Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen

Om bogen

Posy nærmer sig de 70 år og bor stadig i sit store barndomshjem Admiral House. Men selvom hun elsker huset og har opfostret sine to sønner der, begynder hun at indse at det store hus og have kræver for meget af hende og overvejer derfor at sælge det. Det er dog ikke det eneste der fylder for Posy og hendes nærmeste. Hendes ene søn Sam og hans familie er nemlig endnu engang ved at gå fra hus og hjem grundet Sams tilbagevendende dårlige økonomiske beslutninger og flere konkursramte firmaer. Hendes søn Nick er netop vendt hjem til England efter at have boet i Australien i mange år – angiveligt fordi han savnede sit hjemland, men er der mon også andre grunde? Ydermere dukker Posys ungdomsforelskelse op ud af det blå: Freddie. Og det er ikke bare en almindelig ungdomsflirt – nej, det var den mand der knuste hendes hjerte for efterhånden mange år siden.

Min anmeldelse 

Jeg sidder godt nok noget målløs tilbage efter at have læst Sommerfugleværelset. Jeg har lyst til at råbe “hvad fanden skete der lige her?”.  Det er dog desværre ikke positivt ment – tværtimod. Det her er dog den værste knaldroman jeg længe har læst og jeg er simpelthen i chok. Jeg plejer at elske Lucinda Rileys bøger. Jovist, de har alle lidt knaldroman over sig, men det plejer trods alt at være knaldromaner med en vis kvalitet og spænding. Hvis ikke Lucinda Rileys navn stod på forsiden af bogen, så ville jeg simpelthen tro at det var en helt ny og ukendt forfatter der havde skrevet denne her og hvor redaktøren lige havde sovet sig igennem sit arbejde.

Det eneste positive jeg har at sige om denne her bog er at persongalleriet i sig selv faktisk er ret interessant – på papiret. Hvis man stillede en liste op med dem hver især, hvor man beskrev lidt om dem, så ville man tænke at det var en samling skønne, forskellige og interessante karakterer. Men samspillet mellem dem fungerer bare slet ikke. Og deres ageren i de forskellige scener virker så forceret, konstrueret og generelt bare utroværdigt. Det var så tydeligt at dette var romanfigurer og ikke virkelige mennesker – og jeg er udmærket klar over at skønlitterære karakterer jo ikke er virkelige mennesker, men for mig er det bare vigtigt, at de har en vis troværdighed, så jeg næsten føler det er virkelige personer, som jeg kan få en relation til. Særligt når bogen er så lang som denne her.

Det var faktisk lidt en kamp for mig at få færdiggjort denne bog. De kapitler hvor vi kigger tilbage på Posys fortid er egentlig stærke nok og i typisk fin Lucinda Riley stil – men det er kapitlerne der foregår i nutidssporet som simpelthen ødelægger det hele for mig. Og det er desværre disse kapitler der fylder mest. Man skulle næsten tro at det var to forskellige mennesker der havde skrevet de forskellige dele af bogen og så sat dem sammen til sidst, uden lige at tænke over om de faktisk passede sammen. Jeg fortsatte dog kampen alle 520 sider, i håb om at den ville blive bedre og fordi jeg gerne ville se hvordan det gik unge Posy. Det var dog ikke tiden eller energien værd. Men undtagelse af én lille hændelse, så er det her nok en af de mest forudsigelige romaner jeg længe har læst. Den kunne være kortet ned til det halve og jeg havde ikke følt jeg havde manglet noget. Simpelthen fordi hele romanen, i min optik, var ret substansløs og  direkte kedelig.

Der sker egentlig en masse ting, samtidig med at der ingenting sker. Det er bare den ene utroligt heldige tilfældighed ovenpå den næste blandet med lidt drama, som aldrig rigtig bliver dramatisk, da vores karakterer i bund og grund er så kedelige og forudsigelige at man allerede har regnet ud hvad der vil ske de næste tyve sider. Og dialogerne? Disse fungerer også fint i de dele af bogen hvor Posy er ung, men i de andre dele af bogen er de simpelthen så konstruerede, at jeg flere gange havde lyst til at grine. Folk taler jo ikke sådan til hinanden som de gør i bogen. Og så er der intet usagt. Intet mellem linjerne. Karaktererne taler til hinanden som om der var kamera på og de der følger med er dumme og ikke kan tænke selv. Jeg er simpelthen bare i chok og jeg har lyst til at slette denne bog fra min erindring og så bare gå tilbage til de tidligere bøger af Lucinda Riley, som jeg faktisk er rigtig glad for. Jeg tilgiver dog Riley for at have skrevet én dårlig bog – men er alligevel imponeret over at en så god forfatter har formået at skrive en så dårlig bog.

Jeg vil anbefale Sommerfugleværelset til læsere som virkelig elsker knaldromaner – hvis du ellers er fan af Lucinda Riley og dette er årsagen til at du vil læse bogen, så vil jeg faktisk anbefale dig at lade være. Den når på ingen måde op på niveau med hendes tidligere udgivelser. Og I må virkelig tro mig, når jeg skriver det her: Det piner mig faktisk meget, at jeg er nødt til at være så hård ved denne bog. Jeg ville virkelig ønske at den var ligeså fantastisk som den ser ud. Jeg giver den 1 stjerne for de kapitler fra Posys ungdom, som faktisk er rigtig gode. Alt det andet trækker bare så meget ned, at jeg ikke kan forsvare at give den mere.

1 ud af 6 stjerner

Udgivet på forlaget Cicero, januar 2020

Antal sider: 520

Oversat til dansk af Ulla Lauridsen