Reklame. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Opkald fra Mælkevejen handler om Bjørns liv med en skizofren mor. Vi får både indblik i hans opvækst under nomadelignende forhold og Bjørns og morens relation i hans voksne liv. Det er dog mere end bare en mor-søn-fortælling. Det er også en roman om samfundet og i særdeleshed klasseforskelle, om identitet og ønsket om at passe ind, om mobning, ensomhed og kunst.

Min anmeldelse 

Jeg var meget forundret over at Bjørn Poulsen i en alder af 60 år valgte at debutere som forfatter efter i flere år at have været en anerkendt billedhugger. Nu hvor jeg er færdig med bogen tror jeg dog langt hen ad vejen at det kan have været helt terapeutisk for ham at skrive denne bog og få sat ord på sine følelser og tanker omkring hele sit liv. Min umiddelbare tanke er, at han må have fået bearbejdet en masse ting under tilblivelsen af denne roman. Det er præsenteret som skønlitteratur, men jeg tænker der er en stor del af autobiografi over den. Men vedkommer Bjørns fortælling så os som læsere kan man spørge? Både og er mit svar. Det var absolut interessant at læse om den ambivalente relation han har til sin mor hele livet igennem og hans ønske om at passe ind gennem hele sin opvækst, som så ofte bliver besværet – både grundet hans livsvilkår, omgivelserne og hans egen adfærd. Det er noget der rørte mig og noget vi alle kan lære af. Der er dog også nogle scener hvor jeg syntes det hele kørte lidt i ring og hvor jeg faktisk var lidt ligeglad. Jeg blev faktisk direkte træt flere gange undervejs i min læsning – og det er egentlig ikke fordi han ikke skriver godt, for det gør han så absolut, men den kedede mig altså af og til.

Hele historien er skrevet med jeg-fortælleren ud fra Bjørns perspektiv. Den skifter konstant i mellem nutid og datid uden nogen egentlig kronologi. Datidsvinklen kommer ind som tankestrømme og minder og skaber nogle pludselige men alligevel naturlige skift i de scener vi ellers befandt os i. Det fungerer egentlig fint at der ikke er et abrupt skifte mellem nutiden og fortiden og han kommer også hele tiden fint tilbage til det sted, hvor han slap os før tankestrømmen satte ind. Men jeg tror simpelthen også det var dét der trættede mig. Det var ligesom én lang samtale hvor den du snakker med hele tiden mister fokus og  hopper væk fra historien, for derefter at hoppe tilbage og så lige hoppe væk igen.  Det er fedt i samtaler (og jeg ved at jeg selv gør det samme) fordi det ofte får nogle gode dialoger igang, men som bog, hvor det hele kun er envejskommunikation, så fungerede det ikke helt så godt en hel bog igennem.  Måske fordi det altså ikke var alle sidefortællinger der var lige spændende. Der var enkelte gange hvor jeg simpelthen sad med følelsen af, at det her egentlig overhovedet ikke interesserede mig. F.eks. hans store viden om forskellige krige – det er fint når de bruges som metafor og understreger det faktum at han ikke rigtig passer ind, bl.a. grundet denne lidt specielle hobby. Men det tabte mig også nogle gange undervejs. Dette trækker ned i min samlede vurdering, men det er alligevel tilgiveligt, da størstedelen af romanen faktisk er rigtig god.

Noget af det der var helt fantastisk er skildringen af Bjørns mor og relationen mellem Bjørn og hende. Man mærker tydeligt de ambivalente følelser han har i forhold til hende og hendes kaotiske sindstilstand brager gennem siderne. Herudover er hans konstante ensomhed og søgen efter sig selv opvæksten igennem virkelig rørende og til tider direkte hjerteskærende. Det var virkelig flot beskrevet og det var disse ting der gjorde at historien faktisk ramte noget dybt indeni mig.  Det er også dette der gør at jeg uden at tøve alligevel vil anbefale bogen, trods min ovenstående kritik. Det er de pletter af kedsomhed værd, som jeg også oplevede under min læsning.

Opkald fra mælkevejen er generelt en fin roman om at føle sig udenfor, om at vokse op med en skizofren mor, om at være overladt til sig selv og om at prøve at finde sig selv, når man konstant rejser rundt og skifter miljø. Det er en bog som kræver opmærksomhed og koncentration fra sin læser, men som også er dette værd, på trods af nogle kedelige passager undervejs. Det er også en roman som efterlader plads til refleksion hos læseren og jeg forestiller mig at den ville være virkelig fin at bruge i en læsegruppe. Der er så meget man kan tage fat på og få en snak om med andre der også har læst den.

4 ud af 6 stjerner

 

 

Udgivet på forlaget Lindhardt & Ringhof, februar 2020

Antal sider: 351