Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden.
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Gads Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Der er gået 27 år, siden Mayas elskede bedstemor forsvandt sporløst fra sit hjem i Tyskland. Nu er hendes lig dukket op nær et hotel nord for New York – et sted, hun ikke umiddelbart havde nogen forbindelse til. Hvordan havnede hun dér – og hvordan døde hun? Maya sætter sig for at opklare, hvad der er sket, og rejser til USA, hvor hun kommer tæt på den magtfulde familie, som ejer hotellet nær findestedet – og særligt tæt kommer hun på et af de mandlige familiemedlemmer. Men indenlænge er Maya viklet ind i et spind af løgne og hemmeligheder, som tvinger hende til at vælge, om hun vil sætte sit eget liv –og kærligheden – på spil i jagten på sandheden.

Min anmeldelse

Hotellet ved skyggesøen er Daniela Tullys debutroman – og sikke en debut! Den er inspireret af en virkelig hændelse, hvor forfatteren en dag kom hjem og så sin bedstemor sidde grædende med et brev påsat et Hitlerfrimærke. Brevet var et afskedsbrev fra bedstemorens tvillingebror og det var blevet tilbageholdt, sammen med tusindvis af andre breve, i DDR i 46 år og blev først frigivet da Muren faldt. De historiske begivenheder er også inspireret af bedstemorens gemte historiske materiale.

Historien starter ud med at vi møder den ældre dame Martha i år 1990, som modtager et gammelt brev der bringer triste minder frem. Her bliver vi så først tilbage til år 1938 og får et indblik i hvem Martha var som ung. Det er et interessant indblik i hvordan det var at være ung tysk kvinde i tiden under Anden Verdenskrig, hvor der forventedes nogle bestemte ting af de unge kvinder og hele samfundet er ret kønsstereotypt, hvilket ikke behager Martha. Hun er dog en intelligent kvinde, som forsøger at holde sit indre oprør for sig selv, selvom det viser sig at være svært – særligt når man ikke er enig i Hitlers propaganda og man har et brændende ønske om at studere, fremfor at passe et hjem. Under krigen møder hun den mystiske Siegfried, som hun straks nærer en vis antipati overfor, da han tydeligvis støtter Hitler og langsomt tager hendes tvillingebror fra hende, som løbende bliver mere og mere afstumpet og koldblodig. Martha var en meget sympatisk karakter med en interessant historie.
Vi møder også Maya, som er Marthas barnebarn. Hun har en boghandel som er ved at gå konkurs og et forlist længerevarende forhold i bagagen og så nærer hun et stort savn til sin bedstemor. Hendes far lever endnu, men man fornemmer at hun har et ret anstrengt forhold til ham. Jeg havde lidt håbet at jeg fandt Maya ligeså sympatisk som hendes bedstemor, men der var desværre flere steder i bogen, hvor hun mest af alt bare irriterede mig og var lidt dobbeltmoralsk. Hun har dog også nogle gode sider og hendes beskrivelse af sorgen over sin afdøde farmor ramte mig lige i hjertet – og så er jeg ret imponeret over den stædighed hun udviser i sit forsøg på at finde ud af sandheden om hendes farmors død.
Generelt er de fleste karakterer i bogen både nuancerede og dynamiske, hvilket bidrog til at persongalleriet fremstod troværdigt – dette gør sig gældende for både vores hovedpersoner, men også de bipersoner vi møder i bogen.

Fortællervinklen er personalfortælleren og bogen er skrevet i datid i et flydende og fængslende sprog med velkonstruerede dialoger.
Hotellet ved skyggesøen er en bog hvor der sker meget, men hvor man fint kan følge med. Udover Marthas historie fra fortiden og Mayas historie i nutiden får vi også et indblik i en meget interessant familie med mange hemmeligheder: Nemlig familien Montgomery, som ejer det hotel Maya har indlogeret sig på i USA. Der er således mange forskellige historier i den samme historie og det var med til at holde mig fanget hele vejen. Man sidder som læser lidt forvirret flere gange, men på den gode måde – og trådene bliver fint samlet til sidst.

Spændingsniveauet i bogen er generelt ret højt – dette kombineret med det flydende sprog og det interessante plot gjorde at jeg simpelthen ikke kunne lægge bogen fra mig, da jeg først var kommet igang. Tiden flyver virkelig afsted i selskab med denne roman!
Der var en masse spørgsmål jeg gerne ville have svar på og hele vejen igennem bogen hersker der en vis mystik. På nogle punkter er bogen ret forudsigelig, men jeg må dog indrømme at jeg også blev noget overrasket flere steder i bogen – og særligt én af de sandheder der åbenbaredes gav mig et helt sug i maven af overraskelse!

Hotellet ved skyggesøen er en perfekt kombination af historisk fiktion, krimi og kærlighed og den kan absolut anbefales. Jeg vil nærmest vove at påstå at læsere der (ligesom mig) er glade for forfatterne Kate Morton og Lucinda Riley også vil være vilde med Hotellet ved skyggesøen. 

5 ud af 6 stjerner.

 

Udgivet på forlaget Gads Forlag, januar 2019

Antal sider: 353

Oversat til dansk ved Svend Ranild