REKLAME // Jeg modtog gratis presseadgang og derfor skal dette indlæg markeres som reklame. Jeg har dog ikke fået hverken penge, bøger eller andet for at deltage i arrangementet. 

Der var et par af jer skønne følgere (/bogvenner, som jeg ynder at kalde jer for mig selv) der efterspurgte et indlæg om min tur på Bogforum – og hvad I ønsker skal I få. Der var også en bogven (hvis I ikke gider have jeg kalder jer det, så bare bed mig lade være fremadrettet 😉 ) som spurgte om hvad det der Bogforum egentlig er for noget – og jeg kan godt forstå spørgsmålet. Jeg har også førhen undret mig over hvad det egentlig var, så det vil jeg lige starte med at forklare ganske kort. Bogforum er som et paradis på jord for os bogelskere. Det er en messe hvor der er massevis af forfatterinterviews, der er bøger på udsalg (også nyere titler!) og en masse andre bogrelaterede ting. Det giver os læsere mulighed for at komme rigtig tæt på flere forskellige forfattere, det giver inspiration til ens fremtidige læsning og det giver os mulighed for også at møde nogle af de personer der står bag alt det hårde arbejde der er ved udgivelsen af en bog: nemlig nogle af forlagsmedarbejderne. Det var første gang jeg selv var afsted og jeg havde glædet mig helt vildt. Jeg har selv tre timer derover hver vej og en dyr broafgift, så jeg tog altså kun en enkelt dag på messen – og selvom der er flere interviews og oplæg jeg gerne ville have hørt både lørdag og søndag også er jeg faktisk glad for, at jeg ikke har betalt for hotel for at få alle dage med, for jeg var altså ret mættet af indtryk efter bare én dag, men jeg er jo på mange måder også en ret introvert person, så i dag har jeg bare brugt på ren afslapning alene, så jeg kan få fyldt min energi op igen.

Jeg var afsted med en veninde, som jeg har kendt lige siden jeg startede mit studie i Esbjerg. Hun læser ikke selv særlig meget, men kan godt lide at læse når hun har tiden til det og hun siger at hun også havde en god dag, selvom hun ikke er helt så stor en bogentusiast som jeg er, så det er altså et arrangement for alle der bare har lidt interesse i de gode historier. Vi nåede ikke at være med fra start – dels har vi en lang tur og jeg synes det var tidligt nok at skulle køre hjemmefra kl 8 (Jeg er jo stort B-menneske) og så skulle vi også lige forbi Køge, hvor min tvillingesøster og hendes kæreste bor, og sætte min mor af og så kunne jeg også få lidt kvalitetstid med min lille nye niece og guddatter. Det var jo med at udnytte denne mulighed, når nu jeg alligevel befandt mig på disse kanter. Herunder er et billede, hvor vi nyder vores frokost i Bette Yrsa (min bil) og holder en lille pause fra larm og mennesker.

Da jeg kom ind på messen, var noget af det første jeg så de nedenstående fine skilte ved Gyldendals Bogklubbers stand. Der var mange flere muligheder end dem jeg har vist og jeg var altså vild med dem alle. Det var både en sjov og hyggelig idé og det var tydeligt at der var mange andre, der også var vilde med dem og lige skulle have taget et billede med deres yndlingsskilt.

Selvom jeg på mit arbejde har ret godt overblik og fint kan huske alle mine små opgaver i løbet af dagen, så er jeg faktisk ret distræt som person – og dette betød desværre at jeg også kom afsted uden de bøger jeg havde pakket til signering. Det kom jeg i tanke om tre kvarters kørsel hjemmefra, så der var ikke andet at gøre end at sige ‘pyt’ og bare få det bedste ud af dagen alligevel. På den positive side fik jeg dog noget ekstra tid foræret, når jeg ikke skulle stå i kø til bogsigneringer. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Jeg fik ikke mødt alle de forfattere jeg havde håbet på at møde, men jeg fik dog hilst på Inger Wolf og dét er jeg så glad for. Jeg er stor fan af hendes arbejde og elsker hendes krimier – og så er hun altså bare så skøn og nede på jorden. Jeg fik også set den paneldebat hun deltog i sammen med Lone Theils og Lotte Petri og det gav mig faktisk helt lyst til at dykke mere ned i de to krimikvinders forfatterskaber.

Herudover så jeg også et forfatterinterview med Søren Sveistrup – manden bag tv-hittet “Forbrydelsen” og forfatteren til thrilleren “Kastanjemanden” som udkom tidligere i år. Et spændende interview hvor vi bl.a. fik et indblik i hvor hans interesse for at skrive kom fra og forskellen på at skrive en TV-serie og at skrive en roman. Han fortalte at han længe gerne har villet skrive en roman, men det er et ret ensomt arbejde kontra at lave en TV-serie, hvor der er flere mennesker om produktionen. Jeg er dog glad for, at han nu var klar til den ensomhed en romanskrivning giver, for jeg elsker selv “Kastanjemanden”, selvom jeg dog også er stor fan af “Forbrydelsen”.

