Anmeldereksemplar: Gutkind Forlag. Min anmeldelse er ikke påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

I Skønne verden, hvor er du møder vi vennerne Alice, Eileen, Simon og Felix. Alice rejser til Rom med Felix, som hun har mødt ved et tilfælde. Tilbage i Dublin har veninden Eileen hjertesorg og for at dulme smerterne genoptager hun kontakten med sin gamle flirt Simon, som hun har kendt hele livet.
Alice, Eileen, Simon og Felix er endnu unge, men der går ikke mange år før voksenlivets realiteter indhenter dem. I mellemtiden har de travlt med at nyde deres ungdom og de mange oplevelser, der venter ude i verden. De skændes, glædes og går fra hinanden. De har sex med hinanden, og de taler om sex med hinanden. De bekymrer sig også om fremtiden og den verden, de lever i. Vil der overhovedet være en fremtid for dem, hvis verden ikke ændrer sig?

Min anmeldelse 

Tro det eller ej, men jeg har faktisk ikke læst noget af Sally Rooney før. Jeg har hendes bøger stående på reolen, men I kender nok til den der uendelige TBR-stak og jeg er ganske enkelt bare ikke lige nået til dem endnu. Jeg har dog set at hendes romaner Samtaler med venner og Normale mennesker har mange begejstrede læsere – og jeg har også set, at mange af disse begejstrede læsere ikke har været helt så begejstrede over den nyeste roman, Skønne verden, hvor er du. Jeg tænkte at det måske bare var lidt skuffelse over at den ikke levede op til det niveau de kendte fra de tidligere romaner og besluttede mig derfor for at gå ind til denne her roman uden noget sammenligningsgrundlag. Det gjorde dog ikke noget ved min mening om bogen. Jeg er faktisk skuffet. Jeg overvejede faktisk flere gange at lægge bogen fra mig, fordi den var temmelig træg at komme igennem og ikke rigtig fangede mig – men så skete der dét at den på et tidspunkt fangede mig lidt og jeg besluttede mig for at læse videre. Så tabte den mig igen, men der var jeg nået så langt at jeg bare læste den færdig. Det er dog en læseoplevelse jeg godt kunne have været foruden, hvis jeg skal være helt ærlig.

Det første jeg havde det lidt svært ved var den observerede fortællerform. Vi får ganske enkelt bare præsenteret scenerne for os og kommer ikke ind i karakterenes sind. Ligesom når man ser en film. Og jeg har altså ikke noget imod film – jeg har det bare svært med fortællerformen i romaner, fordi jeg savner nogle flere følelser og refleksioner. Jeg elsker følelsen af, at lære en karakter rigtig godt at kende og virkelig kunne fornemme stemningen i scenerne, som følge af, at jeg netop får lov at tage del i karakterernes tanker og indre liv. Jeg skal dog også være ærlig og sige, at fortællerformen faktisk voksede lidt på mig undervejs, men jeg havde en konstant følelse af, at jeg var distanceret fra karaktererne og jeg investerede mig aldrig rigtig i dem. Der var en enkelt kærlighedshistorie som fangede mig lidt, men det var så også det. Igen savnede jeg nogle flere mærkbare følelser.
De eneste tidspunkter hvor jeg rigtig følte jeg fik indblik i karaktererne var når Alice og Eileen skriver mails til hinanden. Her nedfælder de nemlig deres tanker om bl.a. samfundet, venskab, kærlighed og meningen med livet. Det er dog skrevet på en måde hvor det nærmest føles som tankeruminationer nedfældet på papir og som ikke nødvendigvis giver så meget mening for læseren. Til tider var det også helt filosofisk. Og det blev altså ret tungt at læse. Flere steder måtte jeg genlæse passager for rent faktisk at forstå hvad afsenderen af mailen mente, hvilket gjorde at det var ret ofte at læsningen slet ikke flød og det var ofte her historien fuldstændig tabte mig.

Romanen er skrevet i et langsomt tempo og der sker faktisk utrolig få ting. Man skal have sin tålmodighed med sig når man læser den. For mig behøver romaner egentlig ikke have et højt tempo eller et vildt plot. Jeg har læst de mere langsommelige romaner før og også holdt af nogle stykker – men det kræver simpelthen at jeg bliver fanget af fortællingen, føler mig investeret i karaktererne og på én eller anden måde oplever at blive rørt at det skrevne. Og det skete bare alt for sjældent for mig heri. Den har da enkelte scener og nogle små betragtninger om livet, som jeg fandt interessante, men var det interessant og originalt nok til at jeg ikke ville have historien foruden? Nej, det var det altså bare ikke.

Jeg er dog ikke skræmt fra at læse noget andet af Sally Rooney – og jeg glæder mig faktisk lidt til at læse hendes to foregående bøger. For hun må jo kunne noget, som jeg bare ikke lige kunne mærke i Skønne verden, hvor er du.

2 ud af 6 stjerner

Udgivet: september 2021

Antal sider: 358

Oversat til dansk ved Karen Fastrup