Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget H. Ferdinand, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Fra bagsideteksten:
Da succesforfatteren Frances Welty drejer op foran porten til helsecenteret Tranquillum House, hvor hun har investeret en lille formue i et kurophold, er hun på sammenbruddets rand. Hendes forlag har lige afvist hendes seneste kærlighedsroman, hendes kæreste har forladt hende uden et ord, og hun er midt i en hedetur fra helvede. Men da de øvrige gæster begynder at ankomme, stiger hendes humør et par grader, og det bliver kun bedre, da hun møder stedets karismatiske ejer og leder, russiske Masha, en statelig kvinde, der har prøvet at dø og synes at vide lige præcis, hvad Frances har brug for.
Min anmeldelse
Jeg er generelt stor fan af Liane Moriartys tidligere bøger. Den første bog jeg læste af forfatteren var bogen Store små løgne og siden jeg læste den har jeg også læst de øvrige udgivelser fra hendes hånd og Et fængslende møde er uden tvivl én af de bedste, hvis du spørger mig (og det gør du jo lidt, eftersom du lige nu læser min anmeldelse af den.)
Først og fremmest er det et helt fantastisk og alsidigt persongalleri. Alle karaktererne er interessante og nuancerede og jeg vil vove at påstå at de fleste læsere på én eller anden måde vil kunne relatere til flere af karakterernes problemstillinger. Vi møder både en bestsellerforfatter af kærlighedsromaner, et par som ved første øjekast fremstår noget overfladiske, en skilsmisseadvokat, en lille familie på tre, en enlig kvinde der er blevet skilt for nyligt og en tidligere professionel sportsmand. Fælles for dem alle er at de har nogle problemer i privatlivet, som har ført dem til wellness-centret Tranquillum House for at få ro og forhåbentlig et lidt bedre liv, når de er færdige med deres ti-dages transformationsophold.
Det var virkelig interessant at få lov til løbende at lære vores personer at kende og efterhånden som der blev åbnet mere op for hvem de hver især var kom jeg altså til at holde af hver og én. Herudover er samspillet mellem de forskellige karakterer knivskarpt skildret, hvilket både skyldes forfatterens evne til at skabe levende scener, med følelser jeg kunne mærke som læser, men bestemt også de velskrevne dialoger.
Historien er skrevet i datid med personalfortællervinklen hvor vi skiftevis følger de forskellige personer på Tranquillum House, hvilket var med til at skabe en fin dynamik i historien, da jeg hele tiden gerne ville vide mere om de forskellige personer. Desuden er plottet i bogen simpelthen så spændende at det er næsten umuligt at lægge bogen fra sig – og jeg gjorde det da også kun selv, når det var absolut nødvendigt (I ved, på grund af dét der arbejde? Det er jo åbenbart ikke velset ikke at møde op, blot fordi man hellere vil læse) og så var det altså én af den slags bøger som også sad i mine tanker når jeg ikke læste i den. Jeg glædede mig virkelig til at læse videre og jeg elsker når en bog kan give mig den følelse.
Et fængslende møde er virkelig en fængslende roman (hæhæ, ordspil) om forandringer, svigt, savn, sorg, fortrydelser og kærlighed. Den er både fyldt med mystik og overraskelser og så er det en bog der har et perfekt afstemt niveau af både humor, varme og alvor. Det er sådan en type historie hvor man overhovedet ikke aner hvor den nu vil føre én hen og jeg sad altså flere gange og var lettere målløs under min læsning.
Jeg vil anbefale bogen til fans af Liane Moriartys tidligere bøger og til læsere der elsker spændingsromaner, men som ikke nødvendigvis bryder sig om de alt for dystre af slagsen.
Det er desuden en roman som byder på lidt mere end bare underholdning, da den netop tager nogle lidt mere alvorlige problemstillinger op, præcis som vi også har set i forfatterens tidligere bøger (særligt hendes bog Store små løgne) og derfor synes jeg altså også at denne bog gør sig fortjent til de seks stjerner jeg nu sender afsted.
6 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Hr. Ferdinand (En del af Politikens Forlag), juni 2019
Antal sider: 478
Oversat til dansk af Hans Larsen og Ariane Veiergang
Seneste kommentarer