“Faldet” af S.K. Tremayne handler om Angus og Sarah Moorcroft som mister deres ene tvillingedatter ved en ulykke og de er alene tilbage med deres datter Kirstie. Eller er de? De flytter ud på en ø, både af økonomiske årsager og for at få afstand til det hele. Her vil de bo i et arvet hus, som i den grad trænger til renovering. Øen de er bosat på ligger helt ensomt og man er nødt til at have en båd for at komme til fastlandet. Kirstie begynder at opføre sig anderledes og påstå at hun faktisk er Lydia (den døde søster). Dette frustrerer Sarah, som begynder at tro at Kirstie og Angus holder noget hemmeligt for hende. Da de ankommer til øen begynder Kirstie at tale med sin døde søster og påstå at hun er tilstede.

“Faldet” af S.K. Tremayne havde egentlig stået på min bogreol i nogle måneder uden at blive læst. Kender I det? Nogle bøger bliver gemt og pludselig får man lyst til at få dem læst? Nå, jeg har i hvert fald ingen logisk forklaring på hvorfor jeg lige har syltet denne bog, for jeg har hele tiden ment at den lød spændende og nu hvor jeg har læst den, forstår jeg slet ikke hvordan jeg kunne lade den stå så længe. Bare det at de skal bo på en afsidesliggende ø i et gammelt hus, sætter ligesom stemningen for bogen. Utrolig spændende plot, som jeg synes fungerer rigtig godt og så er bogen rigtig velskrevet og er ret spændende hele vejen igennem. Der er hemmeligheder, der kommer op til overfladen, der er dramatik og der er uhygge.

Jeg vil anbefale den til folk der godt kan lide lidt uhygge, mystik og thriller genren generelt. Det er en meget “mørk” bog, som jeg fornemmer vil hænge fast i et stykke tid.

4 ud af 6 stjerner.

Udgivet af forlaget Gads Forlag

Antal sider: 356