Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Fra bagsideteksten:
Marie er lykkeligt gift, tredive år, hun elsker sin mand Laurent og deres liv sammen i Paris. Hun er glad for sit arbejde og drømmer om at blive mor. Alt kører på skinner og ser lyst ud. Lige indtil den regnvejrsdag, hvor hendes chef tilbyder at give hende et lift, og han voldtager hende i sin bil.
Selv om Marie er ved at drukne i skyld og skam, beslutter hun sig for ikke at sige noget til nogen og holde på sin hemmelighed i ensomhed. Men da hun opdager, at hun er gravid, begynder en langsom nedstigning i mørket og vanviddet.
Min anmeldelse
Lad mig starte med at slå én ting fast: Overgrebet er uden den mindste tvivl én af de stærkeste romaner jeg nogensinde har læst! Den er mørk, ufatteligt trist og skrevet så autentisk at man næsten kan blive i tvivl om det nu også er fiktion man læser.
Historien er skrevet i nutid med personalfortælleren, hvor vi følger hovedpersonen Marie. Enkelte steder bliver fortællerende dog alvidende og vi får indblik i få andre centrale karakterers tanker.
Marie er en både troværdig og nuanceret hovedperson og mit hjerte græd virkelig med hende hele bogen igennem. Selv når hun var allermest utiltalende, rent objektivt set, så holdt jeg af hende – for jeg havde forståelse for, hvorfor hun reagerede som hun gjorde i forskellige situationer. Det var virkelig hjerteskærende at læse om hvordan hun gik fra at være en ung kvinde der var glad for sit liv, til pludselig at have så mørkt et sind og vakle rundt på grænsen til vanvid.
Følelserne i denne bog er virkelig så fint beskrevne at jeg næsten kunne mærke dem på min egen krop. Det her var virkelig en bog der krøb ind under huden på mig.
Selve sproget i bogen er enkelt og flydende, men historien er så barsk at den alligevel kræver noget af sin læser. Det er i hvert fald ikke en bog jeg vil anbefale at man læser, hvis man i forvejen har en dårlig dag. Alligevel håber jeg ikke at man vil blive skræmt væk over det barske emne – for vi har altså også brug for litteratur som dette. Bøger som tør tage de tunge emner op og præsentere dem på så ærlig, grim og alligevel fin vis, som Inés Bayard gør det i denne bog. Der er scener i bogen hvor jeg direkte væmmedes over det grimme og ulækre i dem, men det var blandt andet også disse scener der var med til at gøre læseoplevelsen så autentisk og stærk.
Jeg læste bogen på under en dag, kun afbrudt af ganske få pauser. Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig – men selvom den var hurtigt læst, så ved jeg at det bliver en roman der kommer til at være i min erindring lang tid endnu. Jeg er simpelthen så imponeret over Overgrebet og jeg begriber næsten ikke at det er forfatterens debutroman.
Jeg vil anbefale bogen til læsere der gerne vil blive lidt klogere på hvad voldtægt kan have af følger for et andet menneske og til læsere som godt kan holde de lidt mere barske historier ud. Hermed siger jeg ikke at dette er den endegyldige sandhed for hvilke følelser et voldtægtsoffer går igennem, men jeg er ret sikker på at følelserne skyld og skam går igen for mange af ofrene og at det for mange kan være fuldstændigt ødelæggende for resten af deres liv.
Jeg mener på alle måder at Overgrebet er en roman udover det sædvanlige og jeg sender 6 store stjerner afsted.
6 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Lindhardt & Ringhof, juni 2019
Antal sider: 271
Oversat til dansk ved Mette Olesen
Seneste kommentarer