Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Den tidligere vicekriminalkommisær Helen Grace har i årevis jagtet forbrydere, men nu sidder hun selv bag tremmer. Hun er, ikke overraskende, en højprofileret indsat med mange fjender bag de tykke mure.
Hun kan dog ikke helt lægge sin lange erfaring som efterforsker fra sig, da der en dag bliver fundet et skamferet lige i én af cellerne. Det er tydeligt at mordet er begået af én indefra fængslet og uret tikker i kampen for at finder morderen før der bliver begået flere mord …
Min anmeldelse
Dåseskjul er den sjette bog i serien om Helen Grace. Jeg vil anbefale at man læser de andre bøger i serien først, da der er mange referencer til sager i tidligere bøger og fordi man simpelthen vil have mistet for meget af hovedpersonernes personlige historier, hvis man ikke læser dem først. Det vil selvfølgelig altid ske i serier, men i denne serie synes jeg altså det er særligt vigtigt, for selvom hver bog har sin egen afsluttede historie så er der også en anden historie, som der gang på gang henvises til i bøgerne og jeg tror at man som læser vil føle sig hægtet lidt af og misse noget af spændingen hvis ikke man har fået den del med. De andre bøger i serien er: Okker gokker, Bro Bro Brille, Dukkehuset, Tampen Brænder og Kongens efterfølger.
Noget af det jeg er særligt vild med i Arlidges serie er persongalleriet og i særdeleshed Helen Grace og kollegaen Charlie.
De er begge to sympatiske og ambitiøse mennesker, som virkelig er dedikerede til deres arbejde og som begge har lidt problemer på den private front. De er dog også meget forskellige og det er måske netop dette der gør dem til så stærkt et makkerpar og nærmest en slags veninder – selvom Helen egentlig er lidt af en enspænder.
Apropos problemer, så har Helen masser af dem i denne bog. Hun sidder i fængsel efter nogle episoder i den tidligere bog og det er altså ikke helt nemt at vænne sig til dette liv, med alle de uskrevne regler og interne magtkampe der er i kvindefængslet Holloway. Hun er dog ligeså badass, som hun plejer og jeg er imponeret over hendes tilpasningsevne. Det har dog ikke været et nemt forløb for hende, hvilket jeg egentlig kun er glad for. Ikke på hendes vegne, men på os læseres, for det skaber altså en vis troværdighed at hun trods alt lige skulle vænne sig til det og lære at begå sig.
Magtkampe er hun dog vant til – både i forhold til den usympatiske og sensationshungrende journalist Emilia Garanita og de tidligere kolleger på stationen. Og alt er altså som det plejer på denne front selvom Helen nu er væk fra stationen.
Noget andet jeg er vild med er spændingsniveauet. Det er højt fra starten, præcis som vi kender det, og bliver her hele bogen igennem. Det er dog ikke fordi den er overdrevet actionpræget men skyldes i høj grad de korte kapitler med små cliffhangers, hvor vi hele tiden skifter scene, hvilket bevirkede at jeg hele tiden liiige havde lyst til tage et kapitel mere og derfor var den også hurtigt læst. Og slutningen, mine kære venner! Jeg spoiler ikke her – bare rolig – men den overraskede mig altså meget. Jeg havde ikke regnet plottet ud, selvom jeg troede jeg havde luret den flere gange og jeg elsker når en forfatter kan tage røven på mig, på den måde som tilfældet var her.
Jeg har i øvrigt en klar fornemmelse af, at forfatteren har foretaget sin research inden tilblivelsen af denne bog, hvilket gav den en vis følelse af troværdighed, hvilket jeg jo altid sætter pris på – også selvom jeg udmærket er klar over det er skønlitteratur og at der selvfølgelig også er urealistiske ting i den. Jeg kan alligevel godt lide at have følelsen af, at jeg rent faktisk troede på historien.
Jeg vil anbefale Dåseskjul til læsere der også er vilde med Helen Grace-serien. Det her er faktisk én af de bedste bøger i serien, hvis du spørger mig. Er du endnu ikke kommet igang med serien kan jeg kun anbefale at du straks hopper på biblioteket, i boghandlen eller hvor du ellers finder dit læsestof og kommer igang – i hvert fald hvis du elsker krimier med et højt spændingsniveau og gode plots som holder hele vejen.
6 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Jentas, november 2019
Antal sider: 348
Oversat til dansk af Stig W. Jørgensen
Seneste kommentarer