“Ligblomsten” af Anne Mette Hancock: En morder ved navn Anna Kiel er løs. Journalisten Heloise Kaldan har en masse rod i både sit privatliv og arbejdsliv, men får snart vigtigere ting at tænke på, da hun begynder at modtage breve som angiveligt er fra den forsvundne morder, Anna Kiel. Men hvorfor sender hun breve til Heloise? Heloise mener bestem ikke at kende denne Anna Kiel. Der sker endnu et mord og Heloise er muligvis blandet mere ind i sagen, end man først havde antaget. Politimanden Erik Schäfer er sat på sagen og jagten på at finde Anna Kiel er sat igang.
Jeg har faktisk næsten ingen ord der kan beskrive den, udover at den var fuldstændig fantastisk. Fantastisk velskrevet, fantastisk spændende, fantastisk plot, fantastiske karakterer. Den var på ingen måde forudsigelig og der optræder nogle spændende og sympatiske hovedpersoner i bogen; den havde kort sagt alt hvad en god krimi skal have i min optik. Jeg kunne simpelthen ikke regne ud hvad årsagerne til hverken breve eller mord var, men ønskede hele tiden at læse mere, for det skulle jo opklares – og jeg kan garantere at det var noget af en overraskelse. Der er på ingen måde kommet let henover noget i denne krimi. Det er befriende at læse en krimi, som er så spændende hele vejen, men samtidig så gennemført at man ikke sidder med en masse spørgsmål efter den er læst.
Jeg sidder tilbage lidt med samme følelse som da jeg læse “Krokodillevogteren” af Katrine Engberg: var det her seriøst en debut?!! Jeg glæder mig til fortsættelsen, som forfatteren efter sigende er ved at skrive i øjeblikket.
6 ud af 6 stjerner.
Udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof
Antal sider: 304
Dette er et eksemplar vundet i en konkurrence, men min anmeldelse er ikke påvirket heraf.
Trackbacks/Pingbacks