REKLAME (Og reklamelink, hvis du klikket på boksen nederst på siden, hvor du kan finde bogen billigst muligt)
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen:
Isma er fri. Efter morens død har hun alene taget hånd om sine tvillingesøskende, og nu hvor de er voksne, kan hun endelig rejse fra London til USA for at genoptage sine studier. Men hun kan ikke lade være med at tænke på Aneeka, hendes smukke og egenrådige søster hjemme i Wembley, eller på sin blide og kunstneriske bror Parvaiz, der er rejst ud i verden for at følge sin egen drøm.
Da Parvaiz endelig giver
Min anmeldelse:
Vores elskede er én af de romaner, som virkelig overgik mine forventninger, både i forhold til spænding men også i forhold til de følelser den efterlod i mig. Det er en stærk og gribende fortælling om race, magt, fordomme, fremmedhad, politik, relationer og sidst, men ikke mindst, er det en fortælling om kærlighed. Den knuste mit hjerte fuldstændig, men alligevel elsker jeg alt ved den!
I Vores elskede møder vi fem forskellige personer, som alle er en del af én stor overordnet historie, som omhandler den unge Parvaiz. Det er hans valg om at blive en del af en IS-gruppe, som faktisk sætter gang i alle begivenhederne i historien og det fungerer som en fin rød tråd, hele bogen igennem. Herudover har de dog hver især også andre problemer at slås med og vi får et godt indblik i, hvem de hver især er.
Isma er den ansvarsfulde og hårdtarbejdende storesøster, som nu endelig er fri til at kunne færdiggøre sine studier, da hendes yngre søskende er blevet voksne. Hun er dog stadig underlagt de fordomme der hersker omkring hendes race. Hun fremstår som en reflekterende og intelligent kvinde, som dog virker lidt tilbageholdende og garderet i sin omgang med andre mennesker.
Ismas lillesøster Aneeka, fremstår mere udadvendt og excentrisk end sin storesøster, men fremstår ligeledes ret garderet overfor andre og fremstår også intelligent. Hun er en meget handlekraftig kvinde, som dog virker mere impulsiv end reflekterende.
Deres lillebror Parvaiz virker som en indadvendt ung mand, med en drøm om at arbejde med lyd i sit voksenliv. Han er den eneste af de tre søskende, som ikke kan studere på universitetet og det er tydeligt at det har påvirket ham. Han er en meget interessant person at følge og det var virkelig hjerteskærende at følge den manipulative måde hvorpå han blev hvervet til at blive medlem af IS-gruppe.
Eamonn er en ung mand, som har en mindre livskrise. Han er dog heldig at hans far er kommende indenrigsminister og at hans forældre er rige, så han har råd til at holde en pause fra sit arbejde, men stadig leve godt. Selvom han økonomisk set er mere priviligeret end de fleste, fremstår han dog sympatisk. Han virker som en reflekterende mand, med hjertet på rette sted og en vis retfærdighedssans. Hans far, indenrigsministeren Karamat Lone, er, på det tidspunkt vi møder ham i bogen, en utroværdig mand, som virker til at handle udelukkende ud fra hvad omverdenen vil synes om ham, fremfor de værdier han selv står for og som løbende er flødet lidt ud, i takt med, at han er blevet en mere og mere magtfuld politiker.
Der er dog ingen at personerne der fremstår overdrevet perfekte eller overdrevet onde og de har alle både gode og dårlige sider vi præsenteres for, hvilket gør dem både menneskelige og troværdige og var medvirkende til at skabe en meget autentisk læseoplevelse.
Relationerne mellem de forskellige personer i bogen er ligeledes meget troværdige og man kunne næsten mærke de forskellige følelser de har til hinanden, om det så er had, foragt, skuffelse, kærlighed eller en blanding. Dette skyldes både nogle troværdige og velkonstruerede dialoger, men også forfatterens enkle men rammende skrivestil og brug af ord.
Selvom vi har fokus på én af de forskellige personer i hvert sit afsnit bliver fortællingen aldrig fuldstændig personbunden, men fortælles med en tredjepersons alvidende fortællerstemme, som dog af og til grænser til at være personalfortæller. Historien er skrevet i datid, hvilket giver bogen et roligt tempo, på trods af, at der faktisk sker mange ting. Det er også med til at give læseren en ubevidst fornemmelse af, at der er overblik over historien.
Sproget i bogen er enkelt og ligetil, men samtidig utrolig smukt, varieret og rammende i al sin enkelhed. Her vil jeg lige tilllade mig at komme med et eksempel fra bogen. Det er fra starten og jeg spoiler ingenting ved at skrive det. Isma er gået ind på en kirkegård tæt på sit hjem, efter at hun har haft en alvorlig samtale og kontrovers med et menneske der er begyndt at betyde noget for hende. Særligt et citat herfra ramte mig meget, og beskriver så fint den kraft forfatteren formår at lægge bag sit enkle sprogbrug:
“Nogle gange var de døde et venligt nærvær, men i dag var de bare døde, og hver en mejslet sten var en markør for nogens sorg. Hun sparkede hælene ind mod gravstenen. “Åndssvagt,” sagde hun.
Det var det eneste ord for denne fornemmelse af så kolossalt et tab, hvor der havde været så lidt at tabe.” (s.41, midt)
Shamsie er desuden eminent til at beskrive både omgivelser, miljø og personer, så det hele står tydeligt frem for én og gjorde læsningen meget levende.
Vores elskede er en særdeles rørende og gennemført roman. Den er både trist, smuk og barsk på én og samme tid. Det er en roman hvor læseren bliver fanget fra første side til sidste side, hvor vi bliver budt på en meget overraskende slutning. Den slipper dog ikke læseren bare fordi den er slut – det er én af de bøger, som vil sidde fast i erindringen lang tid efter endt læsning og som også kan sætte gang i nogle refleksioner hos læseren. Absolut anbefalelsesværdig og fuld topkarakter herfra. Læs den, læs den, læs den!
6 ud af 6 stjerner
Udgivet af Politikens Forlag, juni 2018
Antal sider: 247
Oversat til dansk af Steffen Rayburn-Maarup
Trackbacks/Pingbacks