Reklame, da dette er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Det er sommer i 1947 og på et billigt pensionat i Brooklyn bor den unge, håbefulde forfatter Stingo, som er igang med at skrive sin første bog. Ovenover Stingos værelse bor den smukke polske kvinde Sophie som ofte elsker med sin amerikanske kæreste Nathan – når de da ikke skændes så det brager. Sophie gemmer på en stor skyld om hvordan hun overlevede nazisternes dødslejre på, som truer med at ødelægge hendes fremtidige liv og lykke.

 

Min anmeldelse 

Jeg er nu færdig med Sophies valg. Endelig sukkede jeg faktisk da jeg læste sidste side – for hold nu op, hvor har den været hård at komme igennem. Ikke hård, fordi den påvirkede mig følelsesmæssigt, men fordi det simpelthen var en kamp for mig at færdiggøre den. Jeg skulle måske slet ikke have læst den færdig,for det var i virkeligheden lidt spild af min tid, men jeg var interesseret i at se hvad Sophies valg egentlig bestod i og valgte derfor at læse den færdig og så havde jeg også hele tiden et lille håb om, at den pludselig ville give mig sådan en wauw-følelse, fordi den er så anerkendt og elsket af mange læsere verden over. Jeg kan dog allerede nu afsløre, at jeg bestemt ikke elskede den.

Historien er skrevet med jeg-fortælleren hvor vi følger Stingo. En ung mand, som ønsker at blive forfatter og som lige har mistet sit arbejde på et forlag, da historien begynder. Det får ham til at flytte ind i Yettas lyserøde hus, hvor der også bor mange andre i hver sit værelse og her møder han to mennesker som vil forandre hans liv: Sophie og Nathan. Begge er logerende hos Yetta og så er de kærester, men har et kompliceret forhold til hinanden som konstant skifter mellem kærlighed og begær og både psykisk og fysisk vold fra Nathans side.
Sophie er en karakter som virkelig kunne have været interessant. Hun har en vild historie bag sig og er på mange måder en ret kompleks person. Og jeg overvejer faktisk om jeg skal se filmen på et tidspunkt, for nu skriver jeg noget sjældent: jeg tror faktisk at Sophie træder langt stærkere frem i en film end i denne her bog, fordi den måde bogen er skrevet på, gav mig en konstant distance til historien og derfor følte jeg faktisk at jeg var ligeglad med personerne og ingen har efterladt nogle større indtryk hos mig. Det valg, som Sophie kommer til at stå overfor er dog absolut barsk og kunne også være rørende – men som sagt; jeg var distanceret. Jeg følte det simpelthen ikke. Jeg ved man kan Google hvad hendes valg var og hvis du beslutter dig for at læse denne bog og også bare sidder med følelsen af at kede dig, men bare gerne vil vide hvad hendes valg var, så Googler du bare. Oprigtig talt: du går ikke glip af noget. Og det vil jeg altså normalt ikke opfordre til, men denne her bog er bare virkelig lang, virkelig kedelig og så synes jeg også den er dårlig skrevet.

Historien er jo fortalt med jeg-fortælleren og vi får hele fortællingen i datid fra Stingos synspunkt – men alligevel kan han redegøre for mange lange dialoger i Sophies fortid. Dialoger som hun har redegjort for ham. Hele historien er udformet som skrev han en redegørelse over sit liv med Sophie og Nathan og det er dét der gør at Sophies historie fra fortiden, virker så forkert i denne form. Det virker forkert at han kan huske alt det i sin redegørelse over sit liv og det havde fungeret bedre hvis den så var skrevet med personal-fortælleren, hvor vi bare fulgte dem, som var vi med dem med et kamera. Denne her bog har i hvert fald vist mig, hvor vigtigt det er at forfatteren vælger den rigtige fortællerform til sin historie, for at den skal give ordentlig mening for læseren. Og så mangler der altså lidt stringens i Sophies dialoger. Når hun taler i nutiden med Stingo og Nathan så har hun problemer med at udtale alt korrekt på det engelske sprog. Men i de dialoger hun præsenterer fra fortiden, så er det ret perfekt engelsk. Det var altså sært og der manglede noget sammenhæng. Eller snød hun i virkeligheden Nathan og Stingo og var en ørn til engelsk i al hemmelighed? I så fald ville jeg gerne vide hvorfor.

Herudover så er den bare kedelig. Rent ud sagt. Stingo væver rundt i den historie han vil fortælle og episoder fra fortiden, som han beskriver er vigtige for den historie han egentlig vil fortælle, men som faktisk slet ikke er vigtige. Mange af de passager kunne sagtens være udeladt, uden det ville have gjort noget dårligt for historien. Fint nok med noget baggrundsviden, men det kan også være for meget. Og det er for meget her. Han kommer med nogle lange redegørende passager om apartheid, slaveri, antisemitisme og anden verdenskrig – men også redegørende passager om sin egen fortid og Sophies fortid som bl.a. indbærer sex – eller mangel på samme for nogen – kærlighed, begær og drømme. Og jeg benytter ordet redegørende, fordi det er sådan det føles. Det føltes ikke som en fortælling, men som et langt og kedeligt foredrag, hvor foredragsholderen gik ud fra at alle sine tilhørere var dumme og ikke ville kunne forstå hans ord, hvis ikke han forklarede alting meget dybdegående. Det afbrød den egentlig historie, som jeg faktisk tror kunne have været både spændende, rørende og fin og gjorde mig bare irriteret. Det er endnu en årsag til, at jeg faktisk overvejer at se filmen, selvom jeg overhovedet ikke er fan af bogen  – for jeg håber lidt at filmen ikke har alle disse kedelige passager, men udelukkende fortæller den ellers interessante historie om Sophie, Nathan og Stingo. Hvis du har set filmen, må du meget gerne fortælle mig om jeg har ret i denne antagelse, så jeg ikke spilder mere tid på Sophies valg end jeg allerede føler jeg har gjort.

Sophies valg er en anerkendt og stor roman i hele verden og jeg tænker da også den kan have været banebrydende og noget særligt ved sin udgivelse. Måske er det fordi det nu er 40 år siden den blev udgivet første gang og der er kommet mange bøger siden om samme emner, som i min optik er langt mere velskrevne, at denne her overhovedet ikke gjorde noget for mig. Det var en kedelig og alt for lang roman, som jeg kun kan anbefale hvis du absolut insisterer på at ville læse denne klassiker. Jeg vil dog sige, at hvis du læser de første 100 sider og virkelig keder dig, så bare stop. For det bliver ikke meget bedre – pånær slutningen. Den er faktisk nogenlunde, men rørte mig nok bare ikke, fordi jeg følte mig distanceret fra hele fortællingen. Og jeg synes ikke at slutningen var den kamp værd, som det var at komme igennem denne bog.

Jeg giver den dog to stjerner fordi historien om Sophie og hendes fortid og relationen mellem Sophie og Nathan i sig selv er en god fortælling, som desværre bare bliver forstyrret af skrivestilen og mange, lange, kedelige passager.

2 ud af 6 stjerner

 

 

Udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof, maj 2020 (oprindelig udgivet på dansk i 1980 – skrevet i 1976)

Antal sider: 635

Oversat til dansk af Marit Lise Bøgh