Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Forlaget Hr. Ferdinand, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Forlaget skriver: Joan har helt glemt tiden på legepladsen i den zoologiske have, hvor hun kommer hver dag med sin fireårige søn Lincoln. Hun nyder de stjernestunder i hverdagen sammen med sin tænksomme lille dreng. Men i dag skal de skynde sig for at nå ud af porten inden lukketid. Da de nærmer sig udgangen, ser Joan noget, der på et splitsekund får hende til at løfte drengen op og løbe den modsatte vej – tilbage ind i haven.
De næste tre timer bliver et
Min anmeldelse
Med det samme jeg læste om Vilde dyr tænkte jeg at det lige var en bog for mig – og det var det langt hen ad vejen også, omend jeg har et enkelt kritikpunkt, som jeg vil komme nærmere ind på senere i anmeldelsen.
Bogen er skrevet i nutid ud fra personalfortællervinklen. Vi følger primært Joan, som er i zoo med sin lille 4-årige søn. Hun virker som en intelligent kvinde og vi kommer godt ind bag hendes refleksioner hele historien igennem, så jeg havde hele tiden en klar forståelse for hvorfor hun tog de valg hun tog.
Der bliver dog indimellem zoomet lidt ind på nogle få andre personer, som også befinder sig i den zoologiske have. Alle karaktererne er forskellige i både aldre, væremåder og har forskellige grunde til at være i den zoo den dag, hvilket underbygger det faktum at det her kunne ske for hvem som helst og det er med til at gøre den både autentisk og også lidt uhyggelig.
Nutidsformen fungerer virkelig godt i denne bog. Herudover er der også tidsangivelser i starten af hvert kapitel og disse ting er medvirkende til at skabe den intense spænding som bogen byder på fra allerførste side. Jeg sad med hjertebanken flere gange under min læsning og følte næsten at Joans angst krøb en lille smule over i mig, hvilket blot understreger hvor velskrevet historien egentlig er. Der var dog få steder hvor jeg følte at historien blev en smule langtrukken, men det er formentlig helt bevidst for at understrege den følelse af, bare at sidde og vente uden egentlig at kunne gøre så meget og derfor trækker det heller ikke ned i min samlede vurdering.
OBS Jeg ved at nogle ikke gider anmeldelser hvor man kommenterer på slutningen og hvis du gerne vil frabede dig kommentarer vedrørende dette, så spring lige de næste tre linjer over – Indeholder dog IKKE spoilers, bare rolig!
Da bogen var færdiglæst følte jeg dog at der var nogle løse ender og jeg sad tilbage med nogle spørgsmål, som jeg ikke fik svar på. Det kan godt være at det er helt bevidst fra forfatterens side, men det generede mig nu alligevel lidt, da jeg har svært ved at se formålet med forfatterens valg lige her. Som det eneste i bogen trækker det altså også en smule ned i min samlede vurdering.
Slut på kommentar om slutning – nu kan du læse videre:
Når dette er sagt vil jeg dog understrege at jeg absolut mener at Vilde dyr er en anbefalelsesværdig og velskrevet roman omkring en mors kamp for sin egen og sit barns overlevelse. Den er både autentisk, intens, nervepirrende og desværre også særdeles aktuelt i den tid vi lever i, hvor man efterhånden ikke kan føle sig helt sikker nogle steder. Grundet mit kritikpunkt med slutningen kan jeg dog ikke give fuld topkarakter, men jeg sender dog alligevel 5 stjerner afsted for en velskrevet thriller med et spændende og originalt plot.
5 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Hr. Ferdinand (En del af Politikens Forlag) december 2018
Antal sider: 261
Seneste kommentarer