Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Gads Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Ruth Galloway bliver tilkaldt, da en gruppe bygningsarbejdere under nedrivningen af et forfaldent hus i Norwich finder barneknogler under et dørtrin. Kraniet mangler. Er der tale om en rituel ofring eller et overlagt mord? Sammen med vicekriminalkommissær Harry Nelson indleder Ruth en efterforskning af sagen, og det viser sig, at huset er et tidligere børnehjem ledet af en katolsk præst. Og at to børn forsvandt for 40 år siden og aldrig blev fundet igen. Men mørke kræfter forsøger at forpurre efterforskningen, og snart står det klart, at Ruth og Nelson har pustet liv i en tilsyneladende glemt forbrydelse, som nu kan få dødbringende konsekvenser…

Dette er andet selvstændige bind i serien om Ruth Galloway. Bøgerne kan godt læses hver for sig, da de alle har en afsluttet efterforskningshistorie. Jeg vil dog anbefale at man læser bøgerne i rækkefølge, da vi følger nogle af de samme personer og deres private liv. Den første bog i serien er Pigen under jordensom jeg var ret vild med og mine forventninger til Løgnens hus var derfor også ret høje.

Noget af det jeg var særligt glad for i den første bog var det interessante persongalleri og særligt vicekriminalkommisæren Harry Nelson og arkæologen Ruth Galloway.
Ruth fremstår fortsat både humoristisk, omsorgsfuld og som en person der hviler i sig selv og sit eget selskab. Hun virker som en stærk kvinde, som jeg nærede en stor sympati for – jeg blev dog lidt vred på hende i denne bog, da jeg synes hun på nogle punkter i det private har handlet og fortsat handler meget amoralsk og det var ikke sådan jeg havde forventet hun var som person. Men det er på en måde også fedt at forfatteren kan skabe sådan nogle følelser i mig – det viser jo netop at hun har skabt en person, som man næsten føler man kender personligt. Jeg vil dog ikke afsløre hvad jeg er vred over, da jeg ikke ønsker at spoile læseoplevelsen for fremtidige læsere.
Harry Nelson er fortsat lidt brysk, dedikeret til sit arbejde og har en lidt sarkastisk personlighed. Han har dog også nogle bløde sider, som vi bliver endnu mere præsenteret for i denne bog, hvilket klædte ham. Også selvom han også handler lidt amoralsk – jeg havde dog på en måde forventet det lidt mere af ham. Vi må se om jeg kan tilgive Ruth og Harry, når næste bog udkommer.
Udover vores hovedpersoner præsenteres vi også for en del bipersoner, som alle også er skarpt beskrevne så man får et tydeligt billede af hvem de hver især er. I slutningen af bogen har forfatteren også lavet en udførlig beskrivelse af persongalleriet, hvis man lige har brug for at få dem genopfrisket lidt.

Jeg vil desuden rose forfatteren for endnu engang at lave fine beskrivelser af de omgivelser vi befinder os i, så man tydeligt kan se scenerne for sig under læsningen – jeg kunne nærmest fornemme hvor smuk Ruths udsigt til marsken er fra hendes vindue.

Spændingsniveauet i bogen er ret højt, men ikke på den alt for hæsblæsende måde, hvor man nærmest føler man ikke kan følge med. Vi kommer godt med under opklaringsarbejdet og følger de implicerede personers tanker undervejs, så man ikke sidder tilbage med uopklarede spørgsmål når bogen er færdig – og jeg kunne heller ikke selv lade være med at gætte lidt med undervejs. Samtidig følger vi vores hovedpersoners privatliv, som bestemt ikke er kedeligt – særligt Ruth gemmer på en stor hemmelighed. Selve historien foregår kronologisk, men mellem kapitlerne optræder nogle mørke dagbogsnotater skrevet af en ukendt person, hvilket fungerede fint og var med til at forklare hvad der foregik inde i hovedet på den forskruede gerningsmand.

Jeg vil anbefale Løgnens hus til krimilæsere som godt kunne lide Pigen under jorden. Har man endnu ikke læst den, kan jeg kun anbefale man kommer igang, hvis man er til krimiserier med et interessant persongalleri, spænding og gode plots. Jeg glæder mig allerede til at læse nummer tre i serien som angiveligt udkommer i efteråret 2018- og jeg er så glad for at Gads Forlag har fattet interesse for denne serie og dermed præsenteret os danskere for den.

5 ud af 6 stjerner

 

Udgivet af Gads Forlag, maj 2018

Antal sider: 326