Reklame, da dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Gutkind, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Asta modtager en invitation til en mindehøjtidelig for August, da det er 10 år siden han døde. Dengang boede de på samme kollegium og August var kæreste med Astas bedste veninde Mai. Asta er ved at skrive på en roman, men invitationen forstyrrer hendes skrivning og bringer minder fra fortiden frem og får fortiden og nutiden til at flette sig ind i hinanden. Fester, længsler og tvivl vækkes til live, sammen med dét Asta aldrig har kunnet fortælle Mai.

Min anmeldelse 

Tine Høeg har tidligere skrevet den anmelderroste bog Nye rejsende, som jeg endnu ikke selv har læst – efter at have læst denne, Tour de chambre, er jeg dog ikke i tvivl om jeg også skal have læst den anden. For det her er altså en ganske særlig roman. Selve historien er egentlig ikke noget voldsomt ekstraordinært, men den er til gengæld fortalt på en helt ekstraordinær måde. Den er original i sin skrivestil og jeg skal ærligt indrømme, at lige da jeg startede på den, tænkte jeg det var lidt mærkeligt det hele og jeg var bange for det ville blive lidt forvirrende. Den er nemlig skrevet uden punktummer og uden klare tegn ved dialoger, men jeg vænnede mig lynhurtigt til det og det gjorde at jeg på en eller anden ubevidst måde virkelig bare koncentrerede mig om fortællingen. Jeg blev aldrig forvirret og jeg fandt lynhurtigt ind i skrivestilen og tænkte slet ikke over det efter ganske få sider.

Vores hovedperson er Asta. Hun er single men ønsker at finde en kæreste og få børn og så er hun forfatter og igang med at skrive en ny bog. Der er egentlig ikke mange beskrivelser om hvordan hun er som person, alligevel fik jeg en klar fornemmelse af hende. At hun er både omsorgsfuld og kærlig, men også bestemt og med en tendens til at lukke sig selv og sine følelser lidt inde. Vi skifter mellem hendes fortid på kollegiet og hendes nutid, hvor hun er igang med at skrive en bog, dater og lever sit hverdagsliv. Hele historien er faktisk meget præget af hverdagsliv; både som ung hvor hun lige er flyttet hjemmefra og som en mere voksen kvinde. Særligt beskrivelserne af, da hun lige er flyttet på kollegiet er virkeligt skarpt beskrevne og jeg tror mange kan genkende sig selv i hende – særligt i forbindelse med hendes ungdom. Jeg kunne i hvert fald selv relatere til hende og måske var det derfor hun var så stærk en karakter for mig.

Tempoet i bogen er roligt hele vejen igennem. Der er dog nogle scener der er mere dramatiske end andre, hvor man nærmest føler tempoet stiger stødt til vi når klimaks uden det på nogen måde bliver overdramatisk. Generelt er Høeg eminent til at skabe stemninger med meget få ord. Både ved at skabe sider med kun få sætninger eller små SMS-korrespondancer, men også i hendes måde at beskrive det som Asta oplever. Det er svært helt at forklare, man skal næsten opleve det selv. Det er faktisk en roman, der er et helt lille kunstværk i sig selv, uden det på nogen måde bliver prætentiøst eller for abstrakt. Jeg er ganske enkelt bare vild med det.

Tour de chambre er en fantastisk roman om at skrive, om venskab, kærlighed, savn, fortielser og singleliv fortalt på sin helt egen originale måde. Jeg forstår godt at bogen allerede har mange begejstrede læsere ude i den ganske danske land og jeg slutter mig hermed til den flok – for hold nu op, hvor har jeg svært ved at få armene ned igen over hvor fin denne her roman er. Det var sådan en bog, som jeg bare håbede aldrig ville slutte. Nu skal jeg i hvert fald også ud at have fat i Nye rejsende, for jeg vil have mere Tine Høeg!

6 ud af 6 stjerner

Udgivet på forlaget Gutkind, maj 2020

Antal sider: 324