REKLAME // jeg fik gratis indgang – tak til Esbjerg Fantasyfestival for oplevelsen
For fem år siden var der en studentermedhjælper på Esbjerg Hovedbibliotek som deltog i Esbjergs første Fantasyfestival. Hun tog imod folk i døren med en anden studentermedhjælper, hvor hun kontrollerede og solgte billetter. Hun var meget fascineret af alle de entusiastiske og glade gæster der kom fra nær og fjern samt over alle de spændende stande der var sat op med forskellige aktiviteter og bøger. Den studentermedhjælper var mig. I år kom jeg så tilbage, men denne gang som gæst. For femte gang har Esbjerg Bibliotek lavet et brag af en fantasyfestival og jeg er virkelig imponeret over det store arbejde der tydeligvis er lagt i det og inderst inde er jeg altså også lidt stolt over at min tidligere arbejdsplads og mit yndlingsbibliotek har skabt et så stort tilløbsstykke for fantasyelskere fra hele landet. Festivalen er virkelig vokset siden jeg var der første gang og jeg var helt vildt overrasket over antallet af gæster.
Jeg læser jo normalt ikke selv særlig meget fantasy, men når min by laver noget der hylder bøgernes fascinerende verden og jeg ovenikøbet har friweekend, så vil jeg selvfølgelig også gerne bakke op om dette. Der er ingen tvivl om at man vil få absolut mest ud af det, hvis man virkelig elsker denne genre og hele dette univers, men sådan er det jo med de fleste ting. Hvis jeg ikke interesserer mig for at kærne smør, vil jeg jo heller ikke få vildt meget ud af en smørkærnings-messe, men derfor kan man jo stadig hygge sig. Og det var virkelig sådan jeg havde det her. Jeg var særligt fascineret af alle de entusiaster som deltog. Der var simpelthen så mange der var klædt ud på de mest gennemførte måder. Jeg så både elvere, orker og Star Wars figurer (jeg aner ikke hvad de hedder. Udover Darth Vader fordi min kæreste har en Darth Vader bamsefigur. Jeg var chokeret da jeg fandt ud af han faktisk var ond. Den lille figur er jo så sød). Og så var mit elskede bibliotek også bare pyntet så fint op. Der er bl.a. nogle små tuneller små børn normalt kan kravle rundt i, som var lavet om til en flot drage. Fantastisk idé! Jeg håber at den person som fik den idé har fået et ekstra stort stykke kage til det personalemøde!
Noget af det som jeg særligt vil fremhæve med Fantasyfestivalen er altså også alle de aktiviteter der er for både store og små. Min kæreste, Michael, er medlem af Lords Assembly i Esbjerg – det som jeg til dagligt kalder Nørdklubben (og det er altså positivt ment). Det er en forening for både rollespil, figurspil, kortspil og brætspil og de havde et rum hvor de lærte interesserede gæster at spille nogle af disse spil og det var virkelig godt besøgt. Michael havde i hvert fald ikke regnet med at det ville være så populært som det var.
Der var også en stand som var lavet i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum (som i øvrigt er et besøg værd hvis man alligevel er i Esbjerg – ingen spons her. Bare en anbefaling) hvor man kunne lave plancher. Den eneste regel var at man skulle bruge både et billede af sig selv, et billede fra Esbjerg Kunstmuseum og nogle fantastiske skabninger. Der var udprint som man måtte bruge og klippe i som man ville og det var altså så fint at se hvor meget folk hyggede sig med det.
Jeg lavede også selv et og jeg var overrasket over hvor hyggeligt jeg egentlig syntes det var at sidde og klippe/klistre igen. Det hjalp nok også at jeg havde én af mine skønne niecer med og at vi kunne hygge os med det sammen.
Der var dog også nogle lidt mere makabre indslag, som jeg ikke lige havde regnet med at skulle opleve nogensinde. Lige da min niece og jeg var kommet ind på messen overværede vi en operation af en elver – uden bedøvelse og med ufaglærte læger – orker tror jeg måske de var? (Undskyld min manglende viden om fantasyuniverset) Jeg blev pludselig ret glad for vores moderne sundhedsvæsen! Det så virkelig makabert og virkelighedstro ud, men de var ret sjove dem der stod for dette indslag, hvilket løftede stemningen lidt og der var også en masse børn som stod og så på med stor fascination.
Efter nogle timer følte vi dog at vi havde set det vi ville og vi gik derfor ud på markedspladsen for at kigge lidt. Der kunne man både købe lidt mad og lave snobrød – vi nøjedes dog med en omgang churros og holdt en lille pause i den friske luft lidt væk fra alle de mennesker. Inden festivalen havde jeg lavet en aftale med min med-bogentusiast Maria Fanø som har instagramsiden Book_a_rest som jeg har skrevet med længe på de sociale medier om at vi skulle ses til en kop kaffe. Jeg skrev derfor til hende at jeg var udenfor, hvortil hun lige kunne vise sine stalkerskills og sendte mig dette billede, hvor jeg uvidende står nærmest lige overfor hende.
Det må man jo tage som skæbnen og et tegn til at det nu var kaffetid. Og hvor var det bare fantastisk at møde hende i virkeligheden – hun er ligeså skøn som hun virker til på de sociale medier. Det er altid så hyggeligt når man møder folk sådan ægte, som man ellers kun har skrevet med – og spændende. For er de nu som man forestiller sig? Men det var hun og vi hyggede os virkelig. Under kaffen stødte Alice Krogh Scott (chefen for Harper Collins Nordic DK) til og hun er altså bare altid hyggelig at hilse på. Så varm, åben, entusiatisk og sjov.
En bogmesse indebærer jo også gode tilbud på bøger. Jeg var helt klar over at mit bogbudget til denne festival ikke behøvede være voldsomt stort, men jeg endte altså alligevel med at købe en enkelt bog. Nemlig julekalenderbogen Snesøsteren af Maja Lunde, som jeg allerede sukkede efter sidste år. Og nu glæder jeg mig bare endnu mere til december (omend jeg ikke troede det var muligt. #Julemaniac)
Alt i alt har jeg haft en hyggelig eftermiddag på Esbjerg Hovedbibliotek til Fantasyfestival – og det er så absolut et besøg værd, også selvom man ikke er helt vildt meget inde i genren. Jeg er ikke i tvivl om at jeg sagtens ville kunne bruge mere end en enkelt eftermiddag der hvis jeg også havde deltaget i nogle af foredragene – det gjorde jeg dog ikke i år, selvom der egentlig var flere af dem jeg synes lød interessante. Jeg var bare for uorganiseret og valgte at tage tingene som de kom – og jeg burde virkelig snart have lært at det fungerer bedre med en plan til de her bogmesser, hvis jeg vil have fuldt udbytte af dem. Planer keder mig bare nogle gange – ikke nødvendigvis at følge, men at lave dem. Det kan jo være et helt puslespil og jeg er bare ikke vild med puslespil (P.S. Nogle planer hader jeg faktisk også at følge. Madplaner eksempelvis. Shit, de er kedelige!)
Jeg vil lige slutte af med et billede af min smukke niece og jeg, som er taget da vi kom trætte hjem efter en eftermiddag med mange indtryk.
Seneste kommentarer