Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Under en havefest forsvinder den 8-årige Daisy. Vicekriminalkommisæren Adam Fawley og hans mandskab skal forsøge at opklare hvad der er sket og det er bestemt ikke nogen let opgave. Sagen hele tiden tager nye drejninger og efterforskningsholdet må efterhånden indse, at intet i sagen er som det umiddelbart ser ud til i første omgang.

Min anmeldelse 

Familiens synder er første bog i serien om Adam Fawley og jeg glæder mig allerede helt vildt til fortsættelsen. Dette her var lige præcis sådan en krimi, som jeg savnede at læse. Fyldt med overraskelser og konstante små plottwists. Den var uforudsigelig helt til sidste side og der er altså langt imellem de bøger hvor jeg sidder tilbage med den følelse. Jeg er ikke  i tvivl om, at dette her er en ny krimiserie, som jeg tror mange krimifans vil blive vilde med ude i det ganske danske land – i hvert fald ikke hvis de næste bøger i serien er ligeså vilde som denne her.

Noget af det jeg finder vigtigst i de bøger jeg læser er persongalleriet. Dette finder jeg særlig vigtigt i serier, da man jo gerne skal have en lyst til at følge vores hovedpersons i efterfølgende bind. Og persongalleriet her er virkelig stærkt. Vores hovedperson Adam Fawley bor med sin hustru og er begyndt på arbejde igen efter en traumatisk hændelse i sit personlige liv. En hændelse som bliver åbenbaret for os læsere løbende historien igennem. Det var interessant og fungerede virkelig godt, spændingsmæssigt set, at det ikke bare blev afsløret fra starten. Han er uden tvivl intelligentig hårdtarbejdende samt en god kollega og leder – og så har han en fin underspillet humor, som kommer tydeligt til udtryk i hans dele af bogen, som er de eneste steder hvor jeg-fortælleren optræder. Her kommer han med små indskudte bemærkninger direkte til læseren, som jeg var ret vild med. Dette optræder dog mest i starten og jeg kunne godt have ønsket mig mere af dette hele bogen igennem. Jeg kom virkelig til at holde af ham som karakter og jeg glæder mig til at se mere til ham fremadrettet.
Resten af bogen er skrevet med personalfortælleren hvor vi følger hans kolleger og den lille Daisy. Daisys dele af bogen foregår i tiden før hendes forsvinden.
Der optræder indimellem også små udklip fra avisartikler og Twitter-beskeder. Sidstnævnte er et særdeles godt billede på hvordan mange i befolkningen dømmer og mistænker personer, før de officielt er mistænkt og dømt. Det er aktuelt og troværdigt – vi ser det jo ofte ske i det virkelige liv.

Spændingsniveauet i bogen er højt fra starten og holder ved hele historien igennem uden at den på noget tidspunkt bliver actionpræget. Lige præcis som jeg elsker det.  Dette skyldes både de sceneskift, som forekommer ofte, og som hver især afsluttes med små cliffhangers. Det skyldes dog også de konstante nye drejninger i sagen. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at gætte med undervejs og jeg blev næsten ligeså forvirret som vores karakterer i bogen flere gange – jeg levede mig virkelig ind i fortællingen og var fuldstændig opslugt fra start til slut. Jeg tog faktisk mig selv i at tænke på bogen og glæde mig til at læse videre i den, da jeg var nødt til at holde en pause grundet arbejde. Det her er i sandhed en vaskeægte pageturner!

Noget andet der, for mig er vigtigt i krimier er et plot der holder. Det behøver ikke være total realistisk, men det skal alligevel have en vis troværdighed og helst uden en masse huller, hvor man sidder forvirret tilbage som læser og ikke synes at slutningen giver nogen mening i forhold til den øvrige historie. Og her må jeg altså sige at plottet er fantastisk og rimelig skudsikkert – altså ingen huller her. Jeg havde slet, slet ikke regnet slutningen ud og jeg endte med at sidde tilbage med en lyst til at råbe “Hvad fanden?” da det hele gik op for mig. Det var en fed fornemmelse, da det efterhånden sker sjældent.

Jeg vil anbefale Familiens synder til læsere der sætter pris på en velskrevet krimi med et plot der holder hele vejen samt stærkt persongalleri, hvor man får lov til at få et godt indblik i karakterernes private liv, samtidig med at det primære fokus er på opklaringen af sagen. Jeg kan næsten ikke vente med at læse mere fra Cara Hunters hånd og havde jeg den næsten Fawley-krimi liggende ved siden af mig, så var jeg altså gået igang med det samme.

Som krimi er denne bog virkelig noget udover det sædvanlige. Den efterlader både plads til eftertanke hos læseren, formår at holde én fanget fra start til slut og efterlod mig med en følelse af, at jeg er helt ked af, at jeg nu ikke længere har denne læseoplevelse til gode. Derfor får den også fuldt hus af stjerner.

6 ud af 6 stjerner

Udgivet på Gads Forlag, februar 2020

Antal sider: 355

Oversat til dansk ved Brian Christensen