Jeg fik også en lille kop kaffe med bogbloggeren Julie The Book Cat, som også er sygeplejerske, så vi fik snakket om både bøger og sygepleje. Herudover fik jeg hilst på et par af de søde kvinder fra Bogblogger.dk og den skønne Maria fra Book Me Up Scotty. De to sidstnævnte var også finalister til årets DBBA og det er alle blogs som jeg selv elsker at følge – så hermed sender jeg lige en anbefaling jeres vej, til at følge dem, hvis I ikke allerede gør det.
Jeg fik også hilst på nogle af de søde, søde mennesker fra forskellige forlag, som jeg ofte skriver med omkring boganmeldelser. Det er så rart når man kan møde dem ansigt til ansigt og få en lille snak og et lille kram. Jeg nåede dog slet ikke rundt og hilse på alle dem jeg gerne ville, men jeg har jo forhåbentlig stadig et langt liv foran mig, så det når jeg nok en anden god gang.

Det eneste ved messen som virkelig ærgrede mig var, at det nogle steder var rigtig svært at høre hvad der blev sagt under de forskellige interviews. Jeg forsøgte som et eksempel at høre Thomas Korsgaards interviews i Bogcaféen, men de gode pladser var taget da jeg ankom, så måtte sidde et lille stykke væk og jeg kunne næsten ikke høre hvad der blev sagt. Det var ret ærgerligt, da jeg havde set frem til at høre hans interview, men det er jo også naturligt nok, da det jo var ved en café hvor folk fik lidt at spise imens og også sad og hyggesnakkede – og det skal der selvfølgelig også være plads til, men det ændrede ikke på, at jeg var lidt ked af, at jeg ikke fik det hele med. Under paneldebatten med de tre krimikvinder, som jeg tidligere har nævnt, foregik der også et andet oplæg på en anden stand, hvor der blev rappet med høj musik, så selvom jeg egentlig havde en god plads til dette oplæg, så var det virkelig svært at høre flere af de ting der blev snakket om, hvilket var synd for både intervieweren og de forfattere der skulle tale. Jeg ved ikke hvordan man kun undgå det, da der jo også er noget dynamisk ved, at der er forskellige oplæg rundt omkring, som man lige kan sætte sig ned til, hvis man støder på noget spændende, men jeg er jo heller ikke arrangør, så det er heldigvis heller ikke mit ansvar 😉

Min dag på Bogforum sluttede på Plusbogs stand hvor årets forfatter og vinderen af Danish Book Blog Award skulle kåres. Årets forfatter blev Anne Mette Hancock. Virkelig velfortjent – jeg er selv kæmpe fan af hendes to krimier “Ligblomsten” og “Mercedes-snittet”. Det var så fantastisk med den ægte glæde hun udviste over at have vundet!
Jeg var selv finalist til Danish Book Blog Award i år, men jeg vidste på forhånd at jeg ikke ville vinde, så jeg var faktisk ikke engang nervøs eller skuffet over at jeg ikke vandt æren. Det var virkeligt et stærkt felt af nominerede i år, som alle var meget forskellige og jeg er egentlig bare stolt over, at være nået helt til finalen og glad for, at der var nok der gad stemme på mig, til at jeg kunne nå så langt. Så har jeg også prøvet det! Som jeg tidligere har skrevet, så synes jeg at hver og én af de nominerede fortjente at vinde og det var dejligt at se hvor glad vinderen blev over sin pris. Sidste år var det børnebogsbloggeren Bibliotekat der vandt prisen og hun skulle også overrække prisen til dette års vinder, som også er en børnebogsblogger. Vinderens blog hedder Bogoplevelsen og jeg ønsker hende et stort tillykke! Det er ikke en blogger jeg selv følger, da jeg ikke selv læser børnebøger, men hvis man selv har børn og gerne vil have lidt inspiration til deres læsning, så vil hun da bestemt være fin at følge, da hun er dygtig til at formidle denne type litteratur! 🙂

Selvom jeg ikke vandt, så føler jeg mig nu ikke rigtig som en taber. Det lyder måske lidt fløde og kliché-agtigt, men jeg føler virkelig at jeg vinder hver dag, når forfattere og forlag ønsker at samarbejde med mig og gerne vil have mig til at anmelde deres bøger – det gør mig helt seriøst glad helt ind i hjertet, at jeg har denne mulighed. Og så har jeg jer kære bogvenner, følgere, læseheste, bogorme, bogentusiaster – kald jer selv hvad I vil. I er dem jeg gerne vil være med til at inspirere – og nogle gange inspirerer I også mig. Jeg elsker virkelig det lille univers vi har sammen her <3

 

Ps. Kan I huske at jeg havde besluttet mig for at jeg ikke måtte købe nogle bøger på messen? Det var en beslutning jeg ikke kunne overholde – jeg købte dog kun tre bøger, selvom jeg fandt omkring 75 bøger jeg gerne ville købe – så på én eller anden måde var jeg da lidt dygtig alligevel 😉 Og helt ærligt: Tilbud på Stephen King-romaner OG så fandt jeg “Rejsen mod tilgivelse” mega billigt, som jeg længe har gået og overvejet at købe. Hallo mand, jeg kunne altså ikke blive ved med at stå imod!