Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Forlaget skriver:
Eva og Berthel kommer hjem til Danmark med to adopterede børn efter en årrække i Grønland. Det er midten af 60’erne, og både forholdet imellem Eva og Berthel og imellem Grønland og Danmark knager. De to børn, Tabita og Vitus, skal finde sig til rette i en familie, hvor fortiden helst skal udslettes, fordi den er sprængfuld af fortielser og farlige spændinger imellem to kulturer og imellem alle de voksne, der skal forestille at passe på børnene. Hjemme i Grønland bor børnenes mor, Abelone. Hun var hushjælp hos Eva og Berthel, og omstændighederne tvang hende til at sende sine to mindste børn med deres nye familie til Danmark.

Min anmeldelse 

Iben Mondrup har flere anmelderroste bøger bag sig, men dette er faktisk mit første møde med forfatteren. Tabita har også allerede fået mange flotte ord med på vejen og jeg tilslutter mig hermed heppekoret. For det her er altså en både gribende, velskrevet og hjerteskærende roman.

Først og fremmest er persongalleriet virkeligt stærkt. Jeg vil ikke gå voldsomt meget ind i de forskellige personer i denne anmeldelse, da noget af det interessante ved persongalleriet netop er, at man langsomt får åbenbaret mere og mere af de forskelliges personligheder og indre kampe. Jeg vil dog afsløre at hver og én af karaktererne er nuancerede og troværdige. Jeg sad flere gange med både sympati og afsky for alle personerne og jeg tror, at noget af det der gjorde persongalleriet så stærkt netop skyldtes de modsatrettede følelser, de fik frem i mig som læser.
Hele historien er skrevet i datid med personalfortælleren hvor de centrale karakterer hver især har deres eget længere kapitel, som er inddelt i små underkapitler og afsnit, så man fint kan holde pauser undervejs.

… hvis man da har lyst til at holde pause. Det havde jeg i hvert fald ikke selv – jeg gjorde det kun af nød, da jeg havde arbejde og sociale forpligtelser der også skulle passes, men jeg kunne fint havde læst bogen ud i ét stræk, selvom den er barsk. Det er virkelig en fængslende fortælling Mondrup præsenterer os for med Tabita. Sproget er egentlig roligt, men alligevel er stemningen i bogen så intens og opslugende at man ganske enkelt bare bliver holdt fast.  Hele handlingen bliver mere og mere foruroligende jo længere vi kommer og der er så meget usagt mellem linjerne, som dog er skrevet på en måde, så det alligevel er så tydeligt hvad det betyder.

Der er ingen tvivl om at Mondrup har foretaget sin research grundigt inden tilblivelsen af denne bog. Dette står klart både med de flotte og maleriske beskrivelser af omgivelser men bestemt også i beskrivelsen af den grønlandske og danske kultur i 1960’erne. Det er en bog, som også gør os opmærksomme på et emne i Danmarkshistorien, som jeg ellers ikke selv kendte noget til før denne bog blev skrevet; nemlig hvordan det var relativt let at få adopteret et grønlandsk barn dengang. Det er smerteligt at tænke på, men alligevel vigtigt at man ikke fortier de fejl der er blevet begået før i tiden og derfor er jeg også vild med, at hun har valgt at tage dette emne op i sin roman.

Tabita er en særdeles velskrevet, tankevækkende, hjerteskærende og urovækkende roman om et forsøg på at få et barn af den vilde grønlandske kultur til at passe ind i den danske, mere rolige og høflige kultur. Men det er også en roman om savn til sit hjemland, sin familie, om at være ufrugtbar og om adoption. Den tager mange alvorlige og triste emner op og det er også en trist historie, som virkelig rørte mig. Der er små lyspunkter, men det er mest af alt en trist og mørk fortælling. Jeg har læst at Mondrup planlægger en fortsættelse og jeg glæder mig allerede – jeg har sådan en trang til at vide hvordan det nu vil gå vores personer.

6 ud af 6 stjerner

Udgivet af Politikens Forlag, januar 2020

Antal sider: 354