Dymoen er et praktisk, lille redskab, som de fleste voksne mennesker har stiftet bekendtskab med. Her ser vi nærmere på tre ting, du kan bruge den til. Læs med og bliv klogere på denne lille hjælper, vi giver dig gode tips.

Dymo er i virkeligheden navnet på en amerikansk virksomhed, som fremstiller håndholdte maskiner til labelprint, men i dag er navnet synonymt med produktet. I årenes løb er andre fabrikanter kommet til, men ikke desto mindre går alle lignende produkter i daglig tale under navnet dymo, uanset om det er Dymo eller en anden virksomhed, der står bag varen.

Det startede på arbejdspladserne

De fleste kender dymoen fra arbejdspladsen, hvor den gennem årtier har været brugt til at printe små, selvklæbende tekststrimler ud til at sætte på hylder, skuffer, skabe, mapper og andre ting for at angive, hvad der skal være hvor. Dymostrimler kan også bruges til at mærke personlige ting som for eksempel en hullemaskine, et headset eller et tastatur, så man ved, hvem sagerne tilhører.

Tæm din bogreol

Også i hjemmet kan en dymo bruges til mange ting. Har man en stor bogreol med mange forskellige typer af bøger, kan det være nyttigt at mærke hylderne med emne. Da kan man lave dymostrimler med kogebøger, skønlitteratur, faglitteratur, rejseguides og hvad man nu ellers har i sin reol. Også mapper til regninger, opskrifter og andre ting kan med fordel mærkes med en dymostrimmel, så man nemt og hurtigt kan se, hvad der er i de enkelte mapper.

Hold styr på havregryn og kokosmel

I køkkenet kan det være praktisk at mærke sine forrådsglas med dymostrimler, så man kan se, hvad der er i dem. Det kan især være praktisk, hvis man har sine glas med havregryn, rugmel, solsikkekerner og andre ting stående i en skuffe, hvor det kan være svært at se, hvad der er i, uden at tage glassene op. Da kan man sætte en dymostrimmel på låget, så man nemt og hurtigt kan finde det, man skal bruge, og altså ikke skal lede hele skuffen igennem for at finde glasset med kakaopulver, hvis det lige var det, man skulle bruge.

Også på sin hoveddør kan en dymostrimmel i en snæver vending gøre det ud for et dørskilt, hvis man ikke orker at finde et sted, hvor man kan bestille et rigtigt skilt. Det er praktisk for avisbude og andre at have et navn på sin dør, hvis man bor i etageejendom, og i hus kan man sætte en navnestrimmel på postkassen.