Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden.
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Gads Forlag, men min anmeldelse er på ingen mådd påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen:

Forlaget skriver: Ruth Galloway tilkaldes, da et hold arkæologer afdækker et lig ved foden af en klippe, men Ruth har svært ved at fokusere på sagen. Dels er hun netop vendt tilbage fra barselsorlov, dels er det Harry Nelson, der leder efterforskningen, og han og Ruth har et mildest talt uafklaret forhold til hinanden. Liget viser sig at have ligget skjult i sandet længe – formodentlig siden Anden Verdenskrig. Men da endnu et lig bliver skyllet op på stranden, går det op for Ruth og Nelson, at der muligvis er en morder på spil, der forsøger at skjule en grusom hemmelighed fra krigens tid – og snart er de selv i livsfare …

Min anmeldelse:

Huset på klippen er tredje bog om arkæologen Ruth Galloway. De to første bøger i serien er Pigen under jorden og Løgnens hus. Selvom bogen har en afsluttet historie af selve efterforskningsdelen, så vil jeg helt klart anbefale at man læser de andre bøger først, da man ellers vil gå glip af en del vedrørende vores hovedpersoner.

Jeg var ret begejstret for de to første bøger i serien – jeg var dog lidt vred på Ruth og Nelson, da vi slap dem i bog nummer to. Jeg var meget spændt på, om jeg ville kunne tilgive dem i denne bog. Det kunne jeg altså ikke helt, jeg synes stadig at de opfører sig ret amoralsk, men de har dog stadig deres sympatiske sider og jeg har altså svært ved at være alt for vred på dem. Det faktum at jeg kan få denne følelse overfor nogle romankarakterer viser dog også hvor stærkt et persongalleri Griffiths har skabt – jeg føler jo nærmest at jeg kender de her personer.

Og det er da også persongalleriet der er det allerstærkeste i Griffiths romaner. Bevares, hun finder på nogle spændende plots, men det der står stærkest for mig, når jeg husker tilbage på de tidligere bøger er altså personernes udviklinger, relationer og problemstillinger. Det er faktisk dette jeg elsker mest ved bogserier – vi lærer nogle personer at kende og får lov til at følge dem i lang tid og dermed kommer vi virkelig tæt på dem.

I Huset på klippen får vi et gensyn med flere personer fra de tidligere bøger. Heriblandt Ruth, den lidt kiksede men meget intelligente arkæolog som i denne bog kæmper lidt med at finde sin plads i rollen som arbejdende og enlig mor. Hun er på mange måder en interessant hovedperson og jeg er ret stor fan af hende på mange områder.
Nelson, efterforskningslederen, har en del indre kampe i denne bog samtidig med at han skal forsøge at opklare et gammelt mord. De kampe han må kæmpe er dog fuldt ud selvforskyldt, så jeg har på ingen måder ondt af ham. Han er lidt brysk i sin facon, men efterhånden som vi lærer ham at kende åbenbares hans blødere sider også – og dem får vi altså et ret fint indblik i, i netop denne bog. Og så møder vi selvfølgelig også druiden Cathbad igen. Han er simpelthen så interessant og skæv en karakter at jeg har virkelig svært ved ikke at elske ham. Han er mystisk, omsorgsfuld og intelligent. Herudover møder vi også flere af Nelsons kollegaer, Ruths veninder og nogle flere bipersoner i forbindelse med efterforskningen. Alle karakterer er troværdigt skildrede og personernes samspil med hinanden er knivskarpt, hvilket bl. a. skyldes de meget velkonstruerede dialoger.

Der er ingen tvivl om at Griffiths har lavet sin research til disse bøger. Dette ses både i den måde hun beskriver arkæologernes arbejde, men også i beskrivelsen af det historiske aspekt, hvilket er medvirkende til at gøre læseoplevelsen autentisk. Jeg elsker simpelthen at hun formår at blande historie og nutid sammen på så flot måde – det er altså et fedt valg med en arkæolog som hovedperson.

Spændingsniveauet i bogen er helt tilpas – der er hele tiden en underliggende spænding, både fordi jeg gerne vil vide mere om vores karakterers privatliv og samtidig var nysgerrig på hvor efterforskningen bar hen. Enkelte steder stiger spændingen dog en anelse og tempoet bliver lidt vildere – lige præcis som jeg elsker det. Herudover var plottet gennemtænkt og interessant. Slutningen er helt perfekt – vi får afrundet selve efterforskningsdelen på fin vis men i forhold til vores hovedpersoners liv slutter den med noget af en cliffhanger og jeg kan næsten ikke vente med at få den fjerde bog i hænderne!

Jeg vil anbefale Griffiths bøger om Ruth Galloway til alle krimiserie-elskere der sætter stor pris på et stærkt persongalleri og som godt kan lide krimier hvor vi får lov at blive en tæt del af privatlivet hos vores karakterer. Huset på klippen er et absolut mustread til fans af de tidligere bøger i serien – og så er det en perfekt hyggekrimi til en regnfuld søndag.

5 ud af 6 stjerner

Udgivet af Gads Forlag, oktober 2018

Antal sider: 349

Oversat til dansk af Lærke Pade