillet og relationerne mellem de forskellige personer er også virkelig skarpt skildret. Jeg sad faktisk flere gange med helt ondt i maven over flere af scenerne – særligt da vi når til tiden efter skilsmissen.
Historien er primært skrevet med jeg-fortælleren, men enkelte kapitler er skrevet med personalfortælleren. Det er nok særligt her fiktionen træder ind; vi ser nogle scener fra forældrenes liv, hvor han ikke selv har været der. Men det virker troværdigt ud fra det billede han har tegnet af dem gennem romanen og skabte lidt ekstra nuancer i den.

Mange af os kender Jesper Stein fra hans krimier som alle byder på et højt spændingsniveau. Dette er dog en noget anden type roman og spændingsniveauet er da heller ikke særlig højt i denne. Det havde dog også virket både upassende og forhastet. Det er dog heller ikke den type bog som er meget langsommelig. Langt fra. Læsningen flød bare og den ene side tog den anden. Kapitlerne er desuden forholdsvist korte.
Selvom det er en helt anden type roman end det vi normalt kender Jesper Stein for er der  alligevel noget velkendt over den flydende skrivestil og de små meget sigende sætninger om livet, som vi også kender fra krimierne. Man forstår pludselig hvorfor han er blevet så klog på de mere smertefulde aspekter i livet. For han har gennemlevet sin del, må man sige.

Rampen er på mange måder en kompliceret roman, fordi den indeholder så mange komplicerede følelser og relationer.  Det er dog skrevet på en måde, så det aldrig bliver tungt at læse – hvis man ser bort fra smerten i hjertet selvfølgelig. Det er virkelig flot at han har kunnet skrive en så personlig roman som denne med et så lettilgængeligt og alligevel stærkt sprog, hvor alle kan være med.

Rampen er en særdeles velskrevet autofiktiv roman om barndom, ungdom, kærlighed, skilsmisse, alkoholisme og social arv. Det er en roman med så mange overordnede temaer, som jeg tror mange af os kan genkende lidt i – også selvom ens egen opvækst har været væsentligt anderledes end Jesper Steins. Nu er jeg jo psykiatrisk sygeplejerske og har en særlig interesse for den menneskelige psyke og relationer. Derfor har Jesper Steins personlige fortælling også skabt noget refleksion hos mig og jeg er ikke i tvivl om, at det ikke er en bog jeg glemmer igen lige foreløbig. Jeg har faktisk intet at sætte en finger på og  sender hermed en kæmpe anbefaling afsted til jer læsere derude der også interesserer sig for andre mennesker og deres liv: læs den. Det er stærkt det her.

6 ud af 6 stjerner

 

Udgivet på Politikens Forlag, november 2020

Antal sider: 336