Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Fra bagsideteksten:
Sophies mand James er en god og kærlig far, en opmærksom ægtemand og en karismatisk og succesfuld figur i den offentlige debat. Og så er han anklaget for en frygtelig forbrydelse. Sophie er overbevist om hans uskyld og desperat for at beskytte sin dyrebare familie mod de løgne, der truer med at flå den i stykker.
Advokaten Kate Woodcroft skal føre sagen; hun er en dreven professionel og forstår, at jura mest af alt handler om at have argumenterne i orden. Og alligevel betyder sandheden mere for hende. Hun er sikker på, at James er skyldig, og fast besluttet på, at retfærdigheden skal ske
Min anmeldelse
Skandalens anatomi er forfatterens tredje roman men, så vidt jeg kan se ud fra min research, den eneste bog der er udkommet af hende på dansk. Forfatteren har studeret engelsk ved Oxford og blev senere hen journalist. Det ses tydeligt at hun er vant til at bruge sit sprog – for hold nu op, hvor skriver hun godt. Skandalens anatomi er virkelig en spændingsroman lige efter mit hovede.
Dette skyldes i særdeleshed det troværdige og grundige persongalleri. Historien er primært skrevet med personalfortællervinklen i nutid – pånær vores hovedperson, Kates, kapitler, der er skrevet i jeg-form. Dette var dog lige det eneste jeg havde det lidt stramt med, for jeg kan bedre lide når det konsekvent er skrevet ud fra én fortællerform, medmindre det virkelig betyder noget for historien at vælge en jeg-fortæller og det mener jeg altså ikke det gjorde her. Men pyt, det var ikke så forfærdeligt for mig, at det som sådan generede mig under læsningen, så jeg tilgiver det. Herudover er der også flashbacks til episoder fra tidligere i karakterernes liv, som er skrevet i datid.
Vores primære hovedperson, Kate, er advokat og arbejder som anklager. Hun er en intelligent og stærk karakter, men man fornemmer at der lurer noget under overfladen, som gjorde hende ret spændende at følge. Hun har også en stor retfærdighedssans samt en samvittighed og sårbarhed der gjorde hende mere menneskelig.
Herudover får vi også lov at følge nogle andre personer i hver deres kapitler: James er juniorminister, godt gift og så bliver det ret hurtigt tydeligt at han altså også er lidt af en idiot, selvom han konstant prøver at forsvare sine grimme sider overfor sig selv. Hans kone Sophie er hjemmegående husmor, på trods af, at hun har en god uddannelse, hun forguder nærmest sin mand og fremstår ham ret underlegen. Hun gennemgår en kæmpe udvikling i bogen og var nok den person jeg synes var allermest interessant at følge.
Vi bliver også taget tilbage til 1990’erne hvor vi møder Sophie og James på Oxford college og en ung kvinde, Holly, som ikke helt passer ind blandt alle de rige unge, da hun selv er der på fuldt legat og ikke har den samme baggrund som mange af de andre. Hun gør dog hvad hun kan for at passe ind og samtidig finde sig selv og får også en rigtig god veninde på studiet, Alison, og så er hun Sophies læsemakker.
Fælles for alle karaktererne er, at de alle er både reflekterende og troværdige. Jeg følte nærmest jeg kendte dem og sympatiserede virkelig med nogle af dem. Det var interessant at blive taget så tæt med ind bag deres følelser og få en forståelse for hvorfor de reagerede som de gør i de forskellige situationer de kommer i – jeg synes virkelig at forfatteren viser en stor menneskelig forståelse med sit persongalleri og det er jeg meget imponeret over.
Skandalens anatomi er én af de thrillers hvor spændingen er konstant underliggende og stemningen er dyster. Den kommer sjældent helt op på action-barometret, men jeg tog alligevel mig selv i at sidde med bankende hjerte nogle gange undervejs og jeg havde en konstant lyst til at læse videre, hvilket også resulterede i, at jeg læste bogen på under en dag. Jeg havde ganske enkelt ikke lyst til at slippe den.
Jeg vil ikke afsløre det overordnede tema for bogen, da jeg synes det vil være lidt en spoiler og at det formentlig er helt bevidst at det ikke er nævnt på bogens bagsidetekst. Jeg vil dog afsløre så meget, at det er et særdeles aktuelt emne i dagens samfund. Jeg elsker når thriller- og krimiforfattere tager nogle aktuelle og vigtige emner op og inddrager det i deres bøger, da det på den måde kommer lidt bredere ud, fordi denne genre er så populær. Jeg vil dog godt afsløre at det er en historie om bl.a. skyld, skam og svigt.
Jeg vil anbefale Skandalens anatomi til andre thriller-læsere der også vægter et troværdigt og grundigt persongalleri højt og som ikke er så meget til de helt actionfyldte thrillers, men foretrækker den lidt mere snigende og underliggende spænding. Det er simpelthen en perfekt kombination af både psykologisk thriller og retssalskrimi. Jeg var helt vild med den og sender 5 stjerner afsted.
5 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Hr. Ferdinand (En del af Politikens Forlag) februar 2019
Antal sider: 319
Oversat til dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Seneste kommentarer