Reklame, da dette er et anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Lucy og Joshua er kolleger på forlaget Bexley & Gamin, hvor de arbejder som assistenter for firmaets to direktører. De er dog ikke bare kolleger – de er rivaler. Da en forfremmelse bliver stillet én af dem i udsigt, begynder kampen for alvor. Men efterhånden som jagten på forfremmelsen skrider frem og de begynder at lære hinanden bedre at kende bliver det sværere og sværere for dem at være konkurrenter – for hader de nu også hinanden så meget, som de selv tror?
Min anmeldelse
Dette er forfatterens debutroman og jeg er faktisk virkelig imponeret over at det er en debut – det er nemlig virkelig god chicklit, som bestemt fortjener en plads blandt chicklit- eliten som bl.a. består af Sophie Kinsella og Mhairi McFarlane. Der er mange bøger i denne genre af middel kvalitet, men denne her er altså over middel. Og at jeg vover at sammenligne hende med Mhairi McFarlane siger altså en hel del, for jeg elsker virkelig McFarlanes bøger.
Noget af det jeg er særligt vild med er persongalleriet som er både troværdigt og interessant. Jeg havde en oprigtig interesse i at finde ud af hvordan det gik med vores to hovedpersoner Lucy og Joshua.
Historien er skrevet i nutid med jeg-fortælleren hvor vi følger Lucy.
Lucy er en yngre singlekvinde, som primært bruger sin tid på arbejde, Skype med sine forældre og at samle på smølfer. Jeg elsker at hun har sådan en lidt sær hobby som er med til at gøre hende til en unik karakter. Hun er egentlig ret ensom, men svælger ikke ved det og formår at holde sig positiv i de fleste situationer uden det bliver påtaget og så beskrives hun som en kvinde med en karisma, som gør at folk omgående synes om hende. Hun er da virkelig også en skøn karakter, som jeg selv kom til at holde helt af.
Joshua er hendes rival på arbejdet og nærmest diametrale modsætning. Han fremstår lidt brysk og negativ og en anelse distanceret fra sine følelser. Lidt den der type, som man bare tænker ikke rigtig gider mennesker, men hvor man samtidig har fornemmelse af, at han gemmer på noget indeni. At der er noget der har gjort ham så hård. Jeg vil ikke gå mere i dybden med ham, da der skal være nogle overraskelser til fremtidige læsere, men jeg vil da afsløre så meget at begge vores hovedpersoner gennemgår en udvikling i bogen som jeg virkelig nød at følge. Og så er deres samspil også genialt skildret, så jeg selv tydeligt kunne fornemme de følelser der er mellem dem bogen igennem – på godt og ondt.
Bogen starter ud med en humoristisk scene på Lucy og Josh’ arbejdsplads og den humoristiske tone holder ved helt til slut. Det er ikke falde-på-halen-humor, men en mere underspillet og sarkastisk humor, som jeg er stor fan af og derfor grinte jeg også en smule indeni flere gange undervejs. Det var ikke sjovt på den måde, at den ikke kan læses i bussen uden at folk tror man er blevet en lille smule skør fordi man sidder og græder af grin, men det var alligevel underholdende og nok til at få mig til at trække på smilebåndet. Der er dog også en smule alvor i bogen, men den bliver aldrig tung. Der er en let stemning hele bogen igennem samtidig med at der er store følelser i spil – og det er altså flot at forfatteren formår at skabe dette i så fin en kombination som hun gør her.
Det er en chicklit-roman og der er derfor også en vis forudsigelighed i historien. Jeg tror ikke det kan undgås og det ønsker jeg egentlig heller ikke at det skal. Det er nemlig noget af det jeg elsker ved denne her genre: forudsigeligheden og visheden om, at jeg kommer til at sidde med en glad følelse indeni både når jeg læser den og når jeg er færdig med den. Alligevel vil jeg dog gerne overraskes og det blev jeg også et par gange i denne. Ikke store overraskelser, men små ting, som gjorde at den holdt min opmærksomhed hele vejen. Og så elsker jeg den for ikke at være fyldt med de lidt kiksede knaldromanskliché-scener. Der er da både kærlighed, romantik og erotik men det er smagfuldt og troværdigt beskrevet.
Min bedste fjende er en virkelig underholdende, skøn og moderne kærlighedshistorie, som jeg vil anbefale til andre chicklit- og feel-good fans – særligt hvis man også er vild med Mhairi McFarlane og Sophie Kinsella. Selvom jeg anbefaler hende til læsere af deres bøger vil jeg dog alligevel rose hende for at have sin egen stemme som forfatter og sin egen skrivestil indenfor genren og jeg håber virkelig at vi på et tidspunkt får mere fra Sally Thorne. Om ikke andet, så ved jeg i hvert fald at der på et tidspunkt skulle komme en filmatisering af netop denne her bog og jeg glæder mig allerede til at finde snackskålen frem og kravle sammen i sofahjørnet og se skønne Lucy og Josh udfolde sig i rigtig menneskeform på skærmen.
5 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget People’s Press, juni 2020
Antal sider: 394
Oversat til dansk af Randi Bjerre Høfring
Trackbacks/Pingbacks