Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Forlaget skriver:
Et tip fører i september 2015 politiet til et rækkehus i den sydafrikanske by Bloemfontein. I huset bor en 63-årig dansk tækkemand og våbenhandler, og i hans kummefryser ligger 21 poser med afskårne kønsdele.
Men skrækhistorien er kun lige begyndt.
Peter Frederiksen viser sig at have mere alvorlige forbrydelser på samvittigheden. Mennesker dør omkring danskeren i et hæsblæsende tempo. Og så er der fortidens rædselskabinet. Det åbner journalist Helle Maj, da hun sætter sig for at undersøge sin landsmands færden, fra han kom til verden i Gl. Holte i 1952.r.
Min anmeldelse
Jeg kan huske at jeg hørte om denne sag tilbage i 2015, hvor Peter Frederiksen blev anholdt og at jeg fandt det hele så forfærdeligt væmmeligt og jeg havde meget svært ved at forstå hvad pokker der dog skete inde i hovedet på sådan et menneske – og hvordan de overlevende ofre havde det i dag og begge dele har jeg egentlig fint fået svar på, omend jeg aldrig helt tror man kan sætte sig ind i hvad der foregår inde i hovedet på en mand som ham. Tækkemanden er af forfatteren i forordet beskrevet som en bog der skal fungere som en stemme for ofrene – og det er faktisk en fin vinkel forfatteren forsøger at tage her. Jeg er nemlig lidt ambivalent omkring det der med at give forbrydere taletid; på den ene side er jeg ret interesseret i hvad der dog foregår inde i en så grusom og modbydelig hjerne – men på den anden side, så fortjener de jo ikke rigtig den opmærksomhed – selvom jeg dog desværre ikke tror på at ondskab kan ties ihjel alligevel.
Forfatteren giver da bestemt en stemme til ofrene, i og med at hun fortæller deres historier og skæbnesvangre møder med Peter Fredriksen – men det er nu altså Peter Frederiksen som fylder mest i denne bog her (Hvilket jeg nu også havde forventet eftersom bogen jo handler om ham og hans forbrydelser). Jeg synes altså det er lidt letkøbt at man beskriver sin baggrund for at skrive bogen, som værende at tale for ofrene, når det i realiteten ikke er det der sker – men dette er selvfølgelig blot en sidebemærkning. Jeg havde ikke selv forventet andet end en dokumentarisk roman om netop Peter Frederiksen – Jeg havde dog forventet at den ville fange mig lidt mere.
Hele bogen er en lang beskrivelse af sagen og vi får også et indblik i hvordans hans opvækst var. Det har uden tvivl været en kompleks efterforskning, da det jo er en sag hvor flere forbrydelser ligger mange år tilbage i tiden, men jeg synes nu altså at bogen var unødvendigt langtrukken – selvom jeg egentlig normalt godt kan lide velresearchede og dybdegående bøger, så kan det altså også blive for meget af det gode for mig. Der er en del gentagelser undervejs og flere passager som jeg fint mener kunne være udeladt, uden at bogen var blevet for overfladisk. Jeg vil ikke spoile og derfor vil jeg heller ikke kommentere direkte på hvilket passager jeg tænker på.
Bogen startede ellers rigtig godt ud og jeg satte stor pris på forfatterens nøgterne måde at skrive på og den måde hvorpå hun egentlig forholdt sig objektivt til hele historien, samtidig med at vi indimellem fik lidt indblik i hendes egne subjektive tanker undervejs. Jeg kunne også godt lide at der blev inddraget rigtige dokumenter som blev brugt i retssagen, såsom gruopvækkende kalendernotater som Peter Frederiksen selv har skrevet, da det var medvirkende til at give læseren et indblik i hvad det var for en mand der begik disse forbrydelser.
Tækkemanden er en dokumentarisk roman om en meget manipulerende og psykopatisk mand. Jeg vil anbefale den til læsere som har lyst til at vide mere om retssagen om manden der gemte kønsorganer i sin fryser og som ikke har noget imod at den til tider kan blive lidt langhåret at komme igennem. Det er en nogenlunde bog som bestemt har både sine stærke og svage sider, men i min optik er den altså ikke noget særligt.
3 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget People’s Press, december 2018
Antal sider: 413
Seneste kommentarer