Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Harper Collins Nordic DK, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Fra bagsideteksten:
Forfatteren Kathrine bor sammen med sin nye kæreste, Max, i en familie med fire sammenbragte børn. Det kan være svært at finde tid til at skrive og svært at få det hele til at hænge sammen – ja, bare at skulle finde to ens sokker!
Samtidig lurer Max eks-kone – x-heksen og ”moderskibet Mette” – som en konstant trussel i baggrunden, der blander sig i alt fra sexliv til madpakker. Hvad er løsningen: polyamourøse forhold, swingersex – eller skal dine og mine børn udvides med et vores barn?

Min anmeldelse 

Jeg er lidt en sucker for de humoristiske chicklit-romaner og jeg blev derfor glad da denne dumpede ind ad døren, da jeg havde lidt en fornemmelse af, at den kunne passe ind i den kategori. Efter at have læst den kan jeg konkludere at det lige præcis er der den hører til, selvom det ikke er den bedste roman jeg har læst indenfor genren. Den er dog sjov og lidt af en feel-good roman, selvom vores hovedpersons liv dog ikke ligefrem er en dans på roser.

Kathrine er nemlig gift for anden gang og hendes nye mand Max har bragt to børn med ind i ægteskabet, hvor den ene tydeligvis nærer en stor antipati for Kathrine. Kathrine har også selv to børn med fra sit tidligere ægteskab – disse har det dog lidt nemmere med den nye familiekonstellation. Men de har også en far som har fundet sig en ny hustru og hans og Kathrines samarbejde fungerer udmærket. Max’ ekskone er dog lidt en ekshustru fra helvede. Hun blander sig konstant i Kathrines og Max’ nye liv sammen og ringer på de særeste tidspunkter med de mest ligegyldige beskeder og det er tydeligt at hun i hvert fald ikke er interesseret i at få det nye liv til at fungere.
Kathrine forsøger dog hele bogen igennem at bevare en vis optimisme, selvom hun dog også kan blive vred og te sig helt åndssvagt – og til tider også viser en mere dobbeltmoralsk side. Hun elsker dog Max og derfor vil hun også finde sig i meget. Jeg må dog ærligt indrømme at jeg ikke helt kunne mærke den kærlighed hun har til Max. Den er beskrevet flere steder, men jeg følte den simpelthen ikke og derfor havde jeg lidt svært ved at se hvorfor hun gad blive ved med at kæmpe den kamp, som hun føler hun er i næsten dagligt. Jeg kunne dog tydeligt mærke den irritation og vrede der er mellem Kathrine og Max’ eks Mette – og dette til trods for at vi faktisk aldrig rigtig møder Mette. Hun er kun i historien gennem sms’er, telefonopkald og Kathrines irriterede tanker.
Dialogerne er egentlig helt fine, men jeg savnede altså nogle mærkbare følelser, for at jeg helt kunne føle at samspillet mellem vores hovedpersoner rigtigt fungerede.

Historien er skrevet i nutid med personalfortællervinklen, hvor vi følger Kathrine hele bogen igennem. Herudover er den delt op i kapitler med varierende længde, men de længere kapitler er dog yderligere delt op i små afsnit, så man godt kan holde en læsepause midt i kapitlerne, hvis man har behov for det. Og det havde jeg altså enkelte steder, fordi jeg synes at historien nogle steder blev lidt triviel og så havde jeg altså brug for lige at få et pusterum. Det var dog kun meget få steder det skete og jeg tror det primært skyldtes at jeg simpelthen ikke forstod hvorfor Kathrine konstant magtede de kampe, da jeg ikke selv syntes at de var det hele værd. Jeg har dog en grundlæggende holdning til at folk må gøre hvad de vil med deres liv, men når jeg skal høre på brok og frustrationer over noget der kan ændres, så vil jeg i hvert fald gerne kunne have lidt føling med hvad den underliggende årsag er, til at man ikke vil ændre det. Og eftersom hendes årsag var kærligheden til Max og jeg ikke rigtig kunne mærke den, ja – så blev det lidt svært for mig at udvise forståelse og rigtig investere mig i historien.

Men nu skal du ikke tænke at det her udelukkende er en dårlig bog. For det er det bestemt ikke. Den er nemlig også sjov og humor er noget jeg sætter stor pris på. Der er flere nærmest tåkrummende scener i bogen hvor jeg virkelig blev udfordret på den andenhåndsflovhed som jeg tilsyneladende lider af. Jeg siger bare ét ord: penismassage. Ja, så kan du tænke over den eller du kan bare læse bogen og få forklaringen.

Derudover er det en bog som jeg synes rammer ret perfekt ind i den tid vi lever i, hvor rigtig mange familier netop er sammenbragte familier. Jeg kan forestille mig at der er mange der kan relatere til de frustrationer en emsig og måske lidt jaloux eks kan føre med sig, men også de positive ting, som der også bliver belyst i bogen, omend de ikke fylder helt så meget.

Sammenbragt er en sjov feelgod-roman om det moderne sammenbragte familieliv på godt og ondt. For mig var det dog ikke en voldsomt særlig læseoplevelse, men jeg var godt underholdt og jeg vil anbefale den til andre læsere, der søger en letlæst bog der også kan få én til at grine lidt undervejs. Herudover vil jeg anbefale den til læsere der måske sidder i samme situation som Kathrine: i en ny sammenbragt familie hvor der er problemer med den nye mands ekskone og man har brug for én at dele frustrationerne med, omend det er en fiktiv karakter.

Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle bogen tre eller fire stjerner og jeg har virkelig lagt meget tanke i det. Jeg ender dog lige med at komme op på fire stjerner, for rent humormæssigt, så faldt den altså lige i min smag – og det er dét der gør at den for mig er lidt bedre end de 3 stjerner.

4 ud af 6 stjerner

 

 

Udgivet på forlaget Harper Collins Nordic DK, maj 2019

Antal sider: 253