Anmeldereksemplar fra Gads Forlag. Min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

En ung kvinde bliver fundet myrdet. Hun var fotomodel og indlagt på en lokal afvænningsklinik ved den lille by Walsingham og Harry Nelson bliver sat på sagen om at løse mordet.
Ruths Galloways gamle veninde fra arkæologistudiet kontakter Ruth og har brug for hendes hjælp. Veninden arbejder dog ikke længere som arkæolog – hun er nu blevet præst, til stor undren for Ruth.  Veninden har modtaget nogle ubehagelige breve fra en person der tydeligvis har et problem med kvindelige præster.
Der er nogle ting i brevene der tyder på, at de kan have en sammenhæng med mordet på den unge kvinde, så Nelson og Ruth må endnu engang forsøge at arbejde sammen om at løse sagen.

Min anmeldelse

Kvinden i blåt er ottende bog i Ruth Galloway-serien, som jeg jo bare er fuldstændig vild med og altid glæder mig til at læse videre i. Nogle af bøgerne i serien har da været bedre end andre, men jeg har endnu ikke oplevet at blive sådan rigtig skuffet over dem. Og det er jeg absolut heller ikke over denne her – det er faktisk én af de bedre bøger i serien.
Jeg vil dog klart anbefale at man læser de tidligere bøger i serien først. Selvom hver bog har et selvstændigt krimiplot er bøgerne nemlig i høj grad karakterdrevne og det er bl.a. karakterernes udvikling gennem bøgerne jeg særligt nyder at følge. Derfor starter jeg lige med, for god ordens skyld, at opliste de tidligere bøger i serien. Jeg synes nemlig selv det er så dejligt, hvis jeg vil i gang med en ny bogserie, at det er nemt at få overblik over rækkefølgen af de tidligere:

  1. Pigen under jorden
  2. Løgnens hus
  3. Huset på klippen
  4. Døden på museet
  5. Det tavse vidne
  6. De udstødte
  7. Stemmer fra graven 

(NB: Hvis du absolut insisterer på at starte med denne ottende bog i serien, vil jeg lige tippe om, at der bagerst i bogen er et overblik over de mest centrale karakterer i serien. Du kan i øvrigt finde mine anmeldelser af samtlige bøger her på bloggen.)

Kvinden i blåt er, ligesom de andre i serien, skrevet i datid med personalfortælleren. Vi følger flere forskellige karakterer i bogen, men primært arkæologen Ruth Galloway og vicekriminalkommisæren Harry Nelson.
Ruth er skøn som altid. Hun bor fortsat med sin kat og datter og arbejder som arkæolog, mens hun af og til assisterer politiet. Hun er på mange måder en selvstændig kvinde, som trives i sit eget selskab. Jeg elsker dog at vi for hver bog ser mere til hendes sårbare sider og opdager at hun også kan føle sig ensom. Hun er dog ikke en kvinde der vil nøjes med hvem som helst fremfor at være alene, hvilket jeg elsker ved hende. Generelt er Ruth bare en sammensat romankarakter som fremstår troværdig.
Harry Nelson er brysk udenpå, men indeni er han faktisk også en sårbar mand. Og disse sider får vi i dén grad at se i denne her bog, uden han på nogen som helst måde bliver oversentimentalt, hvilket også ville være total uden for karakter og dermed undre mig meget. Jeg er dog virkelig glad for Harry og jeg elsker at vi for hver bog får lov at få mere indblik i hans indre tanker og følelser. Og så er der bare en god dynamik mellem Harry og Ruth og dét at vi hele tiden følger dem skiftevis og får indblik i hver deres tanker. Jeg vil ikke spoile noget her, men nogle gange ville jeg dog ønske de kunne læse hinandens tanker – eller i hvert fald turde dele dem lidt mere med hinanden.
Udover Ruth og Nelson får vi også et gensyn med flere af de bipersoner vi kender fra de tidligere bøger i serien. Både Harrys hustru Michelle, Harrys kolleger, hvor særligt Clough vokser på mig bog for bog – og selvfølgelig druiden Cathbad som har en stor plads i mit læserhjerte. Han er på mange måder så skør en karakter at han er svær ikke at holde af.
Som altid møder vi også en flok karakterer som primært er med for krimiplottets skyld. De er dog alle fint beskrevne med hver deres små kendetegn og tjente alle et formål for historien.
Samspillet mellem alle karaktererne var endnu engang stærkt og dialogerne velkonstruerede.

Spændingsniveauet er som det plejer: moderat og lige tilpas. Der er ikke så meget action at det bliver for utroværdigt, men heller ikke så lidt at den blev kedelig. Kapitlerne er forholdsvist korte og de længere kapitler er opdelt i mindre afsnit og sproget er flydende. Plottet er spændende og faktisk et af de mere stærke og overraskende plots der har været i serien.
Miljøbeskrivelserne er som altid virkelig fine. Man fornemmer fint stemningen i de forskellige scener og historien kører nærmest som en film for ens øje, mens man læser.

Noget af dét der er med til at kendetegne Ruth Galloway-bøgerne er også at der altid er noget historisk med i romanerne, hvilket også er her Ruths stilling som arkæolog er relevant. Denne gang er fokus særligt på religion og vi bliver taget med til en lille engelsk by, hvor religion i dén grad spiller en rolle.
Noget andet vi også kender fra denne serie er den lune humor, som er med til at løfte stemningen, så det hele ikke bliver alt for dystert.

Kvinden i blåt kan anbefales til læsere der i forvejen elsker Ruth Galloway- universet. Det er en velskrevet krimi om religion og kvinders rettigheder i forbindelse hermed, om kærlighed, venskab, fortrydelser og fortielser. Hvis man endnu ikke er kommet i gang med serien og overvejer om det er noget for én vil jeg anbefale den hvis man bl.a. er til krimiserier som Louise Rick-serien af Sara Blædel eller Three Pines-serien af Louise Penny.

 

5 ud af 6 stjerner

 

Udgivet: marts 2021

Antal sider: 359

Oversat til dansk af Lærke Pade