Så har jeg fået taget min krimimesse-mødom og det var altså en superfed oplevelse. Dette indlæg er kun relevant for dem, der synes det er spændende at se lidt billeder derfra og læse lidt om min personlige oplevelse på messen.

Lad mig starte med at sige at det desværre var en bidende kold martsdag (dansk forår når det er bedst, hva’?) Hvis vejret havde været bedre kunne jeg forestille mig at oplevelsen havde været endnu federe, så man rigtig kunne nyde det smukke område omkring Fængslet. Nå, men man er vel dansker og sådan lidt vikingeagtig og jeg var heldigvis klædt varmt på. Alle besøgende fik to gratis bøger ved indgangen. “Pigen uden hud” har jeg i forvejen, men påtænker at glæde min storesøster med det eksemplar. Den er virkelig god, og har man endnu ikke læst den, kan jeg kun opfordre til at man kommer igang. Forfatterens anden bog i serien om Matthew og Tupaarnaaq er faktisk netop udkommet. “Black Dolphin” har jeg ikke læst, men mit kendskab til Christian Frost er, at han skriver med både humor og indlevelse, så glæder mig til at læse den.

 

Jeg så nogle forskellige forfattere blive interviewet på de respektive scener. Bl.a. Tommy Thorsteinsson, som udkom med sin krimi Ensom Ulv sidste år – en bog jeg var ret begejstret for. Det var interessant at høre hans interview, men også at få en lille snak med ham, om hvordan han foretager sit researcharbejde efterfølgende på hans stand. Jeg håber virkelig at flere vil få øjnene op for ham efter hans besøg på krimimessen, for han er virkelig en lovende forfatter indenfor krimigenren – og derudover også et venligt og sympatisk menneske. Og så havde han den gode Malacoblanding med på sin stand (den med paddehatte og karamelstænger)! Hvis ikke de flotte plakater og den smilende mand er nok, så må dét da næsten trække folk til!

 

Jeg hørte selvfølgelig også Katrine Engberg blive interviewet på Rød Scene af Henrik Palle – Det var et vildt godt interview, hvor man virkelig kunne mærke at de to var trygge ved hinanden og at intervieweren havde et godt kendskab til “Glasvinge” – det var et interview som indeholdt både alvor og humor, præcis ligesom Katrine Engbergs bøger gør. Efterfølgende fik jeg også hilst på Katrine og hun er bare så sød, skør, varm og helt nede på jorden. Jeg er da kun blevet endnu mere vild med hende, efter at have mødt hende udenfor skærmen. Hun er bare et menneske, som jeg simpelthen ikke kan forestille mig, at man ikke kan holde af – Der var desværre ikke tid til at snakke med hende om alt det jeg gerne ville, men jeg arbejder stadig på at få hende til Esbjerg, så det kan da være jeg får tiden til det en anden dag – ellers må jeg jo tage til København og lokke med gratis kaffe og håbe på at jeg ikke er én af dem hun går og slår ihjel inde i hovedet 😉

Og så vil jeg altså også lige slå et slag for Krimifan.dk , som havde den fedeste selfievæg, hvor man kunne få taget billeder med forfattere OG FÅ DEM PRINTET UD – bare ved at lægge det op på Instagram med #krimifan. Det er da fedt – jeg må dog lige bede alle være opmærksomme på at hvis Anna-Luisa (fra annaluisasverden og Krimifan.dk) nogensinde skal tage et billede af jer og siger “Det blev rigtig godt!” – LAD VÆRE MED AT STOL PÅ HENDE. Beviset på dette postulat foreligger her:

Bevares; Jesper Stein er da en flot mand som altid, så det er jo faktisk et rigtig godt billede – af ham i hvert fald! Nuvel, det endelige resultat blev dog lidt bedre og jeg er så glad for at jeg fik muligheden for at hilse på den dygtige krimiforfatter. Det er da et lidt hyggeligt minde at have fysisk printede billeder med hjem.

På selvsamme stand fangede jeg også lige den venlige og dygtige krimiforfatter Jakob Melander, som netop har udgivet “De døde og de ufødte” og fik en lille hilsen i mit eksemplar. Jeg elsker simpelthen signerede bøger – det er bare noget helt særligt at have stående i sin bogreol.

Jeg stødte heldigvis også på den dygtige debutant Troels Palshof, ved Politikens Forlag lige inden jeg skulle ud af døren. Han er forfatteren bag “Sommerfugleklanen – Pavens Yndling”, som jeg anmeldte da den var nærmest frisk fra tryk og inden han kom ind under vingerne hos de dygtige folk fra Politikens Forlag. Jeg har derfor været bakket ham op hele vejen, fordi jeg virkelig synes han fortjente at få spredt ordet om hans fantastiske bog og jeg har faktisk genlæst den for nylig og er stadig vild med den. Jeg glæder mig så meget til fortsættelsen altså! Jeg har mødt Troels før og han er nok et af de varmeste og sødeste mennesker jeg kender, som bare kan skabe sådan en tryghed omkring sig – og så er han så ydmyg omkring sin success, som han ellers har arbejdet benhårdt for (Behøver jeg nævne at han i første omgang udgav sin bog på sit eget forlag og rejste rundt i hele Danmark og besøgte bogbutikker for at få den til salg i de respektive butikker? Nu har jeg så nævnt det igen, men det er da seriøst også ret sejt?!) Troels har forresten en pande, men jeg fik taget billedet for lavt (rookiemistake) men man kan da stadig se hans flotte smil og den specialkaffe han havde trodset snevejret for at hente, og det er vel også vigtigt at få med. Man skal jo aldrig undervurdere betydningen af god kaffe.

Jeg havde egentlig gemt nogle penge til at købe en masse bøger for, men min computer er også stået af, så jeg forsøger at spare op til en ny, da jeg er ved at være lidt træt af at blogge via min ipad med bluetoothtastatur, som hele tiden hopper af og på. Jeg fik dog købt lidt bøger og glæder mig til at komme igang med dem – jeg har dog også en del anmeldereksemplarer liggende, som jeg også ser frem til at læse. Men det er jo et luksusproblem at have så meget læsestof at vælge imellem og jeg føler mig egentlig meget priviligeret at stå i den situation. Jeg kan stadig have dage hvor jeg tænker: “Tænk sig at de vil have mig – en simpel sygeplejerske/bogorm/semi-introvert hundemenneske fra Esbjerg til at anmelde deres bøger!” – og jeg værdsætter det hver eneste gang jeg får en bog i postkassen til anmeldelse.

Og så fik jeg også hilst på nogle af de søde og engagerede medarbejdere fra de forskellige forlag; desværre var der en del jeg ikke fik hilst på, men den mulighed får jeg forhåbentlig en anden gang. Det er simpelthen så hyggeligt at få sat ansigt på dem man sidder og mailer med så ofte og jeg kan mærke at jeg virkelig håber snart af møde dem igen!

… og se lige hvad Gads Forlag forkælede os bogbloggere med:  En mega lækker goodiebag – det var en kærkommen og glædelig overraskelse. Og de der natbriller? Dem har jeg altså sukket lidt efter – jeg har virkelig en eller anden mærkelig ting for natbriller (og muleposer!) Tusind tak  til Gads Forlag.

Det var vist det jeg havde at berette om min dag på Krimimessen. Nu vil jeg slappe af resten af aftenen med min lille hund, min bedste veninde, som kommer om lidt og en kop kaffe.

Tak fordi du læste med! Hvis du har været afsted, vil jeg også meget gerne høre om din oplevelse – enten i kommentarfeltet, på Instagram eller på Facebook. Havde håbet støde på nogle af jer følgere til messen, men der var simpelthen så mange mennesker at vi desværre ikke fik hilst på hinanden ,nogen af os – men måske en anden gang. Det håber jeg.