Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Fra bagsideteksten:
KURDISTAN, 1994. Frmesk er holdt op med at tale og spise. Hun tegner voldsomme tegninger og lemlæster sine dukker. Bedsteforældrene Gawhar og Darwésh kæmper for at give Frmesk livsglæden tilbage. Gawhar søger tilflugt i sin tro og sender Frmesk til koranundervisning i byens Store Moské, hvor Frmesks onkel Muhammad er imam, uden at ane, hvad der venter hende. Morfaren tager kampen op mod kvindeundertrykkelsen, åbner en hamam kun for kvinder og håber, at det hjertevarme frirum kan bringe lyset tilbage i Frmesks liv.
DANMARK, 2007. Frmesk holder sig for sig selv på universitetet. Selvom hun
Min anmeldelse
Sara Omar debuterede sidste år med Dødevaskeren, som fik fantastisk flot omtale rundt omkring i landet – og jeg var også selv meget imponeret over den. Det var én af de mest hjerteskærende bøger jeg nogensinde har læst og jeg må advare om at fortsættelsen her, Skyggedanseren, om muligt er endnu mere barsk end sin forgænger.
Endnu engang er persongalleriet meget stærkt. Historien er skrevet med personalfortælleren i datid, hvor vi primært følger Frmesk i to spor: et spor hvor hun er barn og et spor hvor hun er voksen. Delene fra hendes barndom fortsætter hvor vi slap Frmesk i Dødevaskeren mens delen fra hendes voksne liv begynder i tiden før vi møder hende i første bog.
Frmesk er en karakter som virkelig står mit hjerte nært. Hun er så sympatisk og menneskelig og det piner mig at tænke på at Frmesk i virkeligheden ikke bare er en karakter i en roman. Hun lever et liv under fuldstændigt uhyrlige forhold, som jeg desværre tror mange kvinder i verden lever under. Og kapitlerne hvor hun er barn? Av, mit hjerte. Jeg har sådan lyst til at redde hende fra det meget barske liv hun har, give hende et kram, omsorg og den frihed, hun sådan længes efter, men som synes umulig at opnå.
Der er mange usympatiske personer i denne bog. Rigtig mange. Men der er også nogle få, som på en eller anden måde var med til at give en smule håb. Heriblandt Frmesks bedsteforældre, som gør alt hvad de kan for at passe på hende og i det skjulte kæmper en stille kamp for den kvindeundertrykkende del af islam, som desværre er ved at tage magten.
Vi møder en del bipersoner i bogen og navnene er for mange af os nok fremmede, men Omar har endnu engang lavet en liste til os læsere forrest i bogen, hvor navnende på hovedpersonerne og deres tilhørsforhold er oplistet. Karaktererne er dog alle så fint beskrevne, at jeg lynhurtigt kunne huske hvem der var hvem og flere huskede jeg også fra den første bog.
Skyggedanseren var en bog der holdt mig fuldstændig fanget under læsningen og som også var hos mig, når jeg indimellem holdt pauser. For selvom jeg på den ene side ikke havde lyst til at stoppe op i min læsning, så var jeg også nødt til det, for den er virkelig barsk. Og det gør virkelig ondt at tænke på, at jeg blot læser den og har brug for en pause – men der er faktisk kvinder, for hvem denne bog beskriver deres liv og det kan de ikke bare tage en pause fra. Og lige præcis derfor er de her bøger så vigtige, så disse kvinder får en stemme gennem Sara Omar og jeg må endnu engang bøje mig i støvet og sende hende min største respekt for det hun gør her. For det er ikke uden omkostninger, det har hun før været åben omkring.
Skyggedanseren er en bog som jeg vil anbefale alle at læse, præcis ligesom sin forgænger. Den er dog virkelig barsk og det skal man være forberedt på. jeg har grædt og haft ondt i maven stort set hele vejen igennem bogen, men jeg ville alligevel ikke være den foruden. Udover at byde på en vigtig fortælling, så er den også virkelig velskrevet og skrevet i et flydende og levende sprog, så alle kan være med. Dette her bliver én af de bøger, som kommer til at sidde fast i min erindring for altid.
6 ud af 6 stjerner
Udgivet på Politikens Forlag, november 2019
Antal sider: 413
Seneste kommentarer