Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Forlaget skriver:
Det er forår, og kirsebærtræerne er ved at springe ud, da teenageren Oscar forsvinder. Han er mellemste barn i den kulørte og velhavende Dreyer-Hoff-familie, som er både kendt og berygtet for deres online auktionshus. Det eneste spor efter drengen, er et kryptisk brev, som ingen kan tyde.
To dage senere finder kranføreren Michael liget af et ungt menneske på Amagerforbrændingen.
Er det Oscar? Og hvordan er han i så fald endt der?
Politiassistenterne Jeppe Kørner og Anette Werner hudfletter familien Dreyer-Hoff for at nå ind til sandheden om dem og om Oscar. Anette er tilbage efter barsel, sprudlende og i bedre form end nogensinde, mens Jeppe balancerer på en knivsæg for at finde fodfæste som kæreste og papfar til Saras to døtre. Det gør det ikke nemmere, at sagen handler om et barn. Om forældreskab. Og død.
Og den pensionerede litteraturprofessor Esther får utilsigtet en rolle i sagen. Hun er kommet i gang med at skrive igen på trods af, at vennen Gregers måske nærmer sig det sidste punktum før hende.

Min anmeldelse 

Vådeskud er fjerde bog i serien med efterforskerne Jeppe Kørner og Anette Werner samt den nysgerrige pensionist Esther de Laurenti. De første bog i serien er (i kronologisk rækkefølge): Krokodillevogteren, Blodmåne og Glasvinge. Det er ingen hemmelighed at jeg er helt vild med denne krimiserie og jeg har derfor også glædet mig helt vildt til Vådeskud skulle udkomme. Den bød ikke på helt så mange overraskelser for mig, som de tidligere bøger i serien gjorde, men på trods af det er jeg altså ikke skuffet.

En særlig årsag til dette er nemlig persongalleriet som jeg simpelthen synes er så stærkt i Engbergs krimiserie. Det består af en alsidig og interessant flok og samspillet mellem alle karaktererne er simpelthen beskrevet helt fantastisk. Jeg føler virkelig jeg kender disse personer og derfor er det også et glædeligt gensyn hver eneste gang jeg har åbnet en ny bog om dem – og så er det også altid lidt svært at skulle slippe dem igen.
Historien er skrevet i datid med personal-fortælleren hvor vi primært skifter mellem tre personer: Kørner, Werner og den kære Esther.
Jeppe Kørner prøver at finde sin plads i sit nye parforhold med Sara. Det er dog ikke helt let, da hun jo også har to børn med sig og hvordan skal han dog finde sin plads i den lille familie? Er det overhovedet muligt? Det er virkelig spændende at følge hans personlige fortælling heri og at han står med en problemstilling, som jeg tror mange ude i det danske land kan relatere til. Han er fortsat en sympatisk og intelligent mand med en stor dybde.
Anette Werner har så småt vænnet sig til at have et lille barn. I Glasvinge fulgte vi jo netop hendes indre kamp for at finde sig selv i mor-rollen og det er fint at se der er kommet lidt ro på her, selvom hun dog fortsat har lidt svært ved at forene familieliv med sit arbejde. I denne bog er der dog særligt fokus på hendes langvarige parforhold til Svend. De problemer hun står i i forhold til dette tror jeg også at mange vil kunne relatere til. Kørner og Werners hverdagsagtige problemer er noget af dét der er med til at gøre dem så menneskelige og troværdige som karakterer – og så er det medvirkende til at jeg hele tiden har lyst til at have mere med dem, for jeg vil virkelig gerne vide hvordan de går og har det.
Og Esther? Den kære, excentriske og nysgerrige pensionist der bor med sin ven Gregers. Hende elsker jeg bare hele vejen igennem! Og Gregers også. Den lidt bryske, men alligevel søde gamle mand. Han står også mit hjerte nært.

Selve historien starter ud med en spændende og ret makaber prolog – og spændingen holder altså ved hele vejen igennem. Jeg er vant til at blive overrasket mange gange i Engbergs bøger og det blev jeg da også nogle gange i Vådeskud, men desværre ikke helt så meget som jeg havde forventet. Jeg savnede lidt nogle flere wauw-fornemmelser, for at den kan komme helt op på niveau med Glasvinge. 

Vådeskud er skrevet med et flydende sprog og miljøet og personerne er beskrevet så levende at jeg nærmest så scenerne for mig. Det er tydeligt at forfatteren har et indgående kendskab til København, hvor historien finder sted – og så er det flot at hun kan finde ud af, at beskrive dem, så os der ikke kender København så godt også kan få en klar fornemmelse af de steder hun beskriver. Herudover vil jeg også lige rose hendes research – for det skinner tydeligt igennem at der er brugt tid på dette. Selv små detaljer i både miljø, opklaringsarbejde og de personlige historier er med, hvilket er med til at gøre at jeg faktisk troede på historien, selvom det er skønlitteratur.

Vådeskud er endnu en velskrevet og spændende krimi fra Engbergs hånd. Det er en krimi om svigt, kærlighed, loyalitet, døden og et meget populært emne i samtidens debatter: miljøet. Dog uden det fylder alt for meget vil jeg lige sige. Med fare for at lyde som et forkælet menneske, så er jeg ved at være lidt mættet af al den snak om det. Det er vigtigt, bevares, men jeg får nok af det fra andre kanaler og derfor er jeg glad for at det ikke er det centrale tema i denne bog. Alligevel er det rigtig fint at hun inddrager det, for det er netop noget af det hun har vist sig at være rigtig god til: at tilføje bogen lidt fra den virkelig verden og den samtid vi lever i mens hendes bog bliver skrevet og på den måde gøre bogen samfundsaktuel også. Jeg sender fem store stjerner afsted og ligger mig nu i fosterstilling og græder indtil næste bog udkommer (OK, det gør jeg ikke sådan ægte. Jeg skal jo på arbejde om lidt, men lidt overdrivelse fremmer jo som bekendt forståelsen)

5 ud af 6 stjerner

 

Udgivet på forlaget People’s Press, september 2019

Antal sider: 339