Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Fra bagsideteksten:
I mere end ti år hærgede en ukendt forbryder i Californien. Han begik over halvtreds voldtægter, samt seks bestialske mord. Derefter forsvandt han og undgik i årevis politiets søgelys.
Tredive år senere bliver sagen en besættelse for true crime- journalist- og blogger Michelle McNamara. Fast besluttet på at det må være muligt at finde forbryderen bag nogle af de mest berygtede uopklarede drab i amerikansk historie, de såkaldte Golden State-mord, begyndte McNamara systematisk at arbejde sig igennem politirapporter, vidneafhøringer, øjenvidneberetninger, nyhedsdækning og internetfora for sammensværgelsesteoretikere og hyggedetektiver.
Min anmeldelse
True crime-genren er en genre som jeg faktisk er lidt ambivalent omkring. På den ene side synes jeg det er svært at man sidder og lader sig “underholde” af andre menneskers skrækkelige ulykke, men på den anden side er jeg også draget af det. Jeg er draget af psykologien bag et så skruppelløst menneske der kan begå skrækkelige forbrydelser mod andre, men endnu mere er jeg draget af, hvor stor betydning sådan en galning kan have på samfundet. I denne genre er det dog meget vigtigt at forfatteren hele tiden udviser respekt overfor ofre og eventuelle efterladte, for at det ikke bliver frastødende. Jeg har hørt en enkelt episode fra en podcast omkring forbrydelser, som jeg faktisk fik helt ondt i maven over at høre – en podcast hvor de sidder og nærmest hyggesnakker omkring virkelige forbrydelser. Det frastødte mig og understregede virkelig for mig hvor vigtigt det er at formidleren er sig selv bevidst omkring det ansvar de har overfor de implicerede i sagerne.
Jeg kan dog sige klart og tydeligt at McNamara udviser denne respekt. Både i hendes måde at formidle på, men også i hele hendes research. Det er tydeligt for mig, at hendes formål har været at finde morderen og lade ham stå til regnskab for sine handlinger. At få skabt et troværdigt billede af ofrene og samfundets reaktioner på de bestialske forbrydelser. At skildre politiets hårde arbejde og udviklingen indenfor efterforskningsmetoder. Og det er virkelig lykkedes for hende. Det er længe siden jeg har læst så gennemført og respektfuld en true crime- bog.
Det er dog også en meget uhyggelig bog. McNamara skriver levende og udpensler nogle af sagerne, så det løb mig koldt ned ad ryggen flere gange under min læsning og der var faktisk enkelte nætter, hvor jeg næsten ikke turde lægge mig til at sove – og jeg er ikke i tvivl om, at noget af det som virkelig gjorde den uhyggelig er, at man jo ved at disse ting virkelig er sket. Selvom det er så skræmmende og vanvittigt at man skulle tro at det var en vild krimiforfatter der havde fundet på disse ting, så er det ikke tilfældet og hold nu op, hvor har mine tanker været ved ofrene mens jeg læste – og efterfølgende.
Jeg forsvinder i mørket er dog ikke kun en fortælling om Golde State Killers forbrydelser, men også en skildring af udviklingen indenfor politiets efterforskningsmetoder, herunder opdagelsen af hvordan DNA- spor kunne bruges i forbindelse hermed. Selvom det er meget interessant at læse om, kan det dog også blive lidt tungt stof, men hun forklarer det på en fin og tilgængelig måde og så har hun også bare en evne til at skifte spor, når tingene ellers kunne begynde at kede én en lille smule.
Jeg vil anbefale Jeg forsvinder i mørket til andre læsere der sætter pris på en særdeles velskrevet true crime-roman. Det var en bog som virkelig holdt min opmærksomhed fanget fra start til slut og som stadig er med mig i tankerne, selvom den nu er færdiglæst.
Desværre får vi ikke flere bøger fra McNamaras hånd, da hun ulykkeligvis døde før hendes bog blev færdiggjort. Det betyder dog ikke at man får en halvfærdig bog i hånden, for både hendes redaktør, samarbejdspartnere og ægtefælle har færdiggjort den ud fra McNamaras noter, som hun tog under sin research.
Jeg giver bogen 6 ud af 6 stjerner, da jeg virkelig mener den er noget ganske særligt indenfor sin genre.
6 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Hr. Ferdinand (en del af Politikens Forlag), november 2019
Antal sider: 303
Oversat til dansk af Nete Harsberg og Betty Frank Simonsen
Seneste kommentarer