Anmeldereksemplar fra Alpha Forlag. Min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

1942:
Jessica Mays modelkarriere bliver nødt til at blive sat på pause. Hun ønsker derfor at blive krigskorrespondent og overtaler sin chef på Vogue til at sende hende afsted for at dække krigen.  Modig og med stort engagement kaster hun sig ud i de udfordringer der er som kvinde i det job.

2004:
Den unge australske museumsmedarbejder D’Arcy Hallworth rejser til Europa for at nedpakke en samling berømte fotografier, der hidtil har været opbevaret i privat eje på et fransk chateau. Hvad der begynder som en almindelig opgave, udvikler sig til en noget mere foruroligende oplevelse, da det går op for hende, hvem den mystiske franske fotograf egentlig er …

Min anmeldelse 

Denne bog har faktisk ligget ulæst i min TBR-bunke i over et halvt år. Egentlig ikke fordi jeg ikke syntes den lød interessant, men jeg havde nok tænkt den ville kunne være lidt tung at komme igennem, som nogle af de store, men gode, historiske romaner godt kan være. Og hvis ikke det havde været tilfældet havde jeg frygtet den ville være som én af de dårligere Lucinda Riley romaner – altså alt for meget knaldroman til min smag. Den var dog ingen af delene. Derimod var det en historisk roman som fremstår velresearchet, byder på stærke kvindelige karakterer, et flydende sprog og en stor, smuk og hjerteskærende kærlighedshistorie.

Historien er delt op i to spor som begge er skrevet med personalfortælleren i datid: ét som foregår i 2004 og ét som foregår i årene 1942-1945 under 2. verdenskrig og nogle få kapitler der foregår i årene umiddelbart derefter.

I kapitlerne fra krigstiden følger vi Jessica May, som er inspireret af den virkelige fotograf og model Lee Miller (læs op om hende, hvis du er til seje kvinder. Hun var eddermame badass!). Jessica er både ambitiøs, har en skarp tunge og kæmper for sine egne og andres kvinder rettigheder til at lave reportager fra krigen. Hun er ikke bange for at sige sin mening og fremstår generelt som en stærk kvinde. Hun har dog også sine sårbare sider og det er netop kombinationen af alt dette der er med til at gøre hende til så stærk en karakter.  Jeg holdt med hende hele vejen og holdt faktisk helt af hende som karakter og er lidt ærgerlig over at måtte slippe hende nu hvor romanen er slut.
i 2004 møder vi D’arcy. En yngre singlekvinde, der i forbindelse med sit arbejde er sendt til Frankrig for at skulle pakke og flytte nogle værker af en Fotografen, som er anonym for alle. D’arcy er en kvinde der sætter pris på sin frihed og ikke har noget større ønske om at slå sig ned. Hverken med fast arbejde eller mand. Jeg fik dog aldrig de helt store følelser for D’arcy som karakter, men dog tilstrækkeligt til at jeg nærede en vis sympati for hende. Mest af alt ville jeg dog gerne have at hendes kapitler hurtigt sluttede, for jeg var så vild med Jessica May-delene at jeg bare gerne ville læse mere om dem. For det er klart kapitlerne fra krigstiden der er de stærkeste i denne roman – jeg tænker dog, at læsere der er vilde med Lucinda Riley vil sætte særligt pris på D’arcys historie også.
Udover de to kvinder er der også en del bipersoner og jeg er imponeret over forfatterens evne til at gøre stort set alle levende, troværdige og genkendelige hele historien igennem. Alle har deres små kendetegn og personligheder, som gør at man husker dem og klart fornemmer hvad de har af betydning for den samlede historie. Der er således ingen overflødige bipersoner. Samspillet mellem karaktererne er stærkt og troværdigt i Jessica May-delen, hvor jeg indimellem følte det virkede lidt forceret i D’arcys del af historien. Dog ikke i en voldsom grad – det er til at abstrahere fra. Særligt fordi den anden del af historien er så stærk som den er.

Historien starter ud med en scene hvor vi møder Jessica May i sit job som model, hvor vi bliver præsenteret for datidens kvindesyn og en lille hændelse, som dog virker helt latterlig i dag, men som får store konsekvenser for Jessicas arbejde. Og hermed er historien ligesom i gang. Jeg var fanget fra dette første kapitel og min opmærksomhed blev fastholdt hele bogen igennem. Sproget er både detaljerigt og flydende og siderne vendte nærmest sig selv.

Miljøbeskrivelserne er virkelig skarpe, hvilket var medvirkende til at skabe en levende læseoplevelse, men også til at tegne et troværdigt billede af tiden og de forskellige scener. Det gør dog også at historien af og til kan være temmelig barsk at læse. Her tænker jeg særligt på flere scener fra krigen, hvor vi bliver taget med på både felthospitaler, fronten og møder nogle af de mennesker der bliver ofre i krigen på både den ene og den anden måde. Selvom det kan være barskt at læse om, mener jeg dog alligevel det er vigtigt at romaner tager disse ting op. Det skal ikke glemmes. Og så fornemmer jeg i øvrigt en tydelig respekt fra forfatterens side overfor alle de der blev ofre for 2. Verdenskrig. Dette er særligt vigtigt for mig i denne type romaner, ligesom når jeg læser True Crime; det skal ikke bare være let underholdning. Man skal huske at mennesker har været berørt af det her og deres historie er denne historie netop med til også at fortælle – dog serveret på en underholdende og forholdsvist lettilgængelig måde.

Den franske fotograf er en meget velskrevet, fængslende og rørende historisk roman og ikke mindst en stor kærlighedshistorie. Jeg sad både med vand i øjnene, en knugen i maven og en varme i hjertet undervejs i min læsning. Den kan anbefales til læsere der er glade for bl.a. Lucinda Riley, omend jeg synes denne her roman er klart et niveau over flere af hendes bøger. Herudover kan den anbefales til læsere der også elskede Tatovøren fra Auschwitz og læsere der elsker romaner med stærke kvindelige hovedpersoner.

5 ud af 6 stjerner

 

 

 

Udgivet juni 2020

Antal sider: 476