Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Gads Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Fra bagsideteksten: Ruth bliver dybt berørt, da hun får en meddelelse om, at hendes gamle ven Dan Golding har mistet livet i en brand. Men da Ruth modtager et brev fra Dan, afløses sorgen af mistænksomhed. Dan har nemlig sendt brevet, dagen før han omkom. Han havde angiveligt gjort et banebrydende fund, og han var skrækslagen for, hvilke konsekvenser det ville få. Kan fundet have forbindelse til hans død?
Ruth tager til Blackpool for at undersøge sagen nærmere, selv om hun ikke er meget for at bevæge sig ind på Nelsons territorium. Inden længe er hun involveret i en sag, der har tråde til både en gruppe nynazister og heksedyrkere. Men for Ruth er det mest skræmmende måske, at hun samtidig bliver præsenteret for Nelsons mor …

Min anmeldelse 

Det tavse vidne er femte del i serien om arkæologen Ruth Galloway. De første bøger i serien nævnes i kronologisk rækkefølge her (du kan læse min anmeldelse af dem hver især ved at klikke på titlen): Pigen under jorden, Løgnens hus, Huset på klippen og Døden på museet .
Jeg er vild med Ruth Galloway universet og havde derfor også set meget frem til denne her. Jeg synes dog ikke krimidelen er voldsomt fantastisk, men jeg har også hele tiden ment at det er persongalleriet og deres private fortællinger der er det bærende element i disse historier og derfor er jeg alligevel også positivt stemt overfor bogen.

Det er næsten ligesom at komme hjem til gamle gode venner når vi endnu engang præsenteres for arkæologen Ruth, kriminalinspektøren Nelson og den lidt skæve, men skønne karakter druiden Cathbad. Bogen er, som de andre, skrevet med personalfortælleren i nutid.
Ruth har fortsat problemer i kærlighedslivet, bor alene med sin lille datter Kate og katten Flint og arbejder som arkæolog på det lokale universitet. Det er interessant at følge hendes refleksioner, de små indre kampe hun har med sig selv og hendes personlige udvikling.
Nelson er ikke helt så brysk som han var i de første bøger og han vokser altså mere og mere for mig for hver eneste bog jeg læser og jeg er efterhånden begyndt at holde lidt af ham, selvom han nogle gange kan gøre mig lidt gal. Jeg forstår dog hvorfor han handler som han gør i forskellige situationer, hvilket bestemt skyldes at vi får lov til at komme godt ind bag hans tanker og på den måde få del i hans bevæggrunde.
Og Cathbad. Han er stadig mystisk, men mystikken bliver mindre og mindre jo mere vi lærer ham at kende. Han er dog stadig en fantastisk karakter og er nok min favorit blandt dem alle. Han har en særlig ro og en meget stærk intuition, men i denne bog bliver det dog klart at han altså ikke er helt usårlig.
Der optræder også en del bipersoner, som også alle er beskrevet fint, så de er letgenkendelige hele bogen igennem. Samspillet mellem karaktererne er også troværdigt skildret og dialogerne er endnu engang velkonstruerede.

Det tavse vidne starter rigtig spændende ud, men jeg følte altså at den kørte lidt i ring på et tidspunkt, hvor jeg kedede mig en lille smule i forhold til krimidelen. Jeg overvejede dog på intet tidspunkt at lægge den væk fra mig, for jeg var dog fortsat interesseret i hvad der var op og ned i historien og så ville jeg så gerne blive ved med at følge vores skønne karakterer.
Historien er skrevet med både alvor og lidt uhygge, men også med en god portion humor, som løfter stemningen, men som på intet tidspunkt bliver malplaceret. Endnu engang fornemmer jeg også at forfatteren virkelig har brugt tid på sin research, hvilket er med til at give fortællingen lidt troværdighed.

Jeg vil anbefale Det tavse vidne til andre krimilæsere som elsker serier og som også vægter et godt, udviklende og interessant persongalleri højt. Den kan godt læses selvstændigt, hvis man virkelig insisterer, men jeg vil altså anbefale at man læser de foregående bøger først, netop fordi det er persongalleriet som langt hen ad vejen er bærende for denne serie. Det er i min optik ikke den bedste af hendes bøger, men den er absolut læseværdig hvis man i forvejen elsker Ruth Galloway-universet. Jeg vil nu glæde mig til næste bog i serien udkommer.

4 ud af 6 stjerner

 

Udgivet på Gads Forlag, oktober 2019

Antal sider: 357

Oversat til dansk ved Lærke Pade