Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden.
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forfatteren, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Forlaget skriver: I en lille nordjysk havneby er tre unge mænd døde under mystiske omstændigheder. Hauge er ikke politimand, snarere tværtimod – han er lige kommet ud af spjældet og han ikke meget for at undersøge sagen. Men han skylder rockerkongen Bjarke en tjeneste og ham siger man ikke nej til. Bjarkes nevø er en af de døde. Hvordan kan en fisker og elitesvømmer drukne i et havnebassin? Hauge begynder at grave i mysteriet og han opdager hurtigt hverken sandheden eller en udefra er velkommen i det lukkede samfund

Min anmeldelse

Palle Schmidt har flere værker bag sig, heriblandt flere graphic novels. Dette er dog mit første møde med forfatteren og det er faktisk overvejende positivt.

De efterladte er en kompakt lille krimi som har et højt spændingsniveau fra start til slut. Der er intet overflødigt i denne bog, den kan nogle steder næsten virke overfladisk, men alligevel har den en ret stærk hovedperson, som jeg fik et klart indtryk af hvem var.

Bogen er skrevet i datid og med jeg-fortælleren som valgt fortællervinkel. Det er manden Hauge som fortæller historien. Han er lige blevet løsladt fra fængslet og er lidt af en enegænger. Han har ingen nære relationer at komme ud til og heller ingen fast base. Den måde hvorpå det er skildret at komme ud af et fængsel, hvor verden bare er fortsat uden ham er meget troværdigt skildret og jeg kan forestille mig at flere i samme situation står med de samme følelser omkring det. Han bliver dog på intet tidspunkt sentimental omkring det, der ses mere i de små observationer Hauge gør sig om eksempelvis regninger der bare ligger og venter. Han er også en reflekterende og intelligent mand, på trods af, at han også tager mange dumme beslutninger i sit liv. Vi møder en overskuelig mængde bipersoner, som alle var beskrevet så fint at de var let genkendelige hele bogen igennem. Dialogerne er også virkelig velskrevne og de er med til at skabe stemningen i de forskellige scener og passer til de personer der taler.

Omgivelserne og miljøet i den lille landsby er også flot beskrevet. Scenerne stod tydeligt frem og jeg kunne fint fornemme atmosfæren og de små intriger i den lille by. Jeg savnede dog lidt mere indblik i de efterladte personers følelser efter at have mistet. Man fornemmer hele tiden at noget skal forties i den lille by, men jeg mærkede aldrig rigtig den anspændthed og frygt, som det lidt hentydes til at de oplever.
Sproget er flydende og letforståeligt og bogen er bestemt også letlæst og ikke alt for barsk. Det er dog alligevel en krimi med både mulige mord, vold og lidt sex.

Som altid leder en krimi jo op til et eller andet klimaks og uden at spoile er jeg altså nødt til at kommentere på, at jeg blev skuffet da vi nåede klimaks og plottet blev afsløret for os. Historien faldt lidt til jorden for mig, men jeg har jo også læst virkelig mange krimier og er vant til nogle ret vilde plottwists og det oplevede jeg desværre ikke her.

Men alt i alt er De efterladte en spændende lille krimi. Jeg vil anbefale den, hvis man bare har brug for en bog som ikke forlanger det store af én, men hvor man stadig gerne vil have lidt spænding – og så tænker jeg faktisk at det er en krimi som vil være en rigtig god begynderkrimi for de yngre voksne, som gerne vil prøve at give sig i kast med at læse krimigenren.
Jeg giver De efterladte 4 stjerner, da jeg er vild med forfatterens skrivestil, de velskrevne dialoger og hovedpersonen Hauge. Jeg vil dog ikke give mere, da jeg synes selve historien var lidt for tynd for min smag.

4 ud af 6 stjerner

Udgivet på forlaget Calibat, august 2018

Antal sider: 229