"Døden i april" af Louise Penny

Reklame, da dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Det er blevet forår i Three Pines. Træerne springer ud og de første blomsterknopper kæmper sig op gennem jorden – men april er som bekendt lunefuld – og det skal vise sig, at den også er dødelig. I hvert fald for beboerne i Three Pines.
Nogle af landsbybeboerne beslutter sig for at afholde en seance, da der er kommet en spirituel kvinde forbi byen. De afholder en seance i et gammelt og berygtet hus, med ønsket om at befri det for dets onde ånder. Men inden seancen er slut er en af deltagerne død af skræk. Men er det en naturlig død? Kan man bare sådan dø af skræk?

Min anmeldelse

Døden i april er tredje bog i serien om kriminalkommisær Arman Gamache. En serie som jeg er blevet helt forelsket i. De første to bøger i serien hedder Mørkt motiv og Nådestødet. Min anmeldelse af dem kan læses ved at klikke på titlerne.
Det er hvad man kan kalde rigtige hyggekrimier, som ikke kræver det voldsomme af sin læser, men som alligevel byder på nogle gode historier og ikke mindst et skønt persongalleri – sidstnævnte er absolut det bærende for denne serie.

Persongalleriet er i denne bog ligeså stærkt som vi nu kender det fra de foregående bøger. Det var et dejligt gensyn med både Gamache, men også de skønne og meget forskellige beboere i den lille by Three Pines. Vi møder også nogle nye personer, som var nogle interessante nye bekendtskaber, som jeg ikke er sikker på vi kommer til at møde igen, men som har en betydning for plottet i denne bog.
Gamache er ligeså sympatisk og intelligent som vi kender ham fra tidligere. Han får dog mere at kæmpe med i denne bog end blot at løse sagen i Three Pines. Der er nemlig nogen der prøver at fælde ham indefra egne rækker og de tager mange grimme midler i brug. Det var spændende at følge denne sidehistorie og Gamaches måde at håndtere det på. Han er bare på mange måder en sammensat karakter, som virkelig er i kontakt med sig selv. Jeg har nævnt det før og jeg nævner det igen: det er helt forfriskende med en kriminalkommisær, som ikke er helt ødelagt indeni.
Af gensyn med karaktererne fra Three Pines kan både nævnes den søde og omsorgsfulde kunstner Clara, der bor med sin mand Peter som også er kunstner. Hun har altid stået lidt i hans skygge, da han er mere populær indenfor kunstverdenen end hun, men hun har nu en mulighed for selv at få sit navn frem, hvilket hun dog har lidt svært ved helt at forstå. Ruth, den lidt brovtende digter der har en forkærlighed for drikkevarer med procenter i – hun viser lidt flere følsomme sider i denne bog, som jeg var glad for at få lov til at opleve. Og så er der selvfølgelig den lettere excentriske og bogelskende Myrna og de skønne bed & breakfastejere Olivier og Gabri.
Samspillet mellem de forskellige karakterer er også fint skildret og man fornemmer de følelser der imellem dem. Dialogerne virker fortsat en anelse konstruerede, men jeg har bare stadig på fornemmelsen at det måske er helt bevidst. Det virker ikke malplaceret, men passer egentlig fint ind i historiens univers.

Miljøbeskrivelserne er fuldstændig fantastiske. Jeg føler at jeg selv bliver en del af Three Pines og kan tydeligt se de forskellige omgivelser for mig, mærke stemningen og lugte de forskellige lugte. Selvom det er en krimi er der både en varme og humor i bogen, som er med til at skabe en hyggelig stemning. Denne her bog er dog en anelse mere dyster end de tidligere bøger i serien, men uden at det dog bliver for uhyggeligt og tungt. Det er fortsat en hyggekrimi, som jeg lige præcis forventede og ønskede at dette også ville være.

Spændingsniveauet er på niveau med Nådestødet. Vi har nu et kendskab til karaktererne og der skal derfor ikke bruges så lang tid på at lære dem at kende og spændingen opstod derfor lidt hurtigere end i den første bog og holder et fint niveau hele bogen igennem. Det er ikke en historie med en masse actionprægede scener, hvilket jeg kun er glad for, da jeg ikke er så vild med alt for meget af den slags. Jeg havde heller ikke regnet plottet ud og blev derfor også overrasket til slut da det hele blev åbenbaret for mig.

Jeg vil anbefale Døden i april til læsere der har læst de to foregående bøger i serien og været vild med dem. Jeg vil ikke anbefale at man læser denne bog selvstændigt, da det langt hen ad vejen er en karakterbåren krimiserie og jeg synes det er ærgerligt hvis man går glip af den udvikling vores karakterer gennemgår. Hvis man endnu ikke har læst bøgerne men overvejer om man skal gå igang, vil jeg anbefale dem til læsere der savner en rigtig hyggekrimi, hvor plottet også holder. Jeg glæder mig allerede til næste bog